This is 8 reproduction of 8 library book that was digitized by Google as part of an ongoing effort to preserve the information in books and make it universally accessible.

Google books

http://books.google.com

Google

Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online.

Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog, der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyrightvilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der ofte er vanskelig at opdage.

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig.

Retningslinjer for anvendelse

Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige. Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at kunne tilvejebringe denne kilde.

Vi beder dig også om følgende:

e Ånvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål.

e Undlad at bruge automatiserede forespørgsler Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski- noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe.

e Bevar tilegnelse Det Google-"vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det.

e Overhold reglerne Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror, at en bog er offentlig ejendom for brugere i USÅ, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig.

Om Google Bogsøgning

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning

hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan søge gennem hele teksten i denne bog på internettet på http://books.google.com

H

ἢ

᾿

Nordisk tidsskri

filologi …

for

Carl Berg, K. J. Lyngby, Vilhelm Ludvig

Peter Thomsen, Karl Hude

- Ἃ

Digitized by Google

Digitized by Google

ΟΊ ΕΡΙΓ

Philologi og Pædagogik.

7 | EN Niende Aargang. w.

Kjøbenhavn. 4

Otto Schwartz's Forlag.

1870. 1871.

md

4

Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. 8. Muhle

Tidskriftets Redaktion: C. Berg, Jean Pio, Vilh. Thomsen, Ludv. F. A. Wimmer.

Formand. Sekretær.

Comitee i Lund: Prof. 4. Th. Lysander, Adjunkt Chr. Cavallin, Adjunkt E. Lidforss,

Formand. Sekretær.

Prof. Wisén.

i

Comitee i Christiania:

Prof. 3. Bugge, Prof. O. Rygh, Overlærer Æ. Schreiner.

Formand.

Upsala: Prof. Håiggstrom.

Medarbejdere i denne Aargang.

meme Sme ἀπ Be

Aubert, L. C. M., Professor. Christiania.

Bajer, Fredr., Høiskolelærer, Translatør. Kjøbenhavn. Bang, J. P., Adjunkt, Dr. Rønne.

Berg, C., Rektor. Frederiksborg.

Bugge, Sophus, Professor. Christiania. Christensen, Rich,, Dr. Kjøbenhavn.

Fogh, C., Overlærer. Kjøbenhavn.

Johanssen, J., Adjunkt. Christiania.

Sick, Overlærer. Odense.

Siesbye, 0., Cand. philol. Kjøbenhavn.

Smith, C. W., Docent, Dr. Kjøbenhavn. Wesenberg, A.S., Overlærer, Professor, Dr. Viborg.

Indhold.

Side Emendatiunculae Livianae. I. If. 11]. Af A. 5. Wesenberg. 1. 81. 275.

Er Latinskolen vor høieste almindelige Dannelsesanstalt? Af C. FOG φὐὐ ρον ρον εν ως νὰ χων αὐ κυ δ ον τὸ ᾧν, VAT

Tillægsbemærkninger δὲ et Redaktionsmedlem til foregaaende Afhandling. Af C. Brg. ........ Bar er SA VE ES "Er ὦ 53.

Et Par Bemærkninger i Anledning af den ifølge «Dagbladets» Nr. 178 nedsatte Skolekommission. Aft.........…. 56.

Til Dalvisan «Kristallen dånn fina». Af F. Bajer ....... 60. Grammatikalsk Kuriosum. Af ὦ. P, Bang ........... 61. Fortolkning af et Par Steder i Homers Iliade. Af samme. . . 62.

Etymologisk forklaring af nogle pronominer i Nordisk. Af Sophus BUGGE. 455 SR RE le EN ER ENESTE 8) 0 EDER 111. 273.

Om Moskoviternes eller Storrussernes Nationalitet. Af C, W. Smith. 180.

Adnotationum (exegeticarum, criticarum) in primum Horatii episto- larum librum specimen. Af L. Οἱ M. Aubert ....... 170,

Bidrag til Areopagos's Historie. Af Rich. Christensen. . . ... 195. Smaating. Af J. P. Bang .......….. ὡρῶν SE RE TER REE . 255. Bidrag til det attiske Søherredømmes Historie. Af Rich. Christensen. 302.

Anmeldelser. O. Fibiger: Et Par Ord om Undervisningen i de gamle | ΡΓΟΙ:.. -1δ70. πρὶ ον τους τος λους φιλο κα C. gule Se Een 2. Afdeling, 2. Udg. 1—2 Hefte. Αἴ J. P. Bang. 64.

Otto Febiger og Jean Pio: Udvalgte Stykker af Cicero, Cæsar, Cornelius, Sallustius, Livius. 1870.....

Τ᾽. Sundby: Brunetto Latinos Levnet og Skrifter 1869. Af Sick 258. J. P. Weisse: Latinsk Grammatik til Skolebrug. Christiania 1871. Αἴ Johansæn.......... τ SKE ENERET ÆDES 319. En lille Oplysning. Αἰ Ὁ. Sitesbye . ..… seeren eee eee rene 272. Indholdsangivelse af nye Skrifter ..... SNE NEED εν ER ἔδρα 343. Bøger indsendte til Redaktionen .........0000% 2114. 344

Alphabetisk Fortegnelse

over

behandlede Steder hos Forfatterne.

(Steder, der ere anførte som Exempler i historiske, lexikalske eller gram- matiske Undersøgelser, medtages ei.)

Side |. Side Acta Apostolorum 17, CæsarBell.Gall.[, 44. . . . 292. ΤΥ 212. VI, 31.... 101. Audokides I, 77 fgg. . . 226. VII, 77... . 111.

Cicero de Oratvre I, 222. 2. | Harpokration s. v. ἐπε- Brut. 229..... 37. ϑέιους ἑορτας. . .. .. 911.

pro Cæcina 46... 19. pro Murena 34 . . 97. pro Ligario 5. . . 110.

Homer Iliad. XVI, 556 . 62. XVIII, 486 . 62. XXI, 331-332. 63.

ad Famm. ΧΙ, 2. 181 XVI, 2. 293. Odyss. IX, 11 . 255. ad Att, IV, 6, 3. 18. Su ERR DS IX,10, 5. 101. HorsatiusOd.II, 18,11-14. 193. XIV, 10, 1. 101. Π|,12,1-8.. 61. XVI, 7, 5. 293. Epist. I, 2, 34 . . 171. de Divin. II, 568 . 39. 3,23 . . 173. Cato 82...... 15. 3,80fgg. 174. de Legg. II, 47. 11. | 7,24. . 184. CæsarBell. Civ.I, 460g 47. 110. 9.11... 181. III, 26. . .. 298. 12, 5-6. 188. 111,59. . .. 110. | Livius IX ...... . 1-41.

5146 Side Livius I, 2,4 ...... 257. | Livius XXVI, 39, 21 . . 294.

I, 54, 8 ..... 273. ᾿ς XXVII-XXXV.275-302. IV, 31, 4 .... 258. | Philochoros (Frgm. hist. VIII, 11, 14 . . . 108. Græc. I p. 107) ..... 222.

IX, 23, & .... 272. | Plinius Hist. Nat. XI, 16,41 92. X, 30, 9....…. 98. | Sallustius Catilina 9. . . 93. XXI-XXVI . .81-1}1. 35... 89. XXI, 27, 4. . . . 298. Jugurtha 98. . 98. XXIl, 10,2... 176. | Thukydides VII δῖ, 4. 304.

Digitized by Google

“ Emendatiunculae Livianae. Scr. Α͂. 5. Wesenberg.

Higtegis Madvigii nostri et Ussingii editione ad Liviana mea studia multis anle annis interrupta revocatus magnum illud opus uno totum tenore, ut potui diligentissime, perlegi, adhibitis tamen fere nullis libris praeter praeclaras Madvigii Emendationes et Bekkeri editionem; Drakenborchiana olim per quinque tan- tum primos libros usus varias scripturas ex ea enotaveram ἢ). Inter legendum notabam in margine editionis, quidquid mihi corrigendum minusve certum esse videbatur, ne interpunctione quidem neglecta. Has notulas Madvigio meo, cui, si quid in Latinis litteris possum, id paene omne debeo, quam brevissime ezrplicatas misi, si forte ei ad alteram editionem usui esse pos- sent, illud quidem certe declaraturus, quanta cum delectatione quamque studiose Liviana eius pertractassem. Pauci menses sunt, quum Ο. Siesbye, vir doctissimus, per Madvigium me ro- gavit, ut sibi liceret annotatiunculas illas in Hauniensibus Philo- logiae et Paedagogicae Annalibus edere. Hac venia libentissime

ødata quum in publicum iam sint proditurae, benevolentiae eorum, si qui legent, commendatas eas volo 2). Viburgi, m. Maio, 1870.

Praefatio Livii.

ὃ 5 ego ex cod. arch. (M., P.) scripsi priscå totå illå mente; cfr. annot. ad VI, 6, 15, XXVIII, 2, 15.

ὃ 6. De verbis: ante conditam condendamve urbem efr. Cic. Legg. Ill, 3 11: Donum ne capiunto neve danto, neve petenda neve gerenda (i. 6., neve petentés neve ge-

-

') Sicubi Weissenbornium laudavi, notitiam eius editionis aliis debeo.

3) [Quidquid de meo addidi, uncis inclusum in inferiore margine posui. Ο. Siesbye.]

Tidskr. foer Philol. og Pædag. IX. 1

2 A. S. Wesenberg.

rentes potestatem) neve gesta potestate («hverken under eller efter»).

ὃ 9 notandum deinde nt = ut deinde (primo — deinde — tum).

Liber I.

2, 4 malo ne quam nec; multo enim artius ne — essent cum hoc: Latinos — appellavit cohaeret quam cum illo: ut — conciliaret («for at vinde —, vilde Æneas, at de skulde have samme — Navn; derfor kaldte han»).

4, 3 pro profluentem scribendum praefluentem, i. e. praeterfluentem; cfr. I, 45, 6, al. Profluere est porro fluere (e fonte aliquo).

å, 1 datos vix convenit in ad stabula, quod sic esset: apud stabula; sed Faustulus et Larentia sine dubio in ipsis stabulis habitabant. Ego igitur cum Gebhardo latos scribo; efr. de confusione Ill, 31, 8, II, 50, 7. Etiam Il, 2, 4 scriben- dum puto sermo—latus 8. elatus, i. 6. dilatus, id quod dandi verbo significari vix potest; cfr. IV, 5, 6.

4, 8. Potuit fortasse Livius dicere: peragrare circa saltus, ut Cicero de Orat. I, 2221): peragrat per animos (nisiibi per librariorum est, 6 peragrat ortum); sed quoniam M., P. circa non habent, scripsi: peragrare [circa] saltus; vid. lexx. An potius fuit in cod. arch.: peragrare omnes circa saltus? cfr. I, 17, 4: multarum circa civitatium, alibi omnes circa populi, montes circa perpetui, ad loca circa visenda, al. 3).

7,9. aliquantum ampliorem. Scribendum ἢ. Il. 81} - quanto a.; III, 15, 2 quanto iuniores — magis; V, 21, 14 aliquanto — maior; X, 35, 2 quanto in sua parte plus; XXV, 11, 9 aliquanto opinione eius celerius; XL, 40, 1 meliore aliquanto militum; XLIV, 7, 6 quanto — longius —, 60 maiorem. Tam pauci loci apud me quidem nihil valent contra ianumerabiles illus, ubi in codd. ad regulam scriptum est. De -o et -ἃ millies in omnibus codd. confusis olim (ad Sestianam p. 23—27, alibi) disputavi; quinque ex septem illis locis ante am, iun, in, m, o facillimus error fuit.

1) In locis Ciceronianis paragraphorum, quae dicuntur, non capitum numeri positi sunt.

3) (Madvigius circa adverbium esse voluit, non praepositionem ; ΟΥ̓. praeter locos ἃ Drak. collectos Gr. Lat. ὃ 210 c not. 2 ed. Germ. tert. Ο. 5.]

Emendatiunculae Livianae. 3

8, 3 ser. creato regi — dederint. Dare dativum suum necessario poscit. Confunduntur fere inter se -e et -1; inde illi loci, ubi codices habent veteri, maiori, ablativo absoluto -enti, et contra, ubi pura puta adiectiva sunt, clemente, in- sequente, al. Scribendum ἃ) Χ, 2, lå vetere, IX, 34, 23 in- clementiore, X, 43,11 certiore, XXIV, 12, 8 et XXIX, 26, 4 priore, XXVIII, 17, 15 acriore, XXXVIII, 47, 11 graviore, XLII, 65,10 maiore; b)l, 54,6 sequente nuntio, VI, 14, 13 differenteque et — dicente (sc, eo, an excidit 60 ante et?), IX, 29, 8 consule — persequente (codd.: -ti post beli), XXVI, 26, 11 Consentiente Crispino(codd. -ti ante cri-); XXXVI, 32, 9 assentiente omni concilio; c) I, 26, 8 clementi (codd. -te ante le-), II, 35, δ nocenti (an est sub- stantive positum: «en Skyldig» ?), I, 48, δ, IV, 25, 8, V, 5, 11, VI, 2, 7 (ante 6), XXVI, 34, 0 Veienti, Il, 31, 2 sequenti, IV, 12, 1 et 47, 8 et 49, 7, Vi, 21, 1 et 22, å insequenti, IV, 23, 2 discrepanti (ante 6), V, 33, 3 praepotenti (ante 1), 47, 10 consentienti (εἴν. X, 40, 1), 48, 9 insolenti, VII, 2, 9 vigenti, IX, 30, 7 abhorrenti, XXI, 26, 7 urgenti, XXXIl, 21,27 haerenti (ante ὦ, XXXIV, 5, 7 et 12 perti- nenti, XXXVI, 34, ὃ consonanti, V, 12, 5 et XXVIN, 4, 14 (cfr. ὃ 15) Capenati, VIII, 20, 9 Privernati (ante +), X, 27, 6 Sentinati (εἰν. 30, 4), 39, 5 Atinati, XXII, 18, 8 Larinati (cfr. 24, 1), 14, 4 6 125 ἃ πη ἰἰἰ, V,30,3 victrici(cefr. XXVI, 6, 8).

9, 11. "Magna pars forte, in quem quaeque inci- derat,raptae. Audisse ab eo ante in quem Livius non potest. Excidit ut post -te, ut XXI, 42, 3 et 57, 5 post et in eadem cum quisque coniunctione; οἷν. XXII, 51, 6. (Deteriores ali- quot codd. habent ut.) Longe aliud est, XXVI, 39, 12 ex in- iecta audiri sive ei sive in eam.

10, 7. laturos eo spolia. Rectissime olim edebatur, ut est in H. 1, laturos ea spolia. Non qualiacunque spo- lia posteri in templum iillud laturi erant, sed opima tantum; praecedit opimis spoliis, quae — posteri ferent; sequi- tur, cui oplime respondeat ea spolia, eius doni.

11,.8 post -is (ponderis) excidit in. Ne Livius quidem brachio aliquid habere pro in br. dicere potuit; sequitur etiam in sinistris manibus haberent et in 8. m. esset.

17, 8 pro detinerent cum Gronovio scr. retinerent. Detinere nunquam idem fuit ac retinere («beholde»). De fre-

12

ἀ Α. 58. Wesenberg.

quentissima permutatione cfr. IV, 13, 8, ubi Madv. iure probat defert, XLII, 56, 9, ubi cod. male: reprehendi, al.

19, 6. desuntque- dies solido anno. Dicendum certe fuit dies aliquot; sed, quoniam sequitur ut vicesimo anno — congruerent, Livius, quot dies essent, addiderit, necesse est. Ego igitur scripsi: ἃ. " dies 8. a., suspicatus excidisse decem vel X et infra quarto vel potius (ut volebat Sabellicus) quarto quoque post vicesimo. Annus lunaris — 355 dies; dies intercalares 16 annorum - 66 dies 8 annorum — 246 dies 24 annorum; δ —= ΤΌΣ.

20, 3 scribendum gente conditoris (cfr. supra ad 8, 3). Alienus sic positum («fremmed for, uvedkommende») dativum non admittit; cfr. ad XXIX, 29, 8.

20, 7 non dubito quin Livius, ut solet, de prodigiis scrip- serit procurarentur (ul Gronovius cum Harl. 2); post ac vel atq. facile excidit abbreviatum pro (p).

29, 4 frustra interpretes haec verba: Et soli Fidei sol- lemne instituit explicare conati sunt. Delendum soli, ut aberrando ad soll- natum. (Eandem in coniecturam iam Ry- quius a. 1617 inciderat.)

23, 7 malim sic distingui: res, ex foedere quae repe- titae sint quam, ut vulgo, res ex f., 4. r. 8. Item 26, 1, ubi vulgo sic est: roganti Mettio ex foedere icto, quid imperaret, ego interpunxi: r. M., ex f. i. q. i.

24, 8. tum ille dies, luppiter, ferito. Ego cum Madv. (in praef.): tum illo die, I., — ferito; nam alterum ferito vix potest non, ut potes pollesque, secundae esse personae.

25, 13. 60 maiore cum gaudio, quo prope m. r. f. Ego (ut L. 2): quod. Quo sine altero comparativo positum Li- vianum non est; debebat esse quo propius. Excidit, ut saepe, d ante p. (Contra Ill, 33, 9 p post apud excidit; III, 18, 6 ante populi ex quo factum est quod; XXXIX, 28, 11 codd.: quod plus pro quo plus.)

26, 7. inquit. «Lictor, colliga manus». Ego (ut vulgo ex Latinii coni.): inquit. «7, lictor, colliga manus», sicut δ᾽ 11 omnibusque locis mihi notis est.

26, 11 Livius sine dubio scripsit arbori (sic vulgo ante Alsch. ex dett. codd.) infelici suspende, υἱ86. Ex arbor- infelici factum est arbore infelici.

27, 5. Hi et in acie prope flumen tenuere dex-

Emendatiunculae Livianae. ,

tram cornu, i. e., Hi non solum in itinere, sed etiam in acie dextrum cornu tenuere, et quidem prope flumen, quae sententia quum per se ipsa subtilior spinosiorque est, tum ex illis: Inter — transierat intelligi haud facile potest. Et aut ex etFidenas repetitum est aut ex -at (transierat) natum aut transpositum fut fuerit Et hi, cfr. II, 2, 9: Et ceteri). Scribendum igitur aut Hi [61] aut + Hi et.

27,9. id, quod ab rege auditum erat, rati. Primum hoc nimis breviter dictum est pro 8680, quod est id — ita esse rati; deinde in uno meliorum codd., L. 1 (de quo vid. Madv. Emm. p. 31), et in L. 2, Voss. 1, 2, Port. m. 1 est irati. Scribendum ita rati, ut iam in Port. m. 2, Haverc., Pal. 2 (corri- gendo, opinor) scriptum est. De hoc lognendi genere: hoc (id, quod) ita (= ita esse) reor, puto, credo, al. vid. Madv. ad Gic. Finn. II, 17; adde ad ea, quae ille collegit, Cic. ad Famm. Xil, 23, 2, ad Att. XI, 6, 1, XV, 4, 1, ad 9. Fr. II, 7, 3 et 15 A,3et 15 B, 3, Tusc. I, 30, Divin. I, 84, Phil. I, 33; Livius ipse I, 55, 6 dicit: idque ita cecinere vates, cfr. XXIV, 4, 2, XXVI, 15,9, I, 4, 2: seu (sc. id, quod dicebat) ita rata. Ex eratitar- ati quam facile et eratirati et eratrati feri potuerit, apparet. Obiecit mihi Siesbye, quod Livius ter habet, occasionem ratus (VI, 28, 2, XXI, 11, 8, XXXVIII, 13, 2); sed illud quidem alius generis est; in eo enim, ut Latine saepissime fit, auditur obiectum verbi rendi (id, quod praecedit), ut sit — eam occ. 6886 r. (n08: «anseende det for en gunstig Leilighed»),. non, ut nostro loco, id, quod de obiecto praedicatur (ita, i. e., ita esse, ut ab rege auditum erat).

29, 6 proEgressis urbem ego : Ε. urbe (item Il, 37, 8); εἶν. Madv. ad Ill, 57, 10. De his: quadr. annorum opus, quibus Alba steterat vid. ann. mea ad XXVI, 51, 3.

31, 2. missis — prodigium,in conspectu — ceci- dere caelo lapides. Ego: prodigium in; missis enim est dat., non abl. (ut advocato concilio 6, 1), = in con- spectu migssorum; οἷν. 25, 12 sustinenti — manyo: De cec. caelo sine de posito cfr. ad XXII, 1, 9.

32, 3 fortasse (ex dett. al. cdd.) scribendum sustulerunt animos et — reddunt; non mirum, si in cod. arch. post erat scriptum est -erant pro -erunt. Ill, 1, 2 fuerat auctor de priore consulatu recte est, de secundo cons. (qui tum erat) et agrarii—erexerant, et tribuni — suscipiunt (pro erex- erani!) vix item; cfr. tamen, quae dicentur ad IX, 22, 2.

6 Α. 5. Wesenberg.

32, 8. quicunque — obvius fuerit (post illud: quum fines suprascandit). Pravissimum fuerit est, sive fut. ex. ind. sive perf. coni. esse statuas. Scribendum fuit; addita est, ut haud raro, nota syllabae er. (Sic scribere Siesbyeo quo- que in mentem venerat.)

33, 6. Id non muro solum, sed etiam — ponte — coniungi placuit. Ex tam speciali verbo, quam est con- iungi, alterum aeque speciale (cingi) audiri minime potest, nec vero muro urbi coni. de muro, qui ad Tiberim, non ad urbem ipsam pertinuerit, intelligi, Excidit (quod Dukerus prope fuit ut videret) verbum aliquod, ut cingi vel circumdari vel potissi- mum sepiri (sep — sed); in textu scripsi: solum ", sed.

34, 4. De his: humiliora sineret ea (= ἢ. 8. esse ea) cfr. III, 15, 7: plebem inermem pati, οἱ XXI, 27, ὃ.

35, 2—6. orationem dicitur habuisse compositam. Quum 86 — petere — certasse; haec — iussit. Inter- pretes vulgo post quum audiunt diceret («habuisse compositam, quum diceret»); Madvigius quoque aliler interpungens audit di - ceret, collato 48, 2: Quum ille ferociter ad haec, se —in - sultasse dominis, clamor oritur; at ibi ad quum ad- ditum est non solum ille, sed etiam ferociter ad haec, unde, quid audiatur, facillime intelligitur (Madv. Gr. ὃ 479 c); hoc vero loco ex quum sic nude posito intelligi non potest. Excidere post petere facile potuit diceret; ego tamen sic malui scribere: comp.: [Quum] se certasse. Haec cett.; cfr. si- millimus locus, IV, 41, 1—7: Tempanii oratio incompta fuisse dicitur — laeta : Quanta --- implesse; utroque loco oratio obliqua ex verbo, quod est oratio, pendet; quom sine dubio ex com-repetitum est. (lam Dukerus non multym afuit quin quum deleret.)

40, 2. Tum Anci filii duo etsi — stirpis, tum im- pensius iis indignitas crescere. Ego sic scripsi: Tum, Anci— stirpis, tamen (sic etiam Harl., Haverc.) imp. i. i. cr., etsi sic quoque distinguere licet: Tum Α. f. duo, etsi — st., tamen, ut iis indignitas crescere per anacoluthiam quan- dam non duram sit =indignabantur. Cfr. XXI, 32, 7: Tum quanquam — erat, tamen — renovarunt. Ex tamen, praesertim ante inp- et post tum, facile faclum est tum illud plane supervacaneum.

40, 4. De quia cfr. ann. ad XXXIX, 23, 9.

43, ὃ scribo machiuas in bello + ferrent. Faciendae

Emendatiunculae Livianae. 7

scilicet fabris machinae erant; ferre ne potuerunt quidem; quare recte, pulo, Lipsius voluit facerent; cfr. Dion. Hal. IV, 11. Aliis quoque locis Livius non timuit idem verbum sic ite- rare (facerent — facerent);. cfr. IX, 16, 17, XXII, 12. 11 et 28, 12, ΧΧΧΙΙ, 26, 17, XLII, 48, 4 et 56, 1, ann. ad X, 17, 4. De confusis facere οἱ ferre vid. ann. ad XXXIII, 2, 2. 43, 9 scr. cum Gron. sex — centurias 6 (vel ex) tribus

ab R. institutis sub — fecit; cfr. ὃ 1: Ex [18 — octo- ginta confecitcenturias,$8:inde una centuria facta et: ex primoribus — scripsit, sicut g 4. Sine praeposilione

sententia loci non clare elucet, transformatas ἃ Servio tres Romu- | leas centurias in sex 6856.

43, 11. ibi si variaret, quod raro incidebat, ut secundae classis vocarentur, nec fere — descen- derent. Una littera mutata haec foede corrupta sanata erunt; scribendum mecum et cum Sigonio descenderunt («steg man saa langt ned»). Livius hic obiectivam sententiam (ut secun- dae classis vocarentur) paulo negligentius ex verbis, quae sunt gradus (ἃ Servio) facti, interiecto illo: equites enim — centuriae, tamen suspendit, quasi dixisset institutum est; dicendum fuit ibi si variaret, quod raro incidebat, secundae classis vocabantur; nec; nos: eskulde den anden Klasses kaldes til St.». (Post vocabantur recte, ut in negativa - sentenlia, posilum est perfectum descenderunt, non imperfectum.) Cfr.g 2, ubi 866: seniores — ut praesto essent eodem modo explicare licet, etsi etiam sic in- telligi potest: iuniorum (prima c. 0. appellati), seniores ut («for at»); 20, 7 ut — edoceret ex instituit aut simili aligquo verbo in subiecit latenti pendet; XXIII, 38, 10 ut —faåceret ex illo: iussusque — explorare; XXIV, 10, 3—4; 44, 3 Aemilius — baberet (sine ut) ex illo: ex. divisi; 45, ὃ id — esset (sine ut) ex illo; aliis — verberandus videri hostis (= alii censebant); XXVI, 35, 2; 36, 14, XLI, 14, 6, XLIII, 11, 2, Madv. Emm. p. 552. Non mirum, si librarius aliquis descenderunt ad vocarentur, ut fit, accom- modavit, quasi vero subiectum illius verbi (centuriae 8. cl.) huius quoque esset aut iuberi quidquam posset fere mun- quam fieri.

45, 4 Livius, opinor, scripsit monumento οἱ fuere miraculo; aliter scripsisset monumentum eius fuere mi- raculi. Ill, 38, 3 minus etiam dubitlo quin scripserit eam

8 Α. 8. Wesenberg.

impedimento dilectui fore, Cfr. tamen Madv. ad Cic. Finn. Il, 59 et V, 28.

46, 6. virum nacta muliebri cessaret audacia. Ego post nacta addidi α; cfr. IV, 27, &, V, 42, 6, X, 39, 6, XXVIII, 13, 10. XLII, 6, 8 (se nullo usquam cessaturum officio) ante nullo inserui in; cfr. XLV, 24, 7. Il, 13, 2 ego cum Heumanno scripsi periculi casus, aquo nihil se —texis- set; cfr. I, 53, 8, VIII, 6, 7. Tegere aliquem aliqua re nihil signifcare potest nisi per aliquid ἃ. t., non vero contra aliquid a. t.; cfr. defendere, tueri, tutus.

46, 7. ut fere fit malum malo aptissimum. Aut scribendum ut fere est (ferest) m. m. a., aut sic interpun- gendum: ut f. fit, m. m. a., ut malum malo aptissimum sit quodam modo ad similitudo appositum.

48, 7. scelus, monumentoque locus est: Scelera- tum vicum vocant, quo — egisse fertur. Ego sic inter- punxi: scelus(monumentoque — vocant) quo — 6. f.; nam quo non ad vicum relatum est (Livius sic dixisset: in quo vel ubi), sed ad scelus (ablat. eiusdem generis, cuius est 10, 7 vocem, qua — nuncupavit, XLV, 24, 14 iudicium, quo n. iudicabimus!).

55, 2 ego post ibi comma posui, quoniam ibi non cum vola, sed cum consecrata inaugurataque solo iungen- dum est, ut vota sit ad quae appositum. "

58, 2. postquam satis tuta circa sopitique omnes videbantur. Vulgo ex omnes audiunt omnia, quod facere non licet. Si Livius βίο scripsit, satis tuta circa videbantur dictum est, ut X, 34, 9 si tuta videantur, XXIX, 2, 10 tuta esse, ΧΧΧΙΙ, 5, 12 qua minus tuta erant: «der viste sig Tryghed, Sikkerhed rundtom», ut tuta subiectum sit?), sed in eam rationem vix cadit sopili omnes, ubi sopiti praedi- catum est. Malui igitur cum Haverc., Port. πὶ. 2, ed. Aldi scribere tuta omnia circa; cfr. XXVII, 42, 12: postquam salis tuta omnia esse exploratum est, XXVIII, 42, ὃ: per tuta omnia, IV, 24, 4, V, 37, 8: omnia contra cir- caque hostium plena erant.

Liber {Π. 1, 8 scribendumne omnia regia iura?

1) (Cfr. V, 4, 1: consilium, quo — noluerunt, ubi tamen cod. Veron. quod. Ο. S.] 3) [(Cfr. Cic. ad Att. XVI, 4, 4: δὶ exploratiora videbuntur. 0. S.]

'--

Emendatiunculae Livlanae. 9

2, ὃ scr., omissis commatis, oblitum tanquam alieni regni (= oblitum tanquam alienum regnum 6886).

2, 4: v. ad I, 4, 7.

5, 9 scr. esset, non eminente (cfr. Dion. Hal. V, 8, al.).

6, 2 scr. ne se eæ (sive ab) ipsis ortum (cfr. 9, 1); de ipsis == se ipsis cfr. Ill, 44, 12; V, 36, 10; XXVIlt, 9, 7; XXIX, 10, 6; XXXI, 17, 3; XXXI, 8, 11 et 36, 8; XXXIV, 5, 12 et 21, 2; XXXV, 46, 13; XXXVI, 27, 8 et 28, 8; XXXIX, 35, 7, XLI, 6, 10, XLII, 23, 101). III, 52, 11 in iisdem signi- ficandis est ipsis — suo, ut hic ab ipsis — oculos suo8s;. II, 54, 2 ipsorum — sui; VIII, 19,12 ipsorum — suorum; IV, 35, 11 se — ipsorum. De se, ut sit Tarquinium, suos, ut sit Veientium, cfr. IV, 14, δ: sibi (Maenio) — suos (plebis); XXVili, 34, 8: ipsorum (illorum) — suo (Scipionis).

8, 3 scr. in iis.

11, ὃ num post agris addendum conveherentur? Zeugma durius.

13, 2; v. ad I, 46, 6.

13, 6 fortasse scr. excitatae: Cloelia (omisso et) aut excitatae sunt: Cloelia; cfr. tamen ad IV, 49, 9.

14, 2 ser. prae se fert.

23, 14 scr. cum I. PerizonioFrequentique tamen curia non —, nisi tandem ex priore versu repetitum est.

30, 6 sæ. conveniens: [sed] et homini. Contraria inter illa: edictum — confirmavit — conveniens et haec: et («baade») — credi — ΠΌΘΟΣ ratio nulla est. ἔχ - 8 et οἱ factum est set.

31, 2 scribendumne cum Gronovio aciem, quam(H. 1, L. 1) — ordinibus firmaverant (ut aciem sit aberrantis ad hostium aciem)?

33, 9 scribendumne cum paucis codd. dett. excessisset (coll. VII, 32, 15)? .

33, 10 fortasse cam lac. Gronovio scribendum omni in vita. In cod. arch. fuit omnium, i. 6. omni in, etsi potest ἃ adhaesisse ex sequenti uita. Per se quidem ablativus nihil offensionis habet; cfr. VIlI, 12, 1, XXII, 61, 9, XXX, 45, 5 et quae dicentur ad XXVI, 51, 3.

34, 10 scr. tertio ante anno.

36, 6; v. ad Vill, 6, 11.

3) (Cfr. Madv. ad Cic. Finn. III, 40. Ο. 5]

[0 Α. 5. Wesenberg.

81, 4 80. vellem; οἷν. ad XXI, 45, 5. — Ibd. cod. M., opinor, recte multis ἰδ cladibus. Id abundat, de multis iam cladibus efr. 35, 8: multis saepe bellis, alia sex- centa. Ex iå ante cl- facile natum est id.

40, 1 scr. quamvis — + perveneras (perveneris an

pervenires?). 41, 6 scribendumne cum codd. ; Auibusdam dett. ducem, diemådmoden in simili loco XXII, 14, 15 Gronovius pro duci

scribendum censuit ducem?

42, 10 ira, quod in M. (et Η. 1?) est, defendo; id quum ad minas deorum aptissimum est, tum multo clarius quam ita. Librarii etiam sine dubio multe saepius pro! ira scribunt ita quam contra.

50, 5 scribendumne spes 60 provexit?

51, 2. scr. primum — iterum.

52, 4 scribendumne ea reum (codd. eum v. eam) op- pressit? i

56, 3 scribendumne sed qui (pro quae), ul respondeant inter se haec: qui — auferret et illa: prima specie mi- nime atroci?

56, 7. Estne anacoluthon, an sic interpungendum: Is, quum Volero — loqueretur insectatione abstinens consulum, ipse dicere exorsus (scil. est), quum («idet») — contenderet. Rudis — animoque? Vix regte sic sive in- terpungeretur sive intelligeretur Madvigii scriptura: [8 — ex- orsus quum (omisso commale) — quum is — exorsus, ἃ pa- tribus —.

57, 3 scribendumne consules tribunique? — Notabile ibidem quisque pro utrique, an Livius scripsit quique? Αἱ cfr. VI, 15, 3.

60, 2 scr. acta praeda. Ea omnis —. Cfr. praeterea ann. ad Χ, 17, 8.

62, 4 scribendumne vicorum, in quibus frequenter habitabatur, similiterque in addendum Vill, 22, δ: duabus in urbibus populus idem habitabat, et III, 13, 10: quodam ἐπ tugurio viveret et IV, 3, 2: qui tn una 86- cum urbe — viveretis?

64, 2 scr. Servilius. Jr (v. Hz) similem annum pri- ori habent (cfr. Ill, 51, 2).

65, ὃ scribendumne refecerant? Cfr. de plusquamper- fecto post ut ad III, 26, 4.

Emendatiunculae Livianae. 11

Liber Ill.

1, 2 scribendumne erexerunt? v. ad I, 32, 3.

2, 1 scr. stativa habuit [castra]. Livius, opinor, nus- quam castra addit ad stativa, hiberna, aestiva; v. Dra- kenb.

2, ὃ ne ego quidem ausim scribere dederit; cfr. enim 10, 6 intercidit, 13, 2 et 15, 3 fuerat, 29, 4 veniebat, 55, 10 creavit, 71, 6 et 7 agitur, ambigitur, IV, 41, 5 tenuerat (inter viderit et sit tutatus), V, 33, 3 fuerat, 39, 4 refugerant, VIII, 10, 12; 19, 13 fuerant, XXIl, 1, 8 tenuerat, ΧΧΙ, 23, δ, alia multa.

4, 4 ser. colonos a Romanis abalienavit.

4, 6; v. ad V, 27, 12.

4, 9 scribendumne negotium daretur, ut videret (cfr. 15, 3; 44, 5)?

5, 2. Cum his: si qua fortuna daret (scil. ut tentari posset) cfr. V, 27, 2: ubi res dedit, IX, 35, 1: ad tentan- das munitiones, si qua posset. An Livius scripsit: si qua fortuna viam daret? cfr. X, 28, I: fortuna — qua da- tura vires esset, et I, 27, 6: qua fortuna rem daret.

ὃ, 5 ser., omisso commate, consul quum. (in..castris iungendum cum illis: primo — passus esset), ig :

6, 6 ΒΟ per se tpsts sustinendum, ut προ π λα inter se hoc: per se ipsis et illhd: Romanis fulti viribus.

8, 10 scr. numero est, ut: in edd. ante Aldum fuit.

10, 9 scribendumne dis perbire iussi, praesertim ante 2, etsi Cic. Legg. II, 47 est dispertliuntur (sed ante uelut)?

13, 10; v. ad II, 62, 4 (in codd. aliqui et edd. veteres).

14,6 incommode defendi potest, ut sit abl. abs. («idet —»).

15, 2 scr. quanto; v.ad I, 7, 25: cfr. 8, 8: quanto inge —, €0 solutiore cura. '

18, 10 fortasse sic scrib., omiss0o commate: De captivis (= captivorum) ut quisque — esset, suae fortunae ἃ quoque sumptum supplicium est; offendit enim nonnihil hoc: de captivis — ἃ quoque sumptum supplicium.

19, 6 notandum qui — velit = si quis — velit; an excidit si (17, 7 si qui)? — Ibidem ego sponte: bellum; cfr. 16, 6 de eadem re.

20, 3 scribendumne consulum? Sequitur edicimus itaque (v. etiam nota Dukeri).

12 : Α. 8. Wesenberg.

20, 6 scribendumne de proferendo etus (i. 6. rei) exitu (cod. arch. exercitu)? — Ibidem fortasse cum A. Perizonio inau- gurare scribendum; ex nullo scriptore, quod sciam, laudatur dep. inauguror!).

21, 2 scribendum, ut Frobenius a. 1535 edidit, magistra- tus (i. 6. imprimis consulatum) continuari (= eosdem con- sules cett. refici; οἷν. 2 8: consulem reficiebant cum 2 7: continuato eo) et eosdem tribunos refici?) (cfr. 31, 1: Tr. pl. iidem refecti; 64, i: ut iidem tribuni refice- rentur et — consulibus quoque continuarent magi- stratum). .

24, 5 ser. nec iis temporibus.

26, 4 aeque recte cod. arch.: quod ubi senserant atque ΧΧΙΠΙ, 27, 3: ubi — senserat; utroque enim loco de lon- gioris temporis observatione agitur. (Quod ἢ. I. est: Θὰ ἢ — castris 86 pavidum tenere — tenebat.)

27, 7 scribendumne ἐπ puncto? Cfr. tamen Μίδαν. Emm. ad ΧΧΙΠΙ, 29, 7; sed, temporis ablativo si puncto positum ἃ Livio esset, verti non esset — positum esse (nos: «dreie sig om»), sed, vix apte, = mutari.

28, 1 scr. imperat, ut — iubeant. Aberravit librarius ad sequens imperavit; cfr. 27, 8 et 28, 2: perveniunt cett.

28, 4 scr. Sub hoc iugum dictator Aequos misit, ut semper. IX, 6, 12 ego et olim malui et nunc malo: iugum, sub quod missi; ex quod missi in cod. arch. factum est quo demissi, unde in nonnullis codd. est quod emissi.

31, 2 scribendum, ut olim edebatur, celebrabant; descri- bitur enim status rerum, in quo trepidi nuntii veneriat. Si illud: pudore — iacuisset interiectum non esset, Livius sic scrip- sisset: celebrabant, quum trepidi nuntii — veniunt; nunc iterata descriptione illa verbis: Quum maxime haec agerentur, sequitur: trepidi nuntii veniunt?).

33, 5 scribendumne simul ut —, simul φμέα peritos?

37, 3 scribendumne, ut est in H. 1, veniat (status pri- stinus, quo consules duo continentur)?

37, 8 sic interpungendum: abstinebatur: virgis caedi; alii securi subiici (hoc: virgis caedi explicatur illud: ne

1) [Nonne recte Drakenborchius: «iungenda sunt: fama exierat, locum inaugurari:? Ο. S.]

2) [Sic cod. Veron. Ο. S.]

3) (Cod. Veron. celebrabant, ut L. i. O. S.]

Emendatliunculae Livianae. 13

t. q. abst.; tam subiicitur: a. 8. 8.; prava igitur esset correc- tio: virgis caedi alii, alii securi subiici).

38, 2 Livius mihi videtur scripsisse, ut iam Lamb. Bos et I. Perizonius voluerunt, populis, imperium qui ibi —. Ut omittam paulo duriorem sententiarum per que copulatarum mu- tationem subiecti, cuius exempla non desunt, causa, ob quam Romani a finitimis populis contemni coepti erant, multo aptius cum effectu relativa sententia quam copulativa annectitur, Non mirum, si quis librarius ob imperium ante qui positum (scilicet quia imperium et libertas inter se respondent) ex qui fecit que. |

38, 3 scr., omisso commate, populati quum. — Ibd. de his: eam — fore v. ad I, 45, 4.

38, 12 sic interp.: ἀξ κϑενεν δεῖ, referunt (cfr. 43, 6; 50, 1).

39,5 sic scripsi: Quae si in rege tum+eodem aut in filio regis ferenda non fuerint, quem laturum in tot privatis? Si Madvigii coniectura eadem vera est, certe eadem post quem ponendum est; cfr. de eadem re 44, 1. Potuit: Livius scribere: Quae si in rege tum uno aut —, quem eadem laturum in tot privatis, ut inter se responderent quae et eadem, rege uno aut filio regiset tot privatis. In L. 1 est Jaturiam, in deterioribus laturi sint, unde quis facere poterat laturum iam; sed rectius erat nunc, ut re- sponderent inter se tum et nunc. Eadem ex sq. versu anti- cipatum et ad rege accommodatum potuit expellere uno. An eadem (eodem) est glossema ad illa: quem — privatis, in margine ascriptum?

ål, 8 malim scribére: in Fabio minus + in bono quam: in Fabio minus [in bono]. Si illud: Hunc enim — mallet esse totum abesset, scribi poterat: in Fabio minus in foro constans quam navum in militia; sed in illis verbis nihil per se ipsum offendit nisi iteratum pronomen de- monstrativum (hunc — huic).

45, 11 fortasse ser. si apse huius (H. 1, edd. vett.).

48, 1 si necesse fait scribere aliendto — aåanimo, cur Madv. XXV, 39, 4 alienatos sensibus retinuit, ac non Scripsit alienatis?

50, 12 scr. simul iis.

53, 3 scr., omisso commate, consilio 68, τ ex compo- 810 — consilio, non abl. abs.

Ὶ4 Α. 5. Wesenberg.

55, 8 scribendumne 6 cod. arch. Hac iuris lege inter - pretes? Haec verborum collocatio apud Livium haud mulito magis mira est quam quae est VI, 18, 4: in singulorum mo- rando caede, VI, 25, 11: ita omnia constanti tranquilla pace, VI, 6, 14: quaeque belli alia tempora poscent, δὶ ego olim, ut nunc Madv. cum Reizio, malebam: 4. ἃ. b. t. Ρ.; scilicet interposita iuris, morando, constanti, belli re vera eandem rationem habent quam IX, 7, ὃ animi in his: molem irarum ex alto animi cientis, infumerabilia alia ad eandem formam, de qua vid. Madv.

ὅδ, 12 80Γ. iis temporibus.

56, 5 apud Ciceronem scriberem: håbebat ac tamen (cod. årch. attamen); Livianum, opinor, non est.

57, 9 excidit in cod. arch. Volscique inter Aequi et evenere; v. Sigon.

60, 7 scribendumne nuntios passim trepidos?

61, 12 ego olim ex subficiendo feci subiciendo; prae- fero nunc multo Madv. scr. subigendo.

64, 10 si qui estne =— si quo modo (si qua ratione) an abl. mensurae cum minus iungendus (si quo — minus, ub IV, 1, ὃ si quo intentius possit)? — Ibid. scr. tum, ut ii, 408 — Co0optassint, legitimi — tr. pl. sint ut illi. Ex hoc ut illi ortum illud, aberrante oculo ab cooptassint ad sint!).

65, 10 scr. biennium; v. ad XXVI, 51, 3.

67, 1 scr. hoc posteris memoria traditum iri. Dici potest tradere aliquid memoriae, ut V, 21, 16, et tradere aliquid alicuius memoriae et t. posteris memoriam eius pugnae, ut Vili, 10, 8; tradere aliquid alicui me- moriae vix item.

68, 4 scr., ut Rhenanus iam vidit, re [fortuna] domum auctior; in arch. sine dubio fuit ex interpretatione fortunare, unde M., P., Rh., alii re fortuna, H. 1, L. 1 fortuna re, alii dett. fortuna.

68, 7 scr. sine dubio sequetur?). — Ibd. scr. Grave erat in Åequos — proficisci; nunc ante portas est bellum

1) (Verba, quae sunt ut illi, priore loco delenda Mommsenius quoque censet, ut quae afuisse a Cod: Veronensi spatii rationes demonstrent. O. S.] 3) [Sic cod. Veron. Ο. 8.]

Emendatiunculae Livianae. 15

fut ὃ 6 qunm — redibatis; nunc — sinitis; nunc facile excidit inter -ci et an-; iam minus placet).

12, 2 scripsit iudicis esse. Malim ex Druk. coni. iudi- cib., i. e. indicibus, quod propius abest a iudicis quam iu- dici («en Dommer», quod per se ipsum offensionis nihil habet); ὃ et 8 haud raro sic confunduntur.

72, T. ita fuisse, si ad iudices alios itum foret. Recte fuisse, non futurum fuisse; recta enim oratione di- ceretur: ita fuit, si — foret, i. 6, ita fuit, et, sø — foret, ita iudicassent; cfr. 50, 6 (ubi auditlur: nec se eam interfectu- rum fuisse), XXX, 10, 21, ubi in orat. recta fuisset: haud pro- cul exitio fuit Romana classis (et perisset), ni cessatlum foret, XXXIV, 31, 16, ubi fecisse multo aptius est, quam facturum fuisse esset; re enim vera illa iam fecerat; Madv. Opp. II p. 128—129. Notissimum illum locum, qui est Cic. Cat. 82, huic quaestioni subtraxit Siesbye inter nisi et animo addendo quia. — Ibd. scrib. quietum et ᾿ urbanis motibus et ab externis; cfr. IV, 7, 12, Vil, 1, 7, al.

Liber IV.

2, 3 scribendumne id [et] singulis universisque semper honori fuisse (cfr. VI, 20, 9: orasse singulos universosque; et post id addi potuit), an excidit alterum divisionis membrum post fuisse? Et — que sic positum vix Livianum est; v. Madv. ad Cic. Finn. V, 64.

ὃ, 2; v. ad II, 62, 4.

3, 7 notandum: praeciditur spes plebeio quoque — apiscendi summi honoris — p. 8. p., 86 quoque 8. ἢ. apisci posse.

8, 4 ser. cum Alschefskio ad senatum (= apud 8.; cfr. 1, 7 ad populum, alia; arch. ab).

9, 3 scr. quae fuerunt eruntque Τ pluribus popu- lis magis exitio quam bella externa —. Emendatio in- certa; nam et magis deleri potest et pro pluribus plurimis scribi et magisque pro magis; an pluribus hic idem est, quod compluribus? XXXVIII, 55, 9 pleonasmus nullus est; post fuisse enim facillime auditur quam contra (i. e., auri quam årgenti maius pondus fuisse, at librarius, qui Livii exemplar scripserat, Valerium fecerat dicentem: Scipio sex millibus pondo åuri, quadringentis octoginta argenti plus accepit), et ad sequens potius ex similius veri licet assumere simile veri. De

pre blasd 65

16 Α. 8. Wesenberg.

ceteris autem locis, qui quidem certi βίη! 3), 8] ἃ comicis disces- seris, notandum est, primum omnibus sic positlum esse potius aut prius, nullo, ut'nostro, magis (cfr. Madv. ad XXII, 34, 11, ubi is egregie ex magisuere fecit mature), deinde nullo iunctim (potius malo, m.p.) collocatos duo illos comparativos, sed inter se distractos. De IX, 7, 6 v. ad eum locum. (Vale- rium Max., Columellam, alios equidem non curo.)

"9, 6 scribendumne Postulato?

12, T resisti ferre posse mihi videtur; cfr. 43, 11.

13, 8 defert ego olim, ut nunc Madv. mavult; cfr. 13, 9; 14, 83).

13, 10 fuit, quum ego suspicarer, Livium sic scripsisse: au- dita, quum undique — increparent—, vindicem, tum cett. (conf. 14, 4, al.); omisso cum ante un- addi potuit et.

(4, 4 ser. tum pro lune.

17, 7 scribendumne, ut in edd. vett. est, Fidenas,a bello, credo — appellatus?

17, 8 scribendumne laetitia 65; fusis (Lov. 4)?

20, 3 nonne donum fixit (cfr. ὃ 4; V, 25, 10)?

20, 111. Perizonius fortasse recte: consulem inscripserit.

21,6 fuit, quum ego sic vellem: non modo non p. c. quisquam — exiret — esset, sed ultro; nunc non modo (== non dicam) etiam cum proprio suo verbo tolero apud Livium, coll. (XXIV, 40, 12,) XXV, 26, 10, ΧΧΧΙΙ, 20, 7; cfr. etiam V, 88, 9 et XXII, 28, δ, ubi quidquam non, ut debet et solet, anle se negationem suam habet, sed ex sequenti demum ne — quidem eam (non) recipit, usitatiusque Livius scripsis- set nihil.

21, 9 scr. cui quidam Prisco, alii Structo —. (Cod. arch. cuique Prisco; dam exidit ante 9.)

22, 2 scribendumne cum duobus codd. dett. subiit?

23, 6. bellumque tanto maiore quam proximo conatu apparatum est, i. &., quam proximus conatus fue- rat. Livius sine dubio simplicius scripsit, aut proxime (cfr.

1) Hos locos notavi: Cic. de Orat. II, 300, pro Quinct. 9, Div. in Caec. 21, pro Cael. 19, pro Balb. 19, in Pison. 15 et 33 (ubi potius omittitur in duobus optimis codd., T. et V.), pro Ligar. 5 (ubi item meliores codd. potius omittunt), Famm. XV, 5, 2, ad Att. XIV, 13 A, 3, N. Ὁ. 1|, 36,

γσν 4735; ( Corn. Con. 5, Liv.) praef. 13, XXXVIII, 56, 10.

8) [defert cod. Veren. O. S.]

Emendatiunculae Livianae. 17

26, 8: maiore conatu quam aljas) aut proximum aut proximo anno (cfr. ΧΧΙΙ, 36, 5: maiore conatu atque impetu guam prioribus annis, οἱ XXXV, 21, 5), — scil. bellum apparatum erat. | .

27, 8 scribendumne ipse cum. ere copiarum?

29, Zet 6 Livius, ut nonnullis aliis locis (I, 31, 4, II, 43, 1, VIIL, 11, 16, XXI, 11, 10, XXII, 30, 10, XXXIV, 45, 6, XXXVI, 35, 13, XXXIX, 54, 6, XLIII, 4, 7) quoque pro etiam (ad totam aligquam sententiam adiungendam) posuit. — Eodem modo Cicero scripsit pro Rose. Am. 126, Tusc. IV, 31 et 32 et 80, de Fato 34. Ερρ. ad Q. Ε- I, 3, 8 ego (Emm. p. 37) scripsi adiuncto Q. Arrio, et sic nunc Baiterus, ex cuius coni. ego vicissim nunc Famæ. IX, 17, 1: quod scire ego quoque (non solum Balbus, de quo supra est: ex quo — scire posses) videor. Ovidius recentioresque. alii scriptores hunc usum fre- quentant; notavi Ov. Met. I, 101, ΧΙ, 146, Trist, Hil, 5, 17.

31, 4 mirar Madvigium non cum Gronovio delevisse non in iligs: religio obstaret, ne non possel nisi ab con- sule dici dictator; nam neque religio, ut Alschefskius opinatus est, idem est quod metus, neque hoc: ne non posset — dictator cum illo: augures — exemere iungi polest; DON sive ex ne ortum sive interpolatum est.

81, δ ad defendendum hoc: nihil—effecit, 40 minus confero Cic. Cat. 80: nihil — efficerent, quo diutius —, ad Famm. Ill, 7 extr., I, 4, 2, de Finn. II, 38 (Madv. ad Finn.) i, 79).

31, 9 notandum: locantur — et — dispesii (sc. sunt. et iustitium in foro (sc. fuit) tabernaegque clausae, (80 Sunt) fiuntque —.

32, 8; v. ad AXXII, 30, 5.

33, 2 scribere insolita vetant V, 6, 2 serae spei exi- tum, XL, 36, 13 spe propinqua missionis, I, 1, 4 ma- iora rerum initia, alia, etsi haec, quam vocant, hypallage, potest fieri, ut aliquot locis librario codicis arch. debeatur.

37, 9 fort. scr. iteratus [incerto clamore]. iIncerto clamore fortasåe ex X, 36, ἃ pelitum et h. 1, ad impar in margine adscriptum.

40, ὃ dixitne Livius, ut 811, Hal. IV, 808, compotes ab- |

solute pro sui compotes, an excidit sui post gaudio, an corpore atque animo ex compotes pendet? 43, 7 ser. res ἃ 0088. ad inlerregnum — rediit; v. Tidskr. for Philol. og Pædag. IX. 2

18 Α. 5. Wesenberg.

loci 8 Drak. collecti. Vil, 17, 10 Madv. ipse perfectum resti- tuendam censuit, ΝΠ, 23, 17 e P. τ. 3, L. 1 recepit.

" 45, Å sefibenfamne, ut viro docto Ὁ marginem ed. Cu- rionis placuit, tumultus a Lavicis oreretur?

. 49, 9 num, omisso et, scribendum vertit quum? Cfr. tamen gl i explicalivo ἃ 12 et 53, 13 et 1f, 18, 6.

49, ser. ni ᾷιϊοενατίηϊ (arch. så; cfr. 2, 14, utt

ον πρό fuit). | SKARE ASER

1, 8 Madvigii coni.: urbs ipsa agerque probo; ipse - ue ortum est ex ipsagerque;-61, 6 Artena αἰο ΟΡ - pidum, ὃ 9 et il urbs. Cfr. V, id; 8: in aestimationem urds agerque venit.

52, 3 non probanda fait violenta Gronovii mes a foro certaminibusque publicis'domum ad curam corporum nutriendorum avertit; ad domum («til Huset», non «hjem»j postulat contrarium a foro, ut inter se respondent certami- nibus publicis et curam cerporum nutriendorum.

δι, 8 notandum: omnia — domi discordia, foris bellum exortum pro bellum, exorlta; sed Livias amat praedicati åd appositum accommodationem; alioquin ante m lice- bat scribere exorta.

54, 2 scribendumne tum primum?

55, ὃ fuit quum ante impediendo adderem åb, quod. gerundivum mihi praåepositionem poscere videretur; sed cf: IX, 34, 2 et ΧΧΙΚ, 33, 8, ubi absistere eodem modb, praeposi- lone caret. Verba omnino gerundii ablativum non respuere, dééumente etiam est Cic. Finn. V, 57 gerendis negotiis orbatwe?); sed Epp. ad Att. IV, 6, 3, 41 incipiendo refugi sanum est, incipiendo est = iam incipiens, qtum jam inciperem; efr. in Cat. II, 8,-Famm; ΧΠ. 12,4 .δἱ 13, 8, Tusc. Il, 82, N. D. It, å2, Madv. Gr. L. ὃ 416 n. 1-et Emm. Livv. p.'439; quoniam vero ne incepisse quidem scribere illa Cicero videtur, scribendam sine -dubie est ab incipiendo re» fugi; vid. Emm. Tuse. Mi p. 25 (ρ. 366 ed. Tur.).

: 88, 4 ser. restari nuntiabåtar; restare nuntiaban -- ta esset de tribunis, non, ut debet, de militibus obsessis'?).

1) [Cfr. Cic. in Cat. Il, 9: assuefagtus frigore et fame ac. siti et vigiliis,perferendis, Finn. I, 56: gaudere omittendis dolori- bus, cfr. Lagl. 65, Liv. XXIV, 18, 7: equestri ordine regendo- se tenere, XLI, 15, 8: noscendis rebus ἐπ θὰ. 0. 5.)

τ᾿ Ἢ [0 ἃ. Ver. re ari. . 5.1

Emendatiuneulae Livianae. 19

58, 7 scr. facesserent propere ex urbe (ut VI, 17, 8).

58, 9. Dixitne Livius et ubi (quum, ut, simul ae) pri- mum et ubi primo? XXXI, 37, 7 aut cum Madv. prima scribendum puto (cfr. ibid. 45, 12), aut primum, ut hic 4υ0- que. [Π|, 14,.4 primo videtur esse, ut voluit Weissenb., sta- tim initio, sicut 681.}}, 41, 4, Cic. Verr. I, 26, Cluent. 76, Hina Gatil. 43, locis ἃ Siesbyeo suppeditatis. (Οἷς. pro Caec. 46 ego cum Lan.biao primum scripsi, et quidem ante in, lenissima correctione.) '

59, 4 scribendumne quae nunc Tarracina est?

60, 7 scr. Quos + quum — vidit, repente. (Ego olim ceni.: Quos postquam — vidit, vel: quos quum pri- mum — vidit.)

61, δ Dizitne Livius hic (ante 8) et Vi, 31, ὃ Ecetram, IV, 59, 3 vero Ecetras?

Liber V.

1, 5 abduxit pro abduxisset (oratione recta: diremit, quum — «idet, derved at» — abduxit) si verum est, Livius Last" de suo addidit: quum abduxit.

, 6 excelleret quo genere coniunctivi dictum est?. ite- re eg utg7 referretur? At imperfectum, quod in dedita (= quae dedita erat) inest, non est iterativum, sed durantis temporis praeteriti. fnL.1 est excellet (ex excelleo? ut in optt. cdd. est Οἷς, in Pison. 94, Off. I, 64, Tusc. Il, 30); an librariug cod. arch. ante ARTE ex excelleBAT fecit excelle- RET?

2, 5 scribendumne cum v. d. ad marg. ed. Curionis aut domos, ut ac ortum esse putetur aberratione ad sequens ac?

3, 6 scr. quaerunt, + qui et semper; Livius sine du- bio scripsit quaerunt, Quirites: semper; ex quiritez semper facile feri polerat quietsemper. Asyndeton aptius est quam et (quaerunt, Quirites, et) explicalivum; Quirites (quir) saepissime in codd. depravatur, ut ὃ 2, ubi P. qui in, L. I quis, Kl. cur, Voss. 1 ἃ quin; vid. intra ad 6, 1å et ad X, 8, 10.

5, 5. ser. ingentis utramque rem operis, i. e. «begge (Dele værende) en Ting, et Værk (ΞξΞ 7, 3 opus) af —+; dicitur: Ulraque (non utrumgque) erat res ingentis operis, quo-

2%

90 Α. 5. Wesenberg.

modo: Haec est patria mea. Cfr.Il, 23,1: parentes na- tosque, Troianam utramque prolem!"). |

5, 11 scr. Videtis. Videte rectum fuisset in 2 1, ubi est ne illa quidem — movent? — illa videte; cfr. 52, 8; 53, 3; nostro vero loco breviter repetit Livius tria ila, quae iam ex 2 3—10 Quirites viderant et videbant.

6,1 scr. non solum .— frui, sed etiam, si res len- tior sit, pati taedium —. Si etiam aperte falsum est. De verbis, quae sunt serae spei exitum, v. ad IV, 33, 2.

6, 4 ser., addito commate, ut, tanquam (= t. si) — ge- rant, non —.

6, 15 scripsi assuestis + qui. Hoc quoque loco sine du- bio cum Gulielmo scribendum assuestis, Quirites, audire; in arch. fuit qui pro quir; cfr. 18, 3, δὶ Kl. que, Voss. 1 4

(ut 6, 15 Kl. 4); L. I quer, L. 2 queri, Lov. I quae, H. 1 omittit notam. Post palam et adeo non opus est modum au- diendi signifcare, praesertim qui insit in sq. sinitis.

8, 13 quoniam durissimum est ex illis: ut quosque — occupaverant intelligere subiectum ad huic atque illi, opinor Livium scripsisse: ἢ. ἃ. illi multi, ut. — Ibid. scr. oc- cupaverat (mell. codd.-unt ob adsunt).

10, 9 omittendum cum Madv. nunc, quod male superva- caneum est post iam et ante ad ultimum.

11, 2 malim tum tribunos; tum, i. e. eo tempore, quod tum erat (nos snu»), respondens superiori quondam. H. 1 paucique codd. dett. cum v. tum, cett. tamen.

11, 14. babuissent, quum — viderint — oratione recta habuistis, quum vidistis; sed quoniam ar. r. etiam quum videretis dici potuit, vide, ne scribendum sit viderent (ut in L. 2 est; H. I viderunt).

12,4 scr. resque militiae ita p. gerebantur (sic recte H. 1); militiae gen. poss., ut 6, 1 disciplina militiae, = militares res 12, 7 de eadem re. — Ibidem scr. cum Coetierio firmabantur; impf. necessarium in describendis rebus ita ge- stis, ut nullo bello veniretur ad exitum spei, de statu militarium rerum (g 7) etiam tum durante; sequuntur recte perfecta inventi — Ccoeptum de facltis.

12, ὃ ser. et a Cn.Cornelio; iteratio praepositionis ne-

") (Utramque, quod olim edebatur, cod. Veron. Ο. S.]

ἢ Emendatiunculae Livianae. 91

cessaria in sententiig duabus abbreviatis, atque ita Madv. in si- milibus locis XXIII, 34, 8 et XXXIE, 89, 2 edidit.…

13, 12 ego malim, palantibus (ex palantib. factum est paålantis, vid. Madv. praef. ad V. IV P. 1 pag. VI et ann. mea ad XXXVIII, 41, 2, ex eo palantes) sorte gquadam oblati "(cfr. etiam I, 4, 4, V, 49, 1, VI, 21, 2, al.; V, 15, 4 recte fatis oblatus sine quibusdam).

13, 13 notandum dum (sidet, derved at») — exclusere pro: dum — excludunt; an-sere fluxit ex absumpsere (δ 12)?

14, 2 Livius sine dubio scripsit exciebant, οἱ XXXII, 13, 6 exciebat.

15, 1 post haruspices non erant excidit non pro- curata vel neglecta.

18, 3 scr. Omen — utilis, a memoria — petere.

21, 9 nonne veris sunt? coniunctivus non necessgarius.

21, 10 scr. cum codd. dett. Cuniculus — in aedem — armatos repente edidit. Cuniculus non ipse erat in aede.

21, lå; ν. δὰ [, 7, 9.

21|, 1 ὃ scribendumne si cui deorum hominumve, ut iam Drak. visum est? cfr. 27, 12.

22, 3 scr. egestae Veiis (a ex ae); egerere, ut alia verba cum ex composita, ἃ Livio ponitur sine praepositione (ex).

22, 6 dativus in his: Fabulae adiectum est significat Livium ne illud quidem, annuisse deam, pro vero credidisse; sin credidit, scribendum fuit fabulå; cfr. I, 11, 8, V, 21, 8.

23, 2 scr. tot annos; οἷν. 4, 11 et 22, 8 et quae ad XXVI, dl, 3 dicentur.

23, 3 nonne matronarum? i

24, 8 scripsi: ceterum + partem plebi (sic M., Ρ', L. Il, i. 6. arch., non plebis), partem senatus destmab ant habitandos Veios. Scribendum aut cum Weiss.: ceterum partem plebis (8. plebi s. pl.), partem senatus desti- nabant ad (at, i. 6. ad, facillime excidit post-åt) habitan- dos Veios aut, ut ego malim, cum Drak. ex Rhenani coni.: ceterum partim plebi, partim senatui destinabant hab. Veios (cfr. 22, 4: quibus deportanda Romam Re- gina luno assignata erat); nec mirum, si librarius cod. arch. ex partim pl. partim senatu (i. 6. senatui) illud fecit, quod ἴῃ textu scripsi. :

Ibid. scribendumne ex arch. communes, i. e., ita ut com- Munes rei publicae essent? ι

99 Α. 58. Wesenberg. i

25, 6 scribendumne cum codd. dett. quibusdam contine- antur? Cfr. ὃ 8: urbs agerque venit.

25, 8 scr. habitis, ex communi, decreto (L. 1, alii e; om. M., P., H. i, cett. et; saepissime pro ex scribitur et). — Ibidem scr. aurum, et omnia; nam sic Livium scribere potuisse, in ann. ad XXL 25, 9 ostendetur.

25, 9 olim conieci unquam, senatui; sed ad hoc: Grata ea res intelligi potest senatui fuit, communi vocabulo se- natui cum secundaria sententia iuncto.

26, 10 fuisset quonam coniunctivo dictum est? Vix obliquo, ut pendens ex illo: Videbatur futurus (esse); nam videbatur høc quidem |oco simpliciter est «det syntes, lod til», non «man meente». An Livius scripsit ac Veiis fuit, ut fuisset factum sit sive aberrando sive accommodando δὰ dedisset? — Ibidem scripsi ni fortuna + imperatori — dedisset. In Madv. scriptura, ut iam Gronovius exposuit, specimen non, ut debe- bat, potest de occasione speciminis edendi accipi, neque gene - rositss Camilli iam tum cognita rebus eius bellicis erat. Vide, ne Livius sic scripserit: ni fortuna (i. 6. fortuita Falisci magistri proditivo) imperatoris Romani simul et sncognitae re- bus bellicis virtutis specimen ei maturam victoriam dedisset; specimen imperatoris Romani est specimen ab imp. R. editum, etsi retineri etiam potest imperatori Ro- mano, si deletur et, ut ortum ex -en (specimen); fortuna simul et — specimen usitatius quam simul et — et —.

27, 2 scrib. cum Gronovio: intermisso, tum modo — ἃ porta lusu sermonibusque variatis, longius solito, ubi res dedit, progressus intra stationes (inter non conve- nit in castra). Tum, i. e. eo belli tempore, quod 26, 9 com- memorari coeptum erat, scil. obsidionis; illud vero: nihil δὺ mere per belli tempus intermisso de 60 belli tempøre dictum est, quod obsidionem. antecesserat. Nam quod Hertzius dum uncis inclusit, unde ortum dicemus? an ex modo natum fingi potest?

27, 12. Vide, ne librarius cod. afch. h.l. ad paulo superius ad senatum aberrando ad senatum scripserit pro legitimo in sen., nisi forte ad senatum, i. e. apud sen., cum locuti iungeodum est. Ill, 4,6, ubi est introducti ἃ Coss. ad 86- natum, potest aberratum ad sq. ad interrogata esse.

29, 2 fuitne post quintum decimum annum? Cfr. ad IX, 37, 11.

Emendatiunculae Livianae. 22

34, ὃ scripsi quod Του δ ex populis, B.,A.,F Senones, 46., ἃ., C., Α. Si enim in Senones latet Santones aliusve cuius populi,nomen, certe cum Gron. -scribendum est quod VIl ex populis; ego olim dubia coni.: quod mediis (i. 8. mediterraneis) ex populis, ut post quod exciderit med.

34, 8.scribendumne, omisså commate, løcum patienti- bus Salyis, communirent? ut haec sit sententia: Salyes initio Graecos in terram egredi locumque eum ocecupare passi erant, deinde, quum occupatum. locum tenere munireque vel» lent, oppugnabant, donec Galli — adiuvere, ut communirent. Ex siluis licebat facere Saluib., i. e. Saluibus.

36, 11 scribendumne, ut paene voluit Dukerus, Quo facto — incensi? (οἵτ, ὃ δ: accensis animis; 37, 4: flagrantes ira; Cic. Famm. [, 9, 9, ut ἢ. |., sine ira, incensus.)

37, 7; v. ad XXXil, 30, 5.

38, 8 scribendumne refugit? (Cfr. 39, 4) Defugere, opinor, semper est vitare, non de edilo loco (cfr. ὃ 2, ὃ, 4) fugere; et editum illum locum subsidiarii occupaverant, hoc au- tem loco non de eorum fuga agitur, sed de reliquae aciei.

39, 18 scr. iis corporibus.

"40, 1. defendo commendantes urbis — victricis, quaecunque reliqua esset fortuna; cfr. (praeter locum iam ἃ Weiss. laudatum, qui est XXI, 29, 6,) XXI, 32, 8: eo, qui circa Padum erat exercitus et XL, 21, 6, ubi ego non dubito quin Livius sic fuerit distincturus: gius, qui propo- neretur Casus, et —.

40, 10 defendo sacerdotes publicos, i. e. flamines et Vestales ; cfr. 2 7 et 39, 1 et 52, 13—14, VII, 20, 4; et de Vestalibus solis universe οί ει SSR bs ab Albinio potuit: sat offentlige Præster — ». ἜΝ

ål, 9 scr. unug ex iis. .

44, ὃ scr. Årgumento est (εἴτ. 54, ὃ, 814 multa).

46, 9 ego olim, ut nunc Madv. ad XXIV, 46, I, custodia;. ὙΠ ΘΝ neglectum Livius dicere potuit (cfr. åd ΝΠ, 16, 3), neglectum hoslium custodiae non poluit.

ἀν, 5 scr. defertur (ex L. 1, H. 1, dett.), οὖν, Il, 23, 11: dicere — postulare — curiamque — circumsistunt; Il, 44, 5, alia apud Drak.; recte de effectu (tota acie in prae- ceps delata) repetitae dafantisgoe proturbationis praesens histo- ricum positum est.

48, 3. Livius dicit — que — et (τέ — καί), nunquam,

494 A. 8. Wesenberg.

opinor, (ut Vergilius ter) — que — atque (ac). (Freundius quidem laudat XXVI, 10, 4 summoverique —, ubi que est «0og».)!) Quare nostro loco sic distinguendum est: quorum intolerantissima gens humorique ac. frigori assueta quum, ut que sit explicativum («og»), potius quam ut scriba- tur aut gens, humorique et f. ass., quum aut gens, humori ac f. ass., quum (= ut quae — assueta sit).

49, 4 notandum providit inter septem praesentia hist. ; corrigere tamen non ausim; saepissime enim Livius perf. et prae- sens iungit (ut IX, 24, 13).

52, 9 scribendumne praetermissum sit?

53, 8 et 4 scribendum videtur tunc migrandum et tunc causa, ut respondeant inter se nunc et tunc, ut scribitur tunc faciendum.

53, 8 ser. Si — posset —, est satius (cfr. 5l, 4: si — €essent, tamen — affuit).

58, 9 scr. Capitolio atgue arce incolumi; cfr. 39, 9 et 12; 40, 1; 50, 4, VI, 20, 9, al.; nusquam, opinor, asynde- ton in his verbis; aberratio quidem facillima.

54, 3 primum vide, ne sic distinguendum sit: Equidem (fatebor—iuvat) quum abessem —; cfr. 51, 4: Equidem, si—essent, tamen—aftuitRomanis, αἱ putem. Deinde ad Madvigii coni. [meae], cum qua conf. δ], 2: Et nunc — ta- cerem libenter, nisi haåec quoque pro patria dimica- tio esset, addere mihi liceat hanc meam: etsi minus (i. 6. parum)?) iniuriae vestrae, meae calamitatis meminisse iuvat, Quod meae in ἢ. 1, L. 1 transpositum est, per se ip- sum meae suspectum non facit; quam såepe enim talia io aliis codd. alio loco ponuntur! Librarium eius cod., ex quo H. 1, L. 1 derivati sunt, offendisse etiam potest chiasmus ille: iniu - riae vestrae, meae calamitatis. Post minus additum ab antiquo aliquo librario, qui minus minus intelligeret, esse quam, saltem aeque veri simile est, ac meae ab 60, qui ca» lamitatis (sc. vestrae) non caperet; οἵγ, 53, 5, ubi perverse additum est pron. rel. quam. Åniuriae vestrae, i. 6. quod: uberam; meae calamitatis, quod macerabar desiderio collium:

— et caeli, sub quo natus essem. 5

en ....- ..ς...... ------Ο---.-

1) [Οἵτ. Madv. ad XXVI, 24, 6. Ο. S.] 2) Cfr. Τοῦ. Eun. IV, 5, 11: quod intellexi minus cum Plaut. Rud. IV, 4, 59: så parum intellexti. Ἐν

Emendatiunculae Livianae. 25

då, 5 probo Madvigii coni.: regionem Italiae mediam. Åd incrementum urbis natum unice locum, argu- mento est —; sed quoniam natum est δαὶ. (= natura aptum), non participium, addendum sine dubio est esse post unice.

54, 6 vide ne Livius sic scripserit: quae ratio est haec (i. 6. huius loci victorias ceteramque fortunam) ex pertos alia experiri. Hec (ec) facile excidit inter est et exp-, i. 6. ecsp-; expertis latos, quod habuit cd., unde P., Kl., Rott., Helmst., Voss. 1, videtur mihi ortum ex varia scriptura: al. (i. e. alii) tos sive superscripla sive in margine adscripta ad expertis; efr. de alii Madv. Ep. ad Orellium p. 47 et Opusc. I p. 344.

Liber VI.

1, 2 scribendumne quod etiam, si quae? Similiter XX VIL, 17, 6 scribendam videtur.

1, 4 sic interp.: innixa, M. Furio principe, stetit; cfr. de principe V, 30, 4, VI, 11, 3.

4, 7 scrib., omisso puncto, Rufus exercitum (an: Ru- fus. It exercitum?).

5, ὃ scripsi et + eodem exhaustam. Scribendum aut cum Åscensio et eandem exhaustam — aut et exhaustam, deleto eodeé, ut orto ex sq. eoque; durissime enim eodem referrelur, ut fecit Rhenanus, ad gerundium aedificandi, ut esset idem quod aedificando etiam; meliug sic esset eadem, i. e. aedifcandi cura; adverbium autem eodem, ex 60 («derfor») derivatum, quum inauditum est tum ante eoque offendit; causa, cur plebs exhausta fuerit impensis, per se ipsa intelligitur ex. hoc: propter aedificandi curam, quod usitatissima verbo- rum collocatione post prius membrum interpositum est.

6, 14 de his: quaeque belli alia tempora poscent efr. ann. mea ad lil, 55, 8; add. IX, 22, 3: id bellum tantur et Praef. 8 5, ubi ego quoque defendo priscå totå illå mente; ut nostro loco in belli plus ponderis est quam in alia, sic ilo in tota plus quam in illa; sententia verborum tam per- spicua est, ut nemo aut tota cum prisca et illa cum mente aut tota illa vel cum prisca vel cum mente iungere possit!).

6, 18 scr. laudemque Ἐ conferentes ρος 8 in me- dium quam ex communi ad se trahentes. Respondent inter se in medium et ad 86: quid communi resp ondet

1) [Cod. Veron. quaeque alia belli tempora. Ο. S.]

28 Α. S. Wesenberg.

Nimirum suam v. propriam, quod excidit sive post laudem- que sive post medium.

10, 1 scr. non 60 solum; in apertissime est aberraatis ad in ea.

10, 8 scr. ex iis.

11, 3 Madvigio scribenti [esse] obiici potest, sic solum male supervacaneum esse, iunctum cum illo: tantum iam eminere; an solus eminet dicitur ut 6118 (omnium) maximus, alia? |

12, 6 cum Gronovio scribere convenit ne ego quidem ausim; cfr. enim praeter simillimum locum ἃ Weissenbornio laudatum, Tac. Hist. Ill, 75 (quod inter omnes constiterit), hi: Cic. ad Att. VII, 2, 3 (de quo vid. Emm. meae p. 41 loci- que ibi collati), Famm. ΧΠΙ, 29, 7 et, quos mihi Siesbye suppeditavit, de Orat. 1, 40, Famm. Ill, 1, 1, Τοῦ. Eua. IL, 1, 55, Hor. Ep. 2, 28, Sat. I, 6, 44 et 9, 25, Liv. IX, 32, 11, XXX, 15, 3; Curt, Vilf, 10, 35 et 42, 9. Scilicet est potentia- lis ille coniunctivus, de quo Madvigius G. L. ἃ 350 expeosuit, in relativis etiam sententiis positus («hvad alle Forfattere turde være enige om»); etsi nostro loco post certe cautissimus ille dicendi modus mihi quoque valde mirus videtur.

12, 10 ser. tene; at ubi. Secunda persona coniunctivi de certa persona sic Livius non utitur; cfr. VIII, 32, 8, ubi similiter ex responde at in arch. factum est respondeat; Ill, 48, ὁ sinas pendet ex quaeso, ut XXII, 30, 5 iubeas; X, 18,13 abeas non imperalivo, sed permissivo coni. dictum est («ja, Du maa gjerne gaae bort»); XXVI, 50,7 auditur ut post paciscor. Cfr., quae dicentur ad XXII, 53, 10.

13, 7 scr. nec hominum s0/um de plebe. Captivi La- tini atque Hernici non emnes principes iuventutis erant, sed quidam; si nec esset = nec solum, certe dicendum fuit sed etiam principes; cfr. 21, 8.

14,4. Gallis non potest esse dativo casu dictum, cuius usus non tam longe patet, ut captus alicui pro captus ab aliquo dici potuerit; cfr. ad VI, 16, 3; quare aut excidit a (quod in dett. aliquot codd. additum est) poslm, aut Gallis victoribus est abl. absol.

14,9 scripsit commotioris ad omnia turbanda con- silii. Commotus adiective positum, τα acer, vehemens, «00 - rørt, hæftig», vix recte cum ad construitur. Scribendum cum

Emendatiunculae Livianae. 97

åldo commodioris vel potius accommodatioris; ac inter α et ὁ quum excidisset, omissum est etiam da!).

14, 13; v. ad I, 8, 3.

15, 7 geomiam nec se vix potest esse — ne 86 quidem (quem quosve alios?) nec licet putare, per anacoluthiam quandam post hoc: nec se fefellisse sequi illud: iam omisso bello — fieri (8 8), vide, ne scribeadum sit non se fefellisse ait, nec.

15, 10 cum egregia correctione Madvigii: Sortem ali quam ferte cfr. 35, 4, ubi id, quod superesset idem est, quod h. I. sortem fell 4 ἀν, ex sortereliquam factum sorteliquam, ium sorte aliquam.

16, 7 fuit quum putarem aut scribendum esse datum esset et aut in eandem sententiam interpungendum datum, et (audito esset, ut haud raro est post ut, ubi, al.); nunc ac- quiesco in vulgata ratione, ut ex verbis: mercedem — inter- pretarenturadilla: et — datum intelligatur esse dicerent.

17,8 in quo (shvori, i hvilken Henseende») ab sociis magis congruit cum de captivis («med Hensyn til Fangerne»), quam ab quo in sociis.

22, 1 tribunis defendi posse videtur; hoc enim non ad- dito audiendum fuit (prave) aollegis.

23, ὃ scribendumne cum paucis codd. deterioribus: qui adveniens castra urbesque primo impetu capere so- litus sit? Rapere, ut sit raptim capere, vix Livianum est. Arma rapere (Verg., Ovid., = raptim capere), bellum r. (Lucan., == raptim suscipere), nuptiae raptae (Liv. XXX, 14,2, = raptim factae, «ligesom snappede») non vindicant castra urbes- que rapere a correctione; ne hoc quidem: repente impetu facto transitum rapuit (Frontin. Str. I, 4, 8) sufåcit ad illud defendendum. Raptim, celeriter iam inest in illis: ad - veniens — primo impetu.

24, 7 in his: dux, praeterquam quod tot inosignis triumphis, etiam aetate venerabilis fortasse audiri po- test erat ex venerabilis = qui v. erat; v. XXIX, 18, 18: praeterguam quod toto corpore laceratus, naso quo- que auribusque decisis; tum XXIII, 49, 12, ubi similiter ex belli avida (= quae b. ἃ. erat) auditar belli avida fuit ad haec: ut quae maxrime omnium; cfr. etiam ann. ad Χ, 17, 8.

--.---

ἢ) [15, 5 nollem irrepsisset errore quod pro quos. 0. S.]

98 Α. 5. Wesenberg.

27, 3 scripsi aggravantibus summam ὁ etiam invi- diae eius. Egregia Madv. coni. invidiosius; an Livius scrip- sit et invidiam eius, ut ae, sicut alibi, ex ἃ ortum sit δαὶ accommodando ad eius, IAM ex INV aut aberrando ad invi- dlAM? .

27, 9 quae utraque Livianum est pro quorum utrum- que; alioguin scribendum (υἱὲ quae utraque res simul.

31, 4 scr. cum Madv. tributum imperaret; post -um omisso im, ex peruret, paret facium daret, p εἰ d confusis. É

35, 2 scribendumne possint?

38, ὃ scribendumne cum cod. Haun. ad duo ultima auxi- lia, summum imperium summumque civem?

38, 7 scribendumne cedent, quemadmodum paulo infra est tendent?

40, 7 notandum quibus regnant, i. 6.. «de. have regjeret i 9 Aar (novem annos) og regjere endnu i dem (i Løbet af dem, inden deres Grændse)»; cfr. Ilam nonum annum regnat i. e€., «han har regjeret i 8 Aar (annos) og regjerer endnu i det 946 (nono)».

40, 11 scribendumne Si hodie bella essent — οἱ — peteret, possetisne? etsi cfr. ἃ 6, ubi si — sim pro si — essem, sed sequente non possem, sed possim.

ål, 3 ser. si quidem nos — poteritis —, istos — necesse erit. Ex necesserit facile ortum necesse sit.

41, 4 ser. de religionibus atque auspiciis neglectis (v. simile quid), quae propria deorum immortalium con- temptio — est. Religiones et auspicia non ipsa propria deorum contemptio est; pro hoc: quorum contemptio est propria deorum vix dici potest: quae propria deorum contemplio est.

Liber VIL.

2, 2 ser. tertium tum.

ὃ, 2 scr. sed, quanquam. Quidem poscit set pro et.

5, 9 nam δἰ antea, sicut nunc (- ut nunc, εἰς et antea) defendi potest.

6, 12 scribendumne His vocibus curia et forum personant? εἴτ. & 10: fremunat omnibus locis.

9, 7 scribendumne cum Gron, decerni?

Emendatiunculae Livianae. 99

14, 5 ser. Iamque haud procul iusto proelio res eral; pluralis in hoc loquendi genere inusitatus.

19, 1 scr. ex iis.

25, 7 scr. intendere; ex orto ex-et, omissum est in.

26, 8 ser. cum Gron. perceperat.

30, 11 ego malim sic scribere: qui f eam imploran- tibus aliis auxilium dum supra vires suas praestant omnes, ipsi —. Ea in scriptura Madv. esset Romanorum, non, ut debebat, Campanorum, misericordiam et auxilium; neque supra vires suas convenit in misericordiam, sed in auxilium: solum. Eam fortasse ex -i im- ortum est; vide, ne Livius sic scribere potuerit: qui implorantibus aliis auxilium dum supra vires Suas praestant omnes, ipsi —; omnes, cum maiore vi retractum post praestant, ut alibi nullus, alia; recte ad- ditam omnes esse, ostendunt sequentia de.duobus Campanorum proeliis cladibusque; vel unum proelium pro Sidicinis facere supra vires eorum fuit?).

30, 23 haec: ut aut de vestris futuris sociis — aut nusquam ullis futuris nobis eonsulite Graecorum møre dicta sunt = de vobis, ut (de) aut vestris — futuris consulite, ut alibi tam in novo populo. — in t. ἢ. Xl alia; cfr. Madv. Emm. p. 64. ᾿

82, 14 ne αυἷἱδ ex plebei faciat δἰ μοι, efr. 39, 10: quem patrum aut plebis.

36, 2 fortasse aptius evaserant sn media castra quam ev. m. 6. («slupne udover, igjennem >»).

37, 2 scribendumne cum edd. vett. obsidionalem?

37, ὁ quia (Madv. praef.) posceret statuerat. Melius quo (Madv. Emm.) esset; quid enim prohiberet quo cum fu- gatus inngere (= quo in fuga profectus)? At defendi potest: qua, fugatus a M. Valerio, Samnitium exercitus —; qua certamine ultimo durum esset, non item interposito omni robore i. d. accito, quo ostenditur pugnam iliam ultimum certamen esse debuisse; certamine ultimo fere == «for Sidste Gang».

---.--.

ἢ None, si Livius mihi edendus esset, in margine quidem certe scriberem : 40} implorantibus aliis auxilium dum supra vires suas praestant, ante omnes ipsi, addito ante ex egregia Buettneri coni., ΤΏ ante ignota. Aptissime ante omnes ad superius: omnibus — maxime (== ante omnes) respøndet, sicut ipsi ad aliis. 1870.

80 Α. 5. Wesenberg.

. 837, 11 scribendumne, interim et Romano . (sicut Sam- nitibus)?

39, 6 ego malim ex Puteani coni. nørvos exsectos (an- tique exectos) quam ex Gebhardi electos, quod verbum apte de herbis, stirpibus, sim. dicitur («odluge»); de nervis aptissimum est exsecare (ἐχεέμνει»).

" 40, 1 fortasse cum Gron. scribendum ubi ventum et. Cfr. ann. ad X, 17, 8.

41, 4 defendo ubi («naar»); cfr. 39, 14, VII, 34, 9, XXV,

38, 4, alia non Patieas

ike NIIL

6, 11 ΠΕ ΤΕ ΠῊΣ in somno? efr. Att. apud Cie. de Divin. Ἰ, ἀφ᾿ Liv. ipse supra: in quicte — visa, II, 86, 4 ἰ ἢ. ξύν ν; II, 36, 6 somnø,,. ubi førtasse in excidit post -ies; somnie v. in somni0o. visus 202 memini dictum.

6, 15 ser. collegaeque ἐπ iisdem praesidiis — per- mixti; in non addilo, compares collegaeque iisdem praesidiis (dativ.) false esset quarta pars inter. se permixtorum.

1, 15 dubito nonaibil de quandoque pro quando- quidem (ut est Våll, 33,7, alibi) posito; Cåc. Verr. ΠΠ], 187, pro Caec. 54 quandoque, si verum est, sic posilum. est an- tiquo formularum sermone, at Liv. ΙΧ, 10, 8. Nøstro loco- -idem facile excidit ante inq.

7, 21- sor. tam libere —, tum male abundat post igpente:

8, 10 notandum haud secus. quam | == h. 8. q.. Bi, ut tamquam — t. 8]. .

δ, 11 scr. increbruit; ofr. VIL, 12, 7. …

9, 10 Livius vix scripsit caelo:;.misgsus, sed aut de (e) caelo missus (V, 8, 40 de caelo demisso8) aut caelo demissus, ut V, δ4, 7; efr. I, 16, 6: caelo ἀπ εύω Οἴνρ, ann. ad ΧΧΙΐΪ, 1, 9.

10, å vide ne Livius Penne mortem τ («erindrende, hvorledes Consulen faldt»; cfr. memini.eoasulem mortem occumbere); de υλεϊίεηριο breviter sic posito cfr. loci ἃ Siesbyeo mecum communicati: Ill, 43, 6 abeuntium

— qui abissent, Cic. Finn. V, ὃ venientis et requirentis, pro Deiot. 20 intuentium atque admirantium. Occubare morte poétis relinquendum esse videtur.

10, 13 notandum: Vulcano arma sive cui alii divo

Emendatienculae Livfanae. 38

voveré volet pro 60, quod est sive VY. 8. sive —, ut dicitur — an — — utrum — an —!). '

11, 6 excidit ad persequendum hortari Benn vel simile δἰ χα ὰ post eorum. ”

11, 13 notaendum Latfum Gapuaque agro multati.

13, 8. Ne quis post proelijis qaidem esset addat sed ante ad urbem ipsem, ἐγ. de omissa. in secundaria. sententia coniunctione hi loci 8 Siesbyedo collecti: Il, 59, 8 (nt —, tamen =— sed 1amen),: IV, 50, 8 (quum —, iidem —= οἱ’ iidem), V 39, 4 (quum —, nemo + neque quisquam), IX; 3, 9 (ut —, tantoam), 48, 11 (ut —, utique), XXIV, 1, 7—8 (quum et — et —, påuci), XXXIII, 29, 8 (quam —, tantum). Post quidem ”in pfimaria sententia omissum esse sed Il, 19, 9, HE, 2, 10, ΨΙΠ, 16, 7, aliis maltis-loeis, multo minus mirum est.

12,12 defendi agro fortasse potest; ager enim et mere deo sant: altérum nostrum «Jord»; alterdm «District».

13, 6 defendo maiore mole, quanquam aeque pro- spere eventu; caput sententiae enim In mole: est (maiore mole- quam Maenias, qui improviso høstes adortus fudit),. non m évemtu; facitior et celerior Maenii vicloria fuit.

14, 8 scr. populo [est] et éivitas data;'efr. ὃ 2--- 2 de participio vicies sic sine 6 886 ΩΝ Cod. P.: est.civitas- sige et. . AE:

46, 8. De dativo patribus (Mad. G. ι.. ἢ 250 a) cfr. ὁ, 34, 4 Romanis susceptum, V, 38, 6 proxzimis-åuditus (cfr. VIL, 6, 4), ΥΗΙ, 20, 2 neglecta patribus, IX, 31, 16 hosti quaesita, 36, I nulli adita (οἷν. XXI, 43, 4, XXVIII, 12, 12), 11, 8 magna 'pars curae patribus versa est, 11, 12 Lucané populo satis erratum, 13, 13 expertum mihå, XXI, 34, 9 ποχ Hdnnibali acta, 38, 8 obsaepta genti- bus, 39, 1 genti motum bellum, XXII, 43, 6 inquirenti comperta, XXIV, 6, 8 imperium quaeri populo, i. 6., populam sibf quaerere, XXIX, 23, 6 initae regi Becietatis ιν, XXXIV, 48, 4), XXXIV, 13, 8 imperium nobis amis- sum est, 32, 1 societas nobis — facta est, XXXVIII, %, 2 tentata sibi, XLII, 12, 5 captatam Philippo, i. €., qæam Philippus sibi captaverat, 15,8 institutus regi sermo,

ἐ 4!"

ἢ (Cfr. Hor. Sat. II, 5, 10, Od. I, 3, 16 et 6, 19 et 32, 6; nam {Π, 4 Init. paulo allus generie est. Ο. S.]

32 A. S. Wesenberg.

21, 1 statutum patribus erat, 34, 12 mihi stipendia emerita essent.

18, 12 scripsi f fecisse. Madv., ut ego olim, coni. quie- visse; nunc malim fecisse deos; deos om. ante dict-.

19,3 notandum: non tam quia pacem volebant Sam- nites, quam quia — erant; recte volebant, non vellent, si Samnites re vera pacem volebant; cfr.Madv. G.L.2 357 b. XLIV, 25, i recte est: non tam quia — erant (erant enim re vera ἰηΐ- micitiae), Vil, 30, 13 recle: nec — quia dolent (Samnites non solum gaudebant, oblatam sibi esse causam, sed etiam dolebant Campanorum pro Samuitibus pugnam;: nec quia — — sed quia — non tam quia — quam quia; alioquin scri- bendum erat doleant). Recte etiam Cic. ad Famm. VI, 22, 1-: non 68 res, quod — miseras (miserat Domitius nullas lit- teras); recte Terent. Ad. lil, ὃ, 39: mon quia ades (aderat re vera Demea). Sed Liv. XXI, 40, 6 suspicor scribendum esse audeant; quibus enim in certamine is aoimus erit, qui victis esse solet, ii non audent, i. e., iis animi nibil aut certe parum est; sequitur etiam pugnam detrectavere, i. €., pugnare non sunl ausi. XXXIlI, 27, 6 sine dubio ex credeRET factum est credeBAT; X, 41, 12 ego scripsi: non quia plus animi victis + est, Livius aut sit aut esset; XL, 33, 2 Livius scripsit non quia ipsi cunctati essent, non sunt. De Cic. pro Planc. 78 aliisque quibusdam locis v. Emm. Tusc. li p. 22 (p. 312 ed. Tur.). Poétae Horatio relinguendus est in- dicativus in Sat. II, 2, 90: non quia nasus I[llis nut!- lus erat.

21, 6 cur Madv. responsum probat? Duo Privernatis re- sponsa erant; Υ. ὃ 2 οἱ 4; sq. vocem est «Røst», non «Yttring».

21, 8 notandum ad (= apud) principes — dicendo; cfr. 18, 4, al. i

22, 4 scribendumne in praeteriti iudicii gratiam, AM ex IIV orto? — Ibidem scripsi + tribunatuque. Si tribuna- tumque ferri non potest (posse autem videtur, ut tribuna- tum, quod priori honoris respondet, recte cum vi maiore u petentibus ad initium sententiae retractum sit et. absens proxime ad petentibus, i. e., qui praesentes petebant, posi- tum), vide, ne Livius scripserit ad tribunatumque; ad (at) facile excidit post -it. Dicitur praeferre aliquem alicui sapientia (abl. respect., Madv. G. L. % 258), al.; praeferre alqm. alci. tribunatu dici vix potestt τ

Emendatiunculae Livianae. 33

22, δ: v. ad Il, 62, 4.

23, 1 scribendumne ex M. recepta Palaepolim? Cfr. ad XLV, 11, 2.

23, 5 scribendumne Fundanum Formianumque a se sollicitatos? que in sollicitatos magis convenit quam ve.

23, 10 ex uno M. m. 1 equidem non ausim uncis includere aptissima illa verba: ituros esse respondissent, post duxissent faecillime ἃ librario omissa.

24, 4 scripsi coloniam ἢ Consentiam, probans Madv. coni., etsi de Consentia ex Lucanis conferri fortasse potest 2. 14—15.

24, 11 scribendumne Acheron (-ros ex vocaris orto)?

25, 1 scr. quintum.

30, 6. Quoniam Livius nusquam, opinor, agmen pro acie dicit iv. Gron. ad XXI, 57, 12; 1], 49, 8 instructo agmine sc. ad proficiscendum, non ad pugnam, «i Marcheopstilling»), vide, ne quo casu ex aciem (86 8) ἢ. I. factum sit agmé (ΟἿ. ὃ 4: acie conflixit).

31, 2 notandum malle — apud Samnites quam Romanum victoriam esse, non iterato apud, ut IV, 58, 4͵ IX, 1, 11, Χ, 26, 13, XXVII, 43, 7, Π|, 19, 4, ubi tamen" et εὐτἠρυγα τον post quam positus est, non, ut ceteris locis, ante quam, et duo gerundiva singulare aliquid habent. De XXXIl, 23, 9 v. ad IX, 7, 6.

32, 11 Livius fortasse scripsit Fabius — ad triarios tumultum ὐὐδέπια in contione miscentes sese recepit; post tumulti omisso ult, ex ima factum iam. In Fabri coni, Madvigio probata contionem parum rectum est ante totam contionem, quod recte opponitur ultimae contioni(=g [ὃ extrema contio et circa Fabium globus); scribi etiam potest, ut Heusinger voluit, ultima iam in contione mi- scentes, ult. post ultu, ima ante iam omisso.

33, 17 recte, opinor, omnia sunt: per quidem populus, penes quem potestas omnium rerum fuerit, opponitur Cincin»- nato dictatori et Camillo tr. mil. cs. pot.; ne — quidem per- tinet ad totam sententiam: iram nunquam atrociorem fuisse im 608, qui exercitus amisissent (nedum in 608, qui, ut Fabius, vicissent) =— iram nunquam atrociorem ne in eos quidem fuisse.

34, 9 scr. licentia soluta (Madv.; in arch. fuit sola- uase ubi, VTA et AVA confusis, inde in Par., Kl. aberrando ab & ad u scriptum est sola ubi, in M. post la omissum ἃ 8);

Tidskr. for Philol. og Pædag. IX. 3

34 A. S. Wesenberg.

— Ibid. scribendumne signa, neque («hverken») conveniatur ad edictum nec discernatur — pugnent [et] non signa, non ordines servent (et ex -ent orto)?

" 89, 10 num scribendum ἐπ omnibus conciliis?

. Liber IX.

1, 9 scr. sint, quorum saevitiam non bona — ex- satient placarique nequeant, i. 6., quique v. iique placari nequeant. Codd. dett. vel que vel quae habent; ceterum que ante neque vel coniectura addere licebat; iusto durius est asyn- deton; cfr. Madv. G. L. 2 826 ἃ et b οἱ ann. mea ad X, 26, 6.

2, 4 Livius sine dubio scripsit lam is rumor et ante de industria vulgatus, i. e., non ἃ militibus decem solum, sed etiam ante; interpolandi et causa nulla excogitari potest, nec, unde nasci potuerit, facile intelligitur.

3, 3 scribendumne montes moliri a sede sua? an Livius moliri sine a dixit, ut V, 22, 6 movere sede sua?

3, 6—8 notanda negligentia Liviana: Is ubi — Quae ubi — Quae ubi.

3, 10 notandum priore — optimum.

Ἶ 4, 2 notandum impetrarent pro impetrassent, ut αὶ 4 decederetur et ὃ 6 nuntiaretur, alia.

ἅ, 5 ser. iis condicionibus.

4, 10 vide ne hoc: vel in medios me immittere hostes sit antiquioris alicuius codicis sive interpretatio margi- nalis verborum, quae sunt me vel devovere pro populoRo- mano legionibusque, sive interpolatio ob vel male intellectum ; dici poluit: et me devovere — in mediosque immittere hostes; vel — vel parum aptum; vel («endog») devovere pro — legionibus rectum post simplex illud mortem (mori pro patria). i

6, 12; cfr. ad ΠῚ, 28, 11.

6, 13 si bellicosius ferri non potest (= fortius), malim periculosius quam gloriosius (p et & confusis).

7, 6 ne quis magis supervacaneum putet, ita verba in- telligenda sunt: tristior (quam prima illa fama, obsessos eos esse) ignominiosae pacis magis quam periculi nun- tius fuit, i. e., nuntius eius, quod potius ignominiosa pax quam periculum erat. Eadem brevitate Livius Vil, 33, 15 scripsit victoriam magis quam proelium («hvad der mere var en Seir end et Slag»), XXXII, 23, 9 ad rabiem magis quam au-

Emendatiunculae Livianae. 85

daciam («til Noget, der snarere kunde kaldes —»), recte non gemi- nata praepositione; cfr. II, 47, 6 et 53, 2 et XXXIX, 28, 4: quaedam castella magis quam urbes et XXVIll, 26, 2: defectio maågis quam seditio («et Oprør eller rettere sagt Frafald») et XXXVI, 11, 2; XXI, 57, 12 magis praepositum est; Ill, 47, 4 et V, 25, 5 et XXIX, 36, 5 pro 60 verius positum. Durius ilud, sed ab eadem ratione profectum, quod IV, 46, 5 legitur: in ruina maiore quam fuga, i. 6., ut recte exposuit Weis- senb., quum magis alii super alios ruerent quam fugerent; cfr. IV, 32,10: meliore occasione quam pugna; IX, 19, δ: im- pedimentum maius quam auxilium; XXXI, 39, 13, ubi maiore cum sonitu quam vulnere ullo est magno cum sonitu magis quam cum ullo vulnere; XXXVI, 15, 12. Aliquot horum locorum Siesbye mihi suppeditavit.

8, 11 incessit omnes retineo; vid. Gron.; efr. ὃ 13 omnes de iisdem.

9, 18 interp. sumus, rei; cfr. 11, 10: sponsione com- missa. !

12, 2 comma post mutasse, non post et («baade») po- nendum; pugnaturos apposilum est pronominuis se, non praex dicatum: «for, efter at have ladet baade — ubenyttet, at kæmpe» ; et — et respondet illi: vel inimicos tollere vel amicos facere.

12, 7 egregie Madv.: multitudo certamen; si vero hoc: et quia — multitudo, ut et potest et debet, cum ali- quamdiu aequam iungitur, tamen ferri posse videtur.

13, 4 inutilis mihi videtur Madv. coni. inhibere; castris suis fugam impedire est in castris manendo fugam impe- dire («indvikle, vanskeliggjøre»).

13, 7 sic interp.: contempto — genere ipsi montani — depopulabantur, i. e., contemnentes — genus, (quum) ipsi — agrestes (essenl). Cfr. Madv. praef. p. XV ad IX, 29, 8.

16, 19 scr. destinabant, quemadmodum est: nemo unus vir erat; praesens hist. rationem nullam ἢ. Il. habet; de de- stinabant animis cfr. ΧΧΧΙΙ, 28, 5.

17, 15 ser. ex iis, quos.

22, 2 Ussingii coniect. posuerant probo; cfr. tamen (prae- ler ea, quae ad I, 32, 3 dicta sunt) 32, 11: quia et — fue- rat — οἱ — fuit; 46, 10—12: dixerat — habnerunt et: qui — inquinaverat et — corrupit et: posteaquam — habuit nec — adeptus erat (ortumne ex petierat pro

2"

86 Α. 5. Wesenberg.

est?); Χ, 31,1—2: erat; nam et — fuerat, οἱ --- descendere (i. e. descenderunt; sed vide, ne ex descenderant, omisso -»ant ante adversus, factum sit descendere); X, 35, 2: et

quia — erant et quia — senserunt; IX, 25, 2; X, 19, 14: fuerunt; nam et — ierat — capessebant — fuit (pro fuerat); X, 29, 8—9: variaverat — extraxerat —

iussit; alia.

22, 7 scr. exanimem ex equo praecipitavit (ex om. post 2).

27, 8 ego sponte olim, ut Madv., Gonsules — consistunt, quemadmodum in edd. vett. esse videtur.

28, 8 scr. est, et triumviros; an delendum set, ut ortum ex est? ,adversativa particula non necessaria est.

29, 3 scr. consule — persequente; v. ad I, 8, 3.

33, 3 praefero Strothii coni. fatalis lis; ad fato videtur addendum fuisse quodam.

34, 6 scribendumne postremum populus iussisset (cfr.g 7: hanc postremam iusserat pop.) scivit (sequente: Immo vero omnes sciverunt)?

, 95, 5 itane interpungendum: turbarent (neque — ge- rerent), stantes?

36, 2. De omisso fuisse in his: eum FabiumCaesonem alii— tradunt οἷν. X, 41, 6: Octavium Maecium quidam eum tradunt; XLIV, 14, 1 (paulo aliter)?).

37, 3 scribendumne cum ÅAscensio hostibus? In arch. fuit hostit; ὁ et τὸ nonnunquam confunduntur. Similiter for- tasse scr. X, 40, 12.

87, 7 scribendumne consederant? Cfr. Drak. ad Π, 29, 6, obss. meae in Cic. Sest. p. 63 ad καὶ 44.

37, 11 offendit ordo verborum: metuque in magno. Scripsitne Livius metuque magno, ut in ex sq. m ortum sit, aut magnoque in metu, ut aberratum sit a Magno ad Metu? 48, 15 sine dubio scripsit aut perrumpit aciem 81- que per mediam aut perr. aciem per mediamque aul perr. per mediamque aciem, XXVI, 46, 2 aut in alia parte aut parte alia, ut in ortum sit ex et in murum. De V, 29, 2 ν᾿ supra; XXII, 11, 1 de ex que ortum aut

1) [Similiter infinitivum apud hoc verbum Cicero omisit Brut. 50, N. D. I, 60, Off. I, 113, Suetonius Caes. 52, Aug. 80, Vesp. 21; apud accipere omis- sus est Cic. Verr. IV, 39, de Fato 10, Cat. 13, Lael. 7, ΟΠ}, 109. O.S.]

Emendatiuanculae Livianae. 87

exde bello repetitum; XXXI, 24, 5 fuitne ante paucos dies aut paucos ante dies? (XXVIII, 11, 2, XXXII, 38, 7, XLII, 23, 13 recte nunc editur.) Cic. Brut. 229, ubi Orellius male: voluimus (sc. eum) aetatem in disparem oratorum in- cludere, ego cum Schuetzio: voluimus in disparem ora- torum aetatem incl. (sc. eum); aberrando cod. arch. bis habuit aetatem.

4], 1 scripsi Decio collega + datur (i. 6. dato, orto -Uur sive ex cContinuatur sive ex ualerius).

41, 3 ex Madvigii eademque mea coni. scripsi quum — esset, oppugnando. Tum, sive est —= 60 tempore, absur- dum est (nihil enim habet sibi oppositum, nec quod ante con- sul fecisset, nec quod postea faceret), sive =— deinde, relatum ad profectus, male abundat.

43, 26 scr. tertium.

44, 1 scribendumne Ab iis?

44, 2 num scribendum potuerat a bello abesse? Cfr. Emm. Cic. Epp. p. 61—63.

44, 10 scr. qua [duci] proxime potest, expeditas — ducit; cfr. I, 23, 8: ducit, qua proxime ad hostem po- test. Ineptum est duci potest impersonaliter positum pro duci possunt; infinitivus additus praeter omnem loquendi consuetudinem et sine ulla necessitate; duci, opinor, est aber- rantis ad ducit potius quam interpolantis interpretantisve, qui non duci, sed ducere addidisset.

46, 11; v. ad 22, 2.

Liber X.

2, 10 scripsi In naves f parvis custodibus, probans cum Madv. Weissenbeornii coni. paucis; cfr. ὃ 8: praesidio levi navibus relicto. : i

5, 4 sic interp.: et («baade») super — posse, et ipse.

7, 11 scribendumne Cuius imaginis an titulo?

8,3. Anacoluthi (nec aut tum — et nunc —,non ut — nec aut tum — aut nunc —, ut sine non) ab aliis notati causa fuit additum sed ut —, quod paene poscit et nunc —, non ut.

8, 10 probabilius mihi videtur, quod P. (et sine dubio alii boni codd.) habet quire, ortum esse ex quir. (ante en), i. e. Qufrites, quod ipsum in cod. Klock. hoc loco est, in dett. ali-

48 Α. 58. Wesenberg.

quot post en, quam ex que erit; cfr. ὶ 1: Nihil — re, Quirites, et ann. mea ad V, 3, 6 et 6, 15.

12, 5; v. ad XXVI, 51, ὃ.

14, 13 suppleri etiam potest proficeret parum, peri- culum erat vel potius periculum esset (timeri posset); aptior enim obliqua oratio est, praesertim quando (= quoniam), non quia positv; facilius etiam fuit aberrare ἃ proficeret ad posset (essel).

14, 18 ego sic malim: et tempore visa cett.; codicum (M., dett. al.) impro ex empor geminatione quadam feri potuit, ut, quod in P. est, inse ex uisa; in Kl. ex inse faåactum exse, aberrando ad ex montibus; ipso addere necesse non fuit.

17, 4 cur Madvigius probavit Weissenb. coni. praeda in- gens facta? Iteratio verbi capiendi offendere non potuit; cfr. IX, 44, 13: signa — capta et — castra ulraque capta, et quae Madvigius ipse in Emm. p. 266 posuit; capere praedam autem omnes (Plautus, Cornelius, alii) dicunt.

17, 8. Non assentior Madvigio (Emm. p. 322 et 373), «νἱ- tiosam esse in prosa oralione ellipsin verbi substantivi apud participium in sententia relativa» ; Livii quidem codices sic habent, non uno aut altero loco(X, 30, 4; 33, 6), sed permultis, ut Il, 13, 1, VI, 1, 11 bis, X, 21, 8, XXI, 28, 4, XXX, 26, 5, XXXVII, 45, 15, aliis, quos non notavi. (VIll, 8, ὃ fuerat au- diendum ex coepit esse; V, 16, 7 est ex est divisum, ut IX, 1,10 ex iustum est; cfr. XXII, 52, 5: si quid argenti, quod —erat. IV, 53, 11, X, 3, 2 et 31, 4 et 36, lå sunt eiusdem generis atqune X, 27, 4, de quo Madv. p. 373.) Adde simillimam ver polius eiusdem generis ellipsin post coniunctiones postquam (X, 29, 8), priusquam (Vil, 6, 2), ubi (XXI, 25, 11, XXII, 1, 19 et 5, 6, XXIX, 32, 12, XXXVII, 42,.4), ut (XXII, 14, 3), quod (X, 1, 3, XXVII, 37, 4), alias. Potest est (sunt) uno et altero loco errore excidigse, omnibus vix ilem; quare non necesse est cum Madv. (in praef.) nostro loco scribere: quam — coactus est; si quid mutandum, malim cum Bekk. et Madv. (in praef.) sic dislinguere: quam — coactus Ferentinum ductus; ceterum; sed ne sic quidem necessario cum Madv. scribendum est: ductus est; cfr. Il, 60, 2, ubi comma post Aequi omittendum est; XXI, 20, 8: omnia inquisita — cognita; XXIV, 18, 6:tribuque moti aerarii omnes facti; XXV, 41, 6—7: Numidae — comites facti, postquam —

Emendatiunculae Livianae. 39

viderunt, ipsi — dilapsi; XXIX, 32, 8: raptique — prae- lati; XXXV, 44, 1: introductus — rex dicere orsus.

18, 14 cum his: Bene, hercules, verteret (sine Quod cefr. 35, 14. Ὁ ἢ

23, 5. Quoniam etiam vere, ut Douiatius voluit, Livius scribere potuit (cfr. IV, 60, 1, al.), malim: paenitere, + vero gloriaretur.

26, 6 scribendumne Sunt, quibus — fuerit; adiece- runt? lusto durius mihi videtur adiecerint; cfr. tamen IX, 1,9, si ibi placari verum est, et Madv. Emm. p. 418.

28, 3 ego sponte olim, ut Kochbius, Gallos primo im- petu — quem sustineri salis sit; ex 4υδ, que8s post Gallos facile factum quos; dura Madvigii coni. quo; an recle dicitur sustineor primo impetu pro 60, quod est susti- netur primus meus impetus?

30, 5 malim cum Hertzio (Madv.):peditum milliatrecenta triginta; veri similior numeri auclio, nec quidquam mutatum nisi X in ὦ (M).

31, 2; v. ad IX, 22, 2.

δ], 3 scribendumne Adversus hos, ut respondeat illi: in Etruria?

δ], 8 sic interp.: Felix annus bellicis rebus pesti- lentia gravis prodigiisque sollicitus; efr. 47, 6: Mul- tis rebus laetus annus vix ad solatium unius mali,pe- stilentiae urentis—agros, suffecit; si ita necesse esset addere fuit, hoc post -itus excidere facile potuit; sed vid. ann. ad 17, 8. — Ibd. scr. terra multifariam pluvisse. Apud Livium quidem semper scribitur pluit lacte, lapidibus,san- guine (XXVIII, 27, 16, δὲ in codd. est lapides pluere, es (is) ex ib. ortum est ob sq. fulmina aut ex ὃ, omisso ὁ ante p); apud Plinium ilem; apud Ciceronem de Div. II, 58 cd. Ulm., åedd. vett. recte habent sanguine pluisse. Terra, sanguis pluit, opinor, prosa quidem oratione non dicitur, nedum, ut Freundius, alii explicant, terram, sanguinem pluit.

32, 4 notandum ubi — et inde (= et unde).

34, 6 fortasse rectius sic distinguetur: urbe, nec, ul nec per asyndeton sit sog hverken», non «og ikke»; sine commate nec—nec est Ξε et non — aut; illud aptius quum hic tum 10- cis his partim a Siesbyeo collectis: IV, 33, 10, XXVI, 39, 12, Caes. B. G. 1, 36, ὃ (neque æsed neque), Ill, 3, 2, Vil, 52, 1;

40 Α. 5. Wesenberg.

Cic. Ν. ἢ. lil, 86 (ubi, ut nostro loco, quod praecedit, ex- plicatur per nec — nec —).

35, 2 scr. quanto — plus; ν. ad I, 7, 9; οἷν. 36, 1, ubi arch. in medio pro in medi, alia multa.

35, 13 scribendumne Tum enimvero?

36, 6. Verba, quae sunt praevectus ad portam c., ac statione — opposita edictoque — obstitit, licet sic in- telligere, Livium, ut aliis permultis locis, sic hoc participium appositum cum ablativo absoluto copulasse; sed tamen fortasse ad praevectus audiendum est; cfr. ann. ad XXI, 25, 9.

36, 7 ex codicum profuse licebat facere usitatum illud prope effuse; fuse sic positum non memini.

37, 5 exciditne post frumentoque mensium numerus?

38, 5 scribendumne Ibi ἐπ mediis fere castris?

38, 12 scribendumne consaepti, in quo —; iis arma?

39, 15 ser. rupta iratos; si (Madv.; aberratum ab a in rupta ad a in iratos; tum ante 895 6 tos facium tum; cfr. 2 17: deum irae).

40, 12; v. ad IX, 37, 3.

41, ὃ cum codd. aliquot dett. scribendum, opinor, oc- culti apparatus sacri; cfr. de eadem re 38, 8 et Madv. Emm. p. 223 et ad Cic. Finn. V, 53.

ål, 6 scripsi + alaribus cohortibus. Fortasse scr. alarium cohortium; de mendi genere v. ad IX, 37, 3.

41, 11 scribendumne Equitem eques sequitur, pedi- tem pedes? Ex equiteques factum equites eques.

41, 12; v. ad VIN, 19, 3.

42, 5 vide ne et post octingenti ex -ti natum sit; repug- nat enim et tertio membro praepositum regulae illi tria plurave copulandi a Livio quoque constanter observatae; praecedit mil- lia viginti trecenti quadraginta. Aliud est, eundem scripsisse 15, 4 quadraginta et quinque (εἶν. XXI, 22, 4, XXXV, 1, 10, XL, 50, 6, XLI, 13, 5, XLII, 27, ὃ, XLV, 43, 5) ἢ), aliud etiam, vulgo dici non solum centum viginti quattuor, sed etiam centum et viginti quattuor, quod duas tantum partes habet, unam centum, alteram per asyndeton biperti- tam viginti quattuor.

43, 5. Ne quis inter ac et te-addat facta (coll. 41, 14], notandum est, testudine esse 10]. modi, ut simillimo loco,

1) [Cfr. Neue «Formenlehre der lateinischen Sprache» 11 p. 109 sq. Ο. 5.}

Emendatiunculae Livianae. 41

XXXI, 40, 3; cfr. cuneo (cuneis) ΠῚ, 50, 9, VIE, 24, 1, XXV, ὃ, 18, XL, 40, 2, agmine, acie, Madv. G. L. 3 258 not. 2. 46, 12 scribendumne cum codd. alq. delt. Caesa — millia quadringenti, minus duo millia capta? 47, 1 scribendumne iisque ipsis?

Er Latinskolen vor høieste almindelige Dannelsesanstalt?

(Nogle Bemærkninger, fremkaldte ved Hr. Skolebestyrer Aelms's Afhandling

i Programmet fra Borgerdydskolen paa Christianshavn 1870: En Antydning

å Anledning af Spørgsmaalet om den høiereSkoleunderviisnings ; Reform.)

Af C. Fogh.

I ovennævnte Artikel tager Hr. Skolebestyrer Helms meget varmt og indtrængende Ordet for Oprettelsen af en Realhøiskole med paafølgende Adgang til Universitetet og dets Beguastigelser, Regentsen og de øvrige Stipendier. Han har herved taget Arv efter sin Forgænger, Prof. Hammerich, der ligeledes var en Forkæmper for Tvedelingen af den høiere Skole. Det dreier sig her om et pædagogisk Princip af stor Betydning. Det er Spørgsmaalet om, hvilke Midler der' ere nødvendige til den højeste Almeendannelse, der her paany bringes frem. Men ved altfor stærkt at betone Realisternes Ret til «Regents og Sti- pendier», ved at skildre den paany opblussende Strid som «en Kamp mellem Beskyttelsesmænd og Frihandelsmænd paa Aandens Omraade», ved at tale om Studenterne som «monopoliserede » og Værnene om den højere Almeendannelse som «nedarvede ormstukne Skranker», som det gjælder at faae til at falde, ved at fremstille dem, der studere Polylechnik, Naturvidenskab, Skov- væsen 0.8. Υ., som dem, uder ved kunstige Midler ere holdte et Trin længere nede», forekommer det mig, at Hr. H. strax har givet sine Læsere et skjævt Syn paa Sagen og kaldet, ikke de ægte, men de falske «Forkæmpere for Frihed og Lighed paa alle Gebeter» til sin Hjælp. Thi hvis det er ubilligt, αἱ Reali- sterne ikke have Regents og Stipendier ligesom Studenterne, sa& er den rimelige Slutning deraf jo dog kun den, at de ogsaa bør have slige, men ikke, at de skulle kaldes Studenter og have Adgang til Studenternes Regents og Stipendier; hvis Studiet af

42 C. Fogh. .

de gamle Sprog maa ansees for nødvendigt for den høiere- Al- meendannelse, 5884 er Beskyttelsesmanden jo en Hævder af Dan- nelsen, Frihandelsmanden kun en Fribytter, Skrankerne beret- tigede og Monopolet en velerhvervet Ret, ja en naturlig Følge; hvis de, der studere Polytechnik o0.s.v., ere holdte et Trin længere nede, saa er det jo dem selv eller deres Værger, der have holdt dem nede, thi hvorfor toge de ikke først Student- examen, saa vare de ligesaa høit oppe som Studenterne. En-. hver Søgen efter Kundskab er unægtelig, som Hr. H. siger, «lige berettiget», men man kan umulig mene, at den giver samme Ret; har man engang knyttet visse Forrettigheder til den høieste almindelige Dannelse, saa høre de denne til, og det maa altsaa først vises, al en Realstudentexamen yder'samme Garantier for dens Besiddelse som en Latinstudentexamen, hvis man skal godkjende Realisternes Ret til Ligeberettigelse. Derom og om Hr. H.'s Betragtning deraf skal jeg tillade mig nogle Bemærkninger.

Hr. H. betegner det selv som en Fordom at troe, «at man esluderer», naar man har taget Examen i Latin og Græsk, men at man ellers ikke estuderer»». Denne Brug af Ordet «studere » er en Overlevering fra den Tid, da Latin var det eneste Fag, ved hvilket man kunde erhverve sig en fyldig Almeendannelse ; det betød derfor senere at gaae i Latinskole og derfra til Uni- versitetet, men har nu allerede tabt denne eensidige Belydning, saa at man uden Betænkning siger: studere Polytechnik, levende Sprog, Kunsthistorie 0. s. v. uden Hensyn til, om Vedkommende har gaaet i Latinskole eller ikke. Det havde derfor ogsaa været bedre, hvis Hr. H. havde undladt at bruge Ordet «Ustudeert » saa hyppigt og saa udhævet om dem, der ikke ere Studenter; der vækkes let derved en ikke god Følelse hos disse, som vel at mærke, aldeles ufortjent, gaaer ud over Studenterne, der faae Skyld for at betragte dem som ustuderte Personer, uagtet ingen nutildags for Alvor, og naar han veier sine Ord, vil kalde en polytechnisk Candidat eller en Officeer, der har gjennem- gaaet Officeersskolen, en ustudeert Mand. Saasnart man istedet- for dette misledende Ord sætter det, det skal betyde, nemlig: en, som ikke har gjennemgaaet en Latinskole, indseer man ogsaa strax det uholdbare i Hr. H.'s Paastand, at det er de Ustuderte, «hvem Tiden tilhører, fordi det er dem, der løse Tidens Opgaver», og dog er det denne Paastand, der er Hoved- punktet i Hr. H.'s Beviisførelse for Berettigelsen eller Nødveudig- heden af en Realstudentexamen. Thi hvilken Forbindelse er der

Er Latinskolen vor høieste almindelige Dannelsesanstalt? "43

mellem ikke at gaae i en Latinskole og at løse Tidens Opgaver? Hvilken, selv om Mennesket levede af Brød alene, og Tiden kun havde den Opgave at opfinde Maskiner? I England og Nord- amerika gaaer næsten ethvert ungt Menneske, som vil have større Almeenkundskab end den, Folkeskolen giver, i en Latin- skole (grammar-school). Har da ingen af dem «bidraget til at tilvejebringe de uhyre Fremskridt i Kultur, almindelig Oplysning og materielt Velvære, som dette Aarhundrede har seet»? Har Gladstone fra Eton Skole og Oxford Universitet eller Peel fra Harrow Skole og Oxford Universitet ikke bidraget til at løse Tidens Opgaver? Gladstone, der reformerede den irske Kirke, og Peel, der gjennemførte Katholikernes Emancipation og Korn- lovenes Ophævelse i England! Hr. H. anfører exempelviis for at støtte sin Paastand, at det er de Ustuderte, «der have slynget de talende Traade om Jorden, dem, der læse ukjendte Aar- lusinders Historie i Steenkulsgrubernes Jordlag, dem, der paa Industriens Omraade gjøre de vidunderlige Opfindelser, der skjænke Tusinder det daglige Brød og andre Tusinder et for- høiet materielt Velvære og derigjennem atler Midler til en høiere Almeendannelse». Men selv disse Exempler eller Antydninger ere ikke holdbare. Gausz og Morse, som begge.høre til dem, man tilskriver Æren for at have lært Traadene «at tale» et for- staaeligt Sprog, havde «studeret», den første i Gåttingen, den sidste i Yale Gollege i Connecticut, og Ørsted, som først fandt påa at vække det slumrende Liv i Traadene, saa at de over- hovedet kunde lære at tale, var som bekjendt Student. Hvad dem angaaer, som have undersøgt Kullageves Planteverden, saa gik Gåppert i Latinskole i Glogau, Unger var juridisk Student, før han kastede sig over Naturhistorien, Brongniart studerede Medicin, og Lindley kunde idetmindste Latin, siden han har skrevet hele Værker i dette Sprog. Vende vi os til de store Opfindere paa Industriens Omraade, da havde Cartwright, Op- finderen af Maskinvævstolen, en af de meest indgribende Op- findelser, der nogensinde er gjort paa Jorden, Skaberen af Eog- lands vigtigste Industri, studeret i Oxford og var Præst; Watt, Dampmaskinens Opfinder, gik i Latinskole i Greenock; den yngre Stephenson, Britanniabroens Constructeur, studerede ved Universitetet i Edinburgh; Brunel, Themsetunnelens Bygmester, gjennemgik Collegiet i Gisors og kom derpaa ind i Seminariet, da han skulde være Præst, 0.s.v. Men det er ganske sandt: Sørensen, Sættemaskinens - geniale Opfinder, var ustudeert;

ÅÅ C. Fogh.

Arkwright, som opfandt Spindemaskinen, var Barbeer og ustu- deert, Hargraves, som gjorde ham Rangen stridig, var en fattig Væver og ustudeert; Palissy, Glas- og Porcellainsmaleren, var en simpel Pottemager og ustudeert; den ældre Stephenson, Dampvognens Opfinder og Grundlægger af Jernbanevæsenet, var Maskinbetjent og ustudeert. Men disse Mænd vare rigtignok ustuderte paa en egen Maade. De havde nemlig næsten intet lært af boglig Kundskab. Sørensen fik den tarveligste Under- viisning, som kunde faaes i Kjøbenhavn, nemlig i en Aftenskole, da han maatte hjælpe til at tjene Brødet om Dagen, og kom alle- rede i sit 1846 Aar i Lære. Arkwright var 13de Barn af meget fattige Forældre og havde slet ingen Underviisning faaet. Kunde de øvrige læse en Bog, var det vist ogsaa alt, hvad de kunde.

Sagen er simpelt den, at de store og geniale Mænd, de, der sløse Tidens Opgaver», ikke frembringes af Skolerne, hverken af Latinskolerne eller Realskolerne. De gaae i deres egen Skole; en Skole kan være glad ved blandt sine Fostersønner at tælle nogle af dem, men den har ikke skabt dem og kan ikke kræve Æren for dem. De dukke op, høist uventede, undertiden blandt de meest uvidende, undertiden blandt de meest studerte, men allid uberegnelige. Den allerhøjeste og allerlærdeste Realstudentexamen kan ikke sikkre os en eneste af dem. Ikke en eneste! Ingen kan beregne en ny Komets Komme. Vi kunne derfor ganske roligt lade de store Mænd uomtalte. Det er ikke dem, vore Skoler ere beregnede paa.

Maaskee er det ikke af Veien at minde om, hvad det er, der er Skolens Opgave. Det er Skolens Opgave ved Meddelelse af grundig Kundskab at bidrage til at bibringe unge Mennesker en almindelig Dannelse. Opgaven er den samme for Bonde- skolen, Borgerskolen og Latinskolen. Jo rigere og fyldigere Kundskabsmeddelelsen er, desto høiere er Skolen, deslo større den almindelige Dannelse, den meddeler, naar der forøvrigt ar- beides med lige Alvor, Grundighed og Kjærlighed. Naturligviis maa Ordet Dannelse her, som altid, naar Talen er om Skolen, forstaaes om den Aandens og Hjertets Udvikling, som kan op- naaes ved de Midler, Skolen besidder, og indenfor de Former, som Skolens Organisation nu engang medfører, thi baade Kund- skab og human Dannelse kunne erhverves paa anden Maade end ved en Skole, og der har været mange lærde Mænd med meget mangelfuld Skoledannelse. Høiskolen er altsaa den, der benytter de rigeste og alsidigste Midler til Almeendannelse. En

Er Latinskolen vor høieste almindelige Dannelsesanstalt? 45

saadan Høiskole er det Latinskolens Opgave at være. Den bør ikke mindre være en Høiskole for Folket end de Skoler, som særlig have tiltaget sig dette Navn. Vel var der en Tid, da Staten betragtede den nærmest som en Skole, der skulde ud- danne Embedsmænd, men denne Betragtning af den er forlængst opgivet. Der gives, det tør jeg rolig paastaae, ingen Art. Skole i Landet, hvis Underviisning mindre end dens er anlagt paa at forberede for en bestemt Stilling i Livet. Ingen kan dog endnu troe, at der læses Latin i Latinskolen for den philologiske eller Græsk for den theologiske Examens Skyld. At man har erkjendt, at Latimskolen bør være den høiere almindelige Dannelsesanstalt, fremgaaer ogsaa tydelig deraf, at da man først fik Øinene op for Mathematikens og Naturvidenskabens Betydning som Dan" nelsesmidler i Skolerne, indlemmede man dem i Kredsen af Latinskolens Underviisningsfag, og gjorde det ærligt og alvorligt. Thi det er ikke med Rette, at Hr. H. siger, at «man pyntede lidt op» paa Latinskolens Disciple med de reale Fag, for at de ikke skulde «staae til Skamme for en Dreng paa 14 Aar i en Realskole», og derfor «satte nogle Fag ind hist og her, hvor der var Plads». Det var netop Latinskolen, der løftede Mathe- matiken, Grundlaget for det naturvidenskabelige Studium, i Høi- sæde blandt de øvrige Dannelsesmidler i Skolen og' efterhaanden udvidede dens Omraade saa betydelig, at Regning og Mathematik nu læres i alle Skolens otte Aar (Mathematik alene i de sex sidste) med et anseeligt Timetal, og ved Siden af dem stillede den Naturhistorie og Physik ligeledes i alle 8 Aar (Naturhistorie i de sex første, Physik i de to sidste). Dette er ikke at behandle de vigtigste reale Fag som Skumpelskud og bærer ikke Præg af en uvillig og tvungen Indrømmelse. Latinskolens Styrere have vel ikke til alle Tider handlet af en udviklet og bevidst pæda- gogisk Erkjendelse, og det kan gjerne være, at det deelviis var en Følelse af, at de reale Videnskaber vare blevne en Magt, «som det ikke gik an at oversee», der dikterede deres Optagelse i Latinskolens Underviisningskursus, men mange Udtalelser bære ogsaa Præg af, at det var Erkjendelsen af deres Betydning som Dannelsesmidler, der ledede de Beslutninger, ved hvilke disse Fag ere blevne en vigtig integrerende Deel af Latinskolens Dan- nelsesmidler.

Det staaer derfor fast, at Latinskolen tilfulde anerkjender, at den højeste almindelige Dannelse nødvendiggjer baade et sproglig-historisk og et mathematisk-natlurvidenskabeligt Studium,

ad

46 C. Fogh.

og det er netop det, der berettiger den til Navnet den danske Folkehøiskole. Om Nødvendigheden af denne Dobbelthed i den højere Dannelses Midler maa jeg kunne blive enig med Hr. H., og behøver ikke at gjøre noget Forsøg paa at udvikle Sprogenes Betyduing for den humane Dannelse. Andre have gjort det saa ofte, og Hr. H. nærer ingen Tvivl om den. Han gaaer endogsaa videre, thi han anerkjender, at særlig Latin og Græsk ere «inter- essante, dannende og forædlende Fag»; han betragter dem «som fortrinlige Hjælpemidler til human og sproglig Dannelse», og «tvivler meget paa, at noget kan erstatte dem i deres Retning». Jeg beder ham fastholde denne Anskuelse, fordi hans Ørd, som kommende fra Bestyreren af en af vore ansete Skoler, altid ville have Vægt, og fordi der fra en Side, hvorfra jeg ikke havde ventet det (Fædrel.'s Anmeldelse), er fremkommet en Udtalelse, som gaaer i modsat Retning. De eneste Sprog, om hvilke der efter min Formening kan være Tale som Hovedmidler til sproglig Dannelse, naar man bryder Staven over de klassiske Sprog, ere Tydsk og Oldnordisk, thi de have begge en saa formrig Gram- matik, at de kunne afgive Stof til et virkeligt Sprogstudium i Skolen, hvortil desuden kommer, at det første er et Kultursprog med en rig Literatur, det sidste Grundlaget for de nordiske Sprog. Den nationale Følelse er imidlertid altfor stærk mud en saadan Brug af det tydske Sprog, og den islandske Literatur er bleven staaende paa et saa primitivt Trin og mangler saa ganske verdenshistorisk Betydning, at man ikke kan bygge den høijieste Dannelsesanstalts hele 'Sprogunderviisning paa den, hvor natur- ligt man end kan finde det, at Studenten 'gjøres bekjendt med den gjennem Oldsproget selv. Men Hovedsagen er og bliver det dog, at Realstudenten gaaer glip af det Bekjendtskab med den primitive Oldtidskultur som nødvendig Forudsætaing for hele den moderne af den fremgaaede og kun ved den forstaaelige Kultur, som erhverves ved Læsning af den klassiske Oldtids Bovedforfattere, i hvilke dens sædelige Opfattelse og særegne Forestillingsmaade tydelig fremtræder. Og den fremtræder des- uden i Tanke og Form paa en simpel og naturlig Maade, der passer langt bedre for Disciplen end de nyere Kultursprogs Frembringelser. Hvad angaaer Værdien af et mathem.-natur- vidensk. Studium for den høiere Dannelse, burde jeg endnu lettere kunne blive enig med Hr. H., eftersom han endogsaa vil grunde Dannelsen væsenlig paa dette og fordrer sine Real- studenter betragtede som staaende paa lige Dannelsestrin med

Er Latinskolen vor høieste almindelige Dannelsesanstalt? 47

Latinstudenterne. Der foreligger imidlertid Udtalelser af Hr. H., som maa gjøre denne Enighed tvivlsom og desuden give et farligt Vaaben mod hans hele Plan. «Uden i mindste Maade», siger han, «sat ville drage disse Fags dannende Indflydelse i Tvivl, tillader jeg mig at paastaae, at de ikke have den almeen- dannende Betydning som Sprogene (døde og levende) og Hi- storie, og hvad der er mig det væsentligste, de .... staae i Forhold til en vis særlig Begavelse, uden hvilken de koste en aldeles urimelig Tid.» Er det første nemlig rigtigt, forekommer det mig, at Fordringen påa en Realstudentexamen maa falde til Jorden, thi saa kan Studiet af hine Fag som Hovedfag ikke hæve til samme Dannelsestrin som Latinskolens Hovedfag, og Realstudenterne blive da et Slags lavere Studenter, hvilket slet ikke gaaer an og ogsaa strider mod Hr. H.'s Plan sat danne Stadenter, der ere jævnbyrdige i human Dannelse og aandelig Udvikling.» Ομ slaae Mathematik og Physik virkelig mere end andre Skolefag i Forhold til en særlig Begavelse, saa er man kommen udenfor de almindelige Dannelsesmidlers Omraade, og det Spørgsmaal reiser sig strax, om disse Fag da overhovedet høre hjemme i Skolen for den høiere Almeendannelse. Men medens jeg ganske deler den Mening, at de ikke have samme almeendannende Betydning som Sprog og Historie, fordi Studiet af Menneskelivet og dets Fremtoninger i Sprog og Historie slaaer over og er rigere og fyldigere paa aandsdannende Mo- menter end Studiet af Naturlivet og Naturkræfterne, og netop af den Grund ingensinde kan tilraade at bygge den høiere al- mindelige Dannelse paa dem som væsenligt Grundlag, saa kan jeg paa den anden Side ikke indrømme Rigtigheden af den Paastand, at de mere end andre Skolefag gjøre Fordring paa en særlig Begavelse. Der er ligesaa mange Disciple, der have Vanskelighed ved de grammatiske Abstractioner, som ved de mathematiske; der skrives ligesaa mange slette latinske Stile, som der regnes slette mathematiske Opgaver; der gives Disciple, Som intet kunne see paa en naturhistorisk Gjenstand, og andre, som ved første Øiekast bemærke en heel Deel Eiendommelig- heder; der er dem, der tilegne sig et fremmed Sprog med stor Lethed, og dem, for hvem det falder overordenlig vanskeligt; der er dem, der næsten ikke kunne lære at udtale franske Ord, og dem, hvis Tunge former dem uden Anstrængelse; der er dem, der kæmpe en næsten haabløs Kamp med Navne og Aarstal, og dem, hvis Hoved synes at være et heelt Lager for denne

48 C. Fogh.

Artikel o.s.v. Kan man nu ogsaa skrive en stor Deel af disse virkelig høist mærkelige Modsætninger paa den forskjellige al- mindelig Begavelses, paa den aandelige Trægheds og Stædigheds eller Bevægeligheds og Modtageligheds, paa Flidens eller Doven- skabens Regning, og særlig for Mathematikens og Grammatikens Vedkommende paa den Vanskelighed, som disse Fags Fordrinog paa Abstraction frembyder for Drenge eller unge Mennesker, paa den stærke og varige Tvang til Opmærksomhed og Tænk- somhed, som de underkaste dem, og hvori en stor Deel af deres Værd som Dannelsesmidler netop bestaaer; saa kan det dog ikke nægtes, at Skolen virkelig hyppig har at kæmpe med Mangel paa særlig Begavelse hos endeel af Disciplene. Men det er en amp, som den ikke maa vige tilbage for; der er der en Ager at opdyrke, som ikke bør ligge brak; der kan med Omhu og Pleie høstes god Frugt selv af denne magre Jord. Den harmoniske Udvikling af alle Aandens Evner er Skolens Opgave.

Gaae vi altsaa ud fra, at de sproglig-histor. og de ma- them.-physiske Videnskaber begge ere nødvendige Dannelses- midler for den, der vil siges at besidde den høieste almindelige Dannelse, som Skolen kan give, bliver det endnu et Spørgsmaal, om Latinskolen kan meddele en saadan Underviisning uden at overbebyrde Disciplene. Naar jeg nu, uagtet jeg i sin Tid pro- testerede mod en efter min Formening stedfindende Overbebyr- delse, ikke desmindre udtaler den Overbeviisning, at det nu- værende Underviisningskursus i Latinskolen kan føres tilende uden Frygt for nogen saadan, saa er det ikke blot, fordi man i flere Fag har slaaet af paa Kvantiteten og desuden læmpet Be- handlingen mere efter de Aldres Fatteevne, paa hvilke Under- viisningen er beregnet, men ogsaa fordi man med fuldkommen rigtig pædagogisk Sands lod visse Fag standse paa et lavere Trin i Skolen ved en Afslutningsprøve, som kun skulde sikkre en sømmelig Kundskab i disse Fag, før man gik videre. Imid- lertid er Ungdommens Krav paa et stort og stadigt Hensyn til den legemlige Udvikling siden den Tid traadt bestemtere frem og kjendt mere berettiget. Det vil inden kort Tid blive nød- vendigt, at Latinskolen sørger for een Time daglige Legems- øvelser uden nogen Forlængelse af Skoletiden. For at bøde paa den derved bevirkede Formindskelse af den egenlige Arbeidstid kan man overeensstemmende med et Forslag, som jeg allerede før er fremkommen med uden at kunne trænge igjennem med

Er Latinskolen vor høieste almindelige Dannelsesanstalt? 49.

det, gjøre det Skridt heelt, som man har gjort halvt ved den allerede nævnte Standsning af visse Fag paa et lavere Trin i Skolen. Jeg foreslaaer derfor, med nogen Modification af mit oprindelige Forslag, at standse med Geogr., Naturh. og Religion i dte Klasse og tillige bringe alle de egenlige Afgangsfag til en naturlig foreløbig Afslutning sammesteds, samtidig med Discip- lenes Confirmation, saa at enhver Discipel, der ved denne af en eller anden Grund træder ud i det praktiske Liv, kan for- lade Skolen med en samlet Sum af Kundskaber og en derpaa bygget almindelig Dannelse, som ville tillade ham med Hæder at beklæde en hvilkensomhelst Stilling i Samfundet, som Frem- tiden maatte føre ham til, skjøndt han ikke har opuaaet den fyldigere og højere Dannelse, som erhverves ved at gjennem- gaae Skolens øverste Afdeling. Medens denne Afslutning i Ste Klasse tillige kunde træde istedetfor adskillige lavere Examina, saaledes som Hr. H. ogsaa har tænkt sig det, vilde derimod den, der havde bestaaet den endelige Afgangsprøve og altsaa maatte betragtes som havende opnaaet den høieste Almeendannelse, som Skolen kan give, være berettiget til at indtræde som Elev . (Student) ved hvilkensomhelst af vore højere Faganstalter, Uni- versitetets Faculteter, den polytechniske Læreanstalt og Militær- skolen, for hver af disse maaskee med visse Minoima i visse Fag eller Faggrupper. Hidindtil har man rigtignok ikke fuldstændig bragt en saadan Forbindelse tilveie mellem Almeenskolen og Fagskolerne, at disse optage Underviisningen der, hvor hiin slipper den, men det synes saa naturligt, at Fagskolen ikke stiller saadanne Betingelser for sin Underviisning, at selv den, der har gjennemgaaet den højeste Almeenskole, ikke .kan til- fredsstille dem, at der neppe kan være Tvivl om, at en saadan Ordning kan og bør træffes. Thi saalidt som Omfanget af Latin- og Græskstudiet i Latinskolen skal bestemmes ved de vilkaarlige Fordringer, som det kunde falde den philologiske Fagskole ind at opstille som Betingelse for sit Fagstudium, lige- saalidt skal Omfanget af Naturhistorie i Skolen og Varigheden af Underviisningen deri afhænge af det lægevidenskabelige Fag- sudiums eller Omfanget af Mathematiken af de techniske Fag- studiers særlige Krav. Almeenskolen følger sine pædagogiske Hensyn, og for den ere Fagene kun almindelige Dannelsesmidler, I Omfang og Behandlingsmaade underordnede hine Hensyn; Fagskolen tager ikke pædagogiske Hensyn, men kun praktiske; den maa tage Eleverne, som hiin byder dem, og kan ikke fordre Tidskr. for Philol. og Pædeg. IX. 4

50 C. Fogh.

dem særlig oplærte for sig. Naar den polytecbniske Læreanstalt, som Hr. H. siger, «vrager en Student, selv om han er dimit- teret med Udmærkelse», saa er det dens Feil, thi den vrager da et ungt Menneske, som har opnaaet den højeste Almeendannelse, som kan faaes i nogen dansk Skole, og opnaaet den med den største Æresbeviisning, som Skolen kan yde; vrager ham ikke, fordi han er umoden til Fagstudiet, men vrager man, fordi han ikke er særlig forberedt til Fagstudiet i et Specialfag, og kræver altsaa af Almeenskolen det, som netop skulde være dens egen Opgave. Almeenskolen skal ganske vist «kunne føre til noget, pege henimod en Vei til at virke og erhverve», men den skal ikke pege henimod en bestemt Vei til at virke. Det var en Ulykke, at man tidligere altfor meget troede, at den, der havde gjennemgaaet Latinskolen, nødvendigviis skulde studere Univer- sitetsfagene. Vi trænge til at faae den Overbeviisning ind mellem 08, at den, der har faaet den højeste Almeendannelse, ogsaa, alt andet forresten lige, er meest skikket til at gaae ind i hvilkensomhelst Virksomhed. Det er intet slet Tegn, men et .godt Varsel for Fremtiden, at en Mængde ingenlunde udygtige Disciple forlade Latinskolen efter Confirmationen for at blive Matrosdrenge, Smededrenge, Tømmerdrenge, Murerdrenge, Gartnerdrenge, Contoirdrenge 0. 8. v. og, idetmindste for alle deres Vedkommende, som jeg kjender, baade ere tilfredse og tilfredsstille. Det næste Skridt, og et stort Skridt fremad i Almeenoplysningen vil det være, naar slige unge Mennesker først tage Afgangsexamen. Praktiske Hensyn ville hindre mange deri, men Exempler fattes ikke, og der er god Grund til at glæde sig over ethvert af dem. Det vil give et uanet Opsving til hele den med praktiske Sysler beskjæftigede Deel af Befolk- ningen. «Nutidens Student», siger Hr. H., «er hverken Kjød eller Fisk.» Det er netop det rigtige; han er hverken Philolog eller Mathematiker, men han skal have Muligheden i sig for begge og for andet mere, og jeg vover den Puastand, at, hvis han er velforberedt, thi der gives jo braadne Kar i alle Lande, og hvis han forresten har den Drift i sig og den praktiske Sands, uden hvilke den almindelige Dannelse ikke bærer langt frem, men som ikke kan erhverves hverken ved Latin- eller Realexamen, vil han være istand til at træde ind med Hæder i hvilketsomhelst Fagstudium og i hvilkensomhelst praktisk Virk- somhed og tage Kampen om Hædersprisen op med hvemsom- helst. Baade vor Handelsverden, vor Ingenieurverden og vor

Er Latinskolen vor høieste almindelige Dannelsesanstalt? 51

Officeersstab ville faae, hvis de ikke allerede have faaet, udmær- kede Kræfter tilførte fra den forældede Studenterstand.

Ja vil man sige, det er nu altsammen meget godt, men det er ikke Beviser, det er kun Formodninger eller Paastande. Lad være, at det er saa, men de ere byggede paa Overbeviisning og pædagogisk Skjøn og henvende sig til almindelig pædagogisk Sands. Meget mhere kan der ikke gjøres paa dette Omraade. Tiden og Erfaringen maa føre det endelige Beviis for eller imod. Er det ikke et advarende Fingerpeg, at man i Frankrig havde optaget Tvedelingen og har opgivet den igjen? Følgerne af det foreslaaede Skridt synes ogsaa at være tydelige nok, thi de ville være skjæbnesvangre for Latinskolens Tilværelse. Slaaer man først det fast, at den højere Almeenskoles Underviisning ikke skal bygges paa de Dannelsesmidler, som til alle Tider og hos alle Folk have været erkjendte for de ypperste Midler til Aands- udvikling, men paa de Fag, som det unge Menneske antages at have særlig Brug for i sit praktiske Liv; gjør man med andre Ord Almeenskolen til en Forskole, ikke for Livet, men for en særegen Livsvirksomhed, saa har man undertegnet de klassiske Studiers Dødsdom i Skolerne. Begynder man først at forme Almeenskolens Underviisning efter det velbekjendte Raab paa det nyttige, paa noget, som man kan bruge, noget, man kan leve af, bliver det vanskeligere og vanskeligere at bevare en ideel Opfattelse af Skoleunderviisningens Formaal og endnu van- skeligere at gjøre den gjældende i Skolen selv. Af reent prak- tiske Hensyn, af Nyttehensyn, vil man formodenlig i Begyndelsen holde paa, at de, der ville studere Philologi, Theologi, Medicin og Jura skulle hive taget Latinstudentexamen; men man vil tnart finde, at Latin (for ikke at tale om Græsk) ikke er til Nytte for Juristerne, dernæst, at den ikke er til Nytte for Me- dicinerne; Theologerne ville snart faae Græsk henviist til deres specielle Fagskole, og Latinen følger siden efter; tilsidst staae Philologerne ene tilbage paa Latinskolens Ruiner, og for deres Skyld bevarer man den naturligviis ikke i dens gamle klassiske Stiil.

Istedenfor altsaa at sige: I et saa demokratisk Land som vort, og i saa materialistiske Tider, som vore, er det nødvendigt at benytte det vigtige Middel, som Latinskolen yder til at løfte en såa stor Deel af Befolkningen som mulig op til den høieste Almeendannelse, som Tiden kan yde, saa hugger man den for- trinlige og sunde Stamme af Dannelsesmidler, som Skolen be-

AZ

52 C. Fogh.

sidder, op til Pindebrænde, og troer, at hver af disse kan voxe og bære gode Frugter. Thi Tvedelingen er vel at mærke aldeles vilkaarlig og altsaa kun foreløbig; det er ikke mere «komisk» at see ude praktiske Folk» i Rigsdagen komme frem med et Forslag om de tre Slags Skoler, end det er at see andre prak- tiske Folk- komme med et Forslag om en tvedeelt Skole, hvis ene Vei fører til Universitetet, den anden til poytechnisk Lære- anstalt, især da det er velbekjendt, at den nuværende udelte Skole fører og har ført mange til dem begge, og Hr. H. selv indrømmer, at det egenlig er det samme Maal. Man vil derfor senere kunne vente at see Fordringen paa en nordisk-sproglig- historisk Skolegreen, fremdeles Fordringen paa en speciel nyere Sprogs Skolegreen, paa en naturhistorisk Skolegreen 0. 8. v. op- staae, allesammen hævdede ved Hjælp af de samme Argumenter, med hvilke Hr. H. forsvarer sin Realstudentexamen. Har man først brudt den høiere Dannelses og den høiere Skoles Ecnhed, saa er man ude paa Skraaplanet og ender med Specialskoler. Thi, for at tage et Exempel, hvilken Betydning har Naturhistorien, som Hr. H., i Modsætning til den nuherskende og ganske vist fuldkommen rigtige Opfattelse af dette Fag som et af de for- trinligste almindelige Dannelsesmidler i den høiere Skoles yngre Klasser, vil føre gjennem samtlige sin Realhøiskoles otte Klasser «saåavidt omtrent som til Lægernes Forberedelsesexamen», hvilken Betydning har den i dette Omfang for Halvparten eller, hvis Medicinerne gjennemgaae Latinskolen, endogsaa for alle hans Realstudenter? Lad os antage, at de højere Dyrs comparative Anatomi, Udviklingshistorien, Kjønsforholdene, Snyltedyrene og Lægeplanterne ville være de Afsnit, som særlig doceres for Læger, er man saa ikke for Naturhistoriens Vedkommende alle- rede i Skolen kommen ind paa Lægens Specialstudium; thi hvilken særlig Interesse skulde vel den comparative Anatomi have for Polytechnikeren, eller Lægeplanterne for begge Qfåceers- skolerne? Vil det næste naturlige Skridt ikke være det, at Realafdelingen atter deles i en Lægeafdeling og en anden ube- stemt Afdeling, som saa muligviis tilsteder nye Delinger? Det er den ligefremme Følge af, at man opgiver Almeenskolens For- maal og Søger at tilfredsstille Fagskolens. Man kommer ud i et Uføre, hvorfra det er vanskeligt at komme tilbage.

Mit Forslag gaaer derfor ud paa at bevare Latinskolen som den høieste almindelige Dannelsesanstalt. Fra dens øverste Klasse vil der være Afgang til alle høiere videnskabelige Fag-

Er Latinskolen vor høleste almindelige Dannelsesanstalt? 53

anstalter. Fra dens dte Klasse gaae de konfirmerede Disciple, som af en eller anden Grund ikke kunne naae videre, ud i det praktiske Liv eller til mere begrændsede og underordnede Fag- studier. Istedetfor at nedlægge Latinskoler bør man derfor op- rette flere. Enhver større Kreds i Landet, enhver større By ber have sin højere Dannelsesanstalt, det er: sin Latinskole. Til dem skulde man drage alle nogenlunde begavede Drenge, ikke blot dem, «der ikke skulle opdrages til andet end til at være Grever», men ogsaa dem, «der skulle opdrages til at ar- beide for deres Brød.» I Skotland, hvis Befolkning indtager en høi Plads mellem Europas Nationer baade i videnskabelig og i praktisk Henseende, søger man at skaffe selv den fattige Mands Søn en klassisk Opdragelse. Vi skulle følge dette Exempel og gaae frem ad den Vei, vi selv allerede for længe siden med Beld have betraadt. Man kan ved at gaae den modsatte Vei maaskee opnaae at spare den Fagstuderende et Aar af hans Studeretid, men man gjør det paa Almeendannelsens Bekostnifg. Man adlyder Nutidens Raab paa det nyttige, men offrer Skolens [466: man troer at kunne skabe praktiske Folk og skaber kun Folk med en ringere Almeendannelse; man rydder, maaskee under Jubel fra visse Sider, de «monopoliserede» Latinstudenter afveien og skaber ligesaa monopoliserede Realstudenter! ἤθη man følger med Strømmen, og Reisen gaaer let. Hvordan vil den gaae, naar man opdager, at man maa tilbage?

Tillegsbemærkning af et Redaktionsmedlem til fore- gaaende Afhandling.

D. Spårgsmaal, der beråres i ovenstaaende Indlæg, håre til de betydeligste for hele vort håjere Undervisningsvæsen, som ere fremkomne, siden Universitetet og de lærde Skoler fik deres nu- værende Iodretning. Thi Talen er ikke blot om at give Realskolen en saadan forandret Form og Udvidelse, at den kan optage i sig den store Række af Examina til Polytechnisk-Skole, Officerskolen, 0. 8. V. 0. 8. V.; men man mener, at Tiden nu er kommen til

Yi

δά Tillægsbemærkning til foregaaende. Afhandling.

at give Realkandidater Ret til sammen med Kandidater fra de lærde Skoler at optages som akademiske Borgere. Og «Dag- bladet» ”) har meddelt, at en dertil sigtende Lov kan ventes forelagt Rigsdagen allerede til Efteraaret. Nu se vi vel, at der er dem iblandt os, hvem det synes urimeligt at opfyldes af nogen Ængstelighed herover. Men lader os dog ikke være altfor selvkloge, lader os dog lægge Mærke til, hvorledes andre Folk have taget denne Sag.

I Frankrig, hvor man tænker og handler hurtigt, hvor Ideerne næsten i alle Retninger fårst bryde frem, fårst stræbe efter Virkeliggjårelse, foretoges.i 1852 den Forandring, som nogle nu ville bave indfårt hos os, at Medicinerne ikke længere skulde tage Baccalauréat-és-lettres (Exam. artium), får de be- gyndte deres Fazstudium, men kun den 1836 indrettede Bacca- lauréat-és-sciences (Realexamen). Men allerede 1858 androge de medicinske Fakulteter paa, at det atter maatte blive paalagt dem, der ånskede at studere Medicin, fårst at underkaste sig Baccalauréat-és-sciences, og Undervisningsminister Rouland op- fyldte dette Forlangende ?).

I November Maaned f. A. forlangte den preusiske Under- visningsminister, at Landets 9 Universiteter skulde afgive deres | begrundede Meninger om, hvorvidt det var tilraadeligt, at Real- skole-Abiturienter fik Adgang til Fakultetsstudier og immatricu- leredes ved Universiteterne, da der var indgaaet Petitioner til Repræsentationen, hvori der forlangtes, at Adgangen til Universi- tetet aabnedes for Realkandidater. De enkelte Universiteters Er- klæringer foreligge nu, udgivne i Trykken ifølge det preusiske Ministeriums Foranstaltning. Idet jeg tillader mig at henlede Læsernes Opmærksomhed paa disse Aktstykker, skal jeg blot deraf anfåre et Par Punkter.

De fire Universiteter i Berlin, Bonn, Breslau og Halle have eenstemmig og med stor Styrke tilbagevist Forslaget, som for- dærveligt for Universiteternes Udvikling, Videnskabelighedens Fremgang og selve de mere praktiske Fags rette Væxt. Mærke- ligt er det at se, al det medicinske og den mathematisk-natur- videnskabelige Afdeling af det philosophiske Fakultet i Berlia eenstemmig have erklæret, at en i Realskoler erhvervet natur-

--- “ ...--...-.ὄ....... .. .. .-... ..

1) 2den Aug. d. Δ.

2) Charles Jourdain: Rapport sur I'Organisation et les Progrés de F'instruc- tion publique. 1807.

Tillægsbemærkning til foregaaende Afhandling. 55

videnskabelig Fordannelse ikke viser sig saa fordelagtig med Hensyn til Fremgang i de tilsvarende Studier ved Universitetet, som man skulde vente. Mangel paa ideel Stræben, haandværks- mæssig Begrændsethed, Overvurdering af den allerede opnaaede Viden, fremfor alt Blaserthed i Forhold til Naturphænomenernes Indtryk ophæve atter let den Fordel, der kunde ventes at ville vise sig paa Grund af den tidligere Beskjæftigelse med Naturen. — Hurtig vil (hedder det et andet Sted) en Student, naar han ellers er begavet: i denne Retning, kunne indhente Realisten i tech- niske Færdigbeder og Fagkundskaber; denne vil derimod aldrig tilstrækkeligt kunne udfylde det Hul, der findes i hans Dan- nelse. Dette Hul, denne Mangel er lidt vanskelig at forklare. Den bestaar ikke (blot) deri, at han ikke har læst græsk Syntax og ikke kan læse Hippokrates og Galen i Grundsproget; men de store historiske Tanker og Skikkelser, som den lærde Skolés Discipel ligesom daglig lever sammen med ved Tydningen af de gamle Skrifter, komme til at staa fjernt for Realisten; og me- dens Menueskehedens Udvikling og Kulturarbejde stilles frem for bin i konkrete Billeder, saaat han ligesom lever i Fælles- skab med gamle Tiders Tænkere og Digtere, bliver saadant for Realisten noget ydre og ligegyldigt, overfor hvilket han stedse føler sig som fremmed. Mange ellers håjst udmærkede Mænd har man set kæmpe hele deres Liv igjennem med denne Mangel, der har givet deres Produktioner, deres aandelige Væsen ligesom Præget af noget underordnet; derimod er der intet Exempel pas, al en klassisk dannet Læge eller Naturforsker ikke har kunnet tilegne sig de Kundskaber og Færdigheder, som han har be- håvet. — Vi ville paa ingen Maade sige (hedder det videre), at de lærde Skolers nuværende Tilstand ikke trænger til For- bedring. Vi haabe tvertimod, at der af denne Discussion, hvad saa end Resultatet bliver, vil opstaa Forlangende om at under- kaste de lærde Skolers Indretning en fornyet Pråve, forat de kunne bringes deres Maal nærmere: en paa historisk Grund hvilende, alsidig Gjennemdannelse af Ungdommen, hvorved denne i lige Grad kan forberedes til ethvert håjere Kald.

Som en Grund, hvorfor Realisterne bår have Adgang til visse Fakultets-Studier, hårer man ofte anfåre, at Dyrkelsen af de nyere Sprog i Realskolerne maa yde Disciplene stor Nytte, naar de f. Ex. ville være Medicinere. Hertil bemærker et af de medicinske Fakulteter, at der til at lære de nyere Sprog ikke gives nogen bedre Forberedelse end det methodiske Studium

56 Tillægsbemærkning til foregaaende Afhandling.

af de gamle, saaat den lærde Skoles Discipel ogsaa heri let i det mindste kan indhente Realisten. Hvormeget end dette Fakultet anerkjender, at Kundskab i de nyere Sprog er nyttig for Lægen, mener det dog, at det er utvivlsomt, at denne Fordel, hvis den overhovedet kan opnaas ved Undervisning i Realskolen, sikkert kun vindes paa Bekostning af Disciplens formale aandelige Dannelse. Men det Offer, man derved maa bringe de nyere Sprog, maa anses som et uerstatteligt Tab for hele Livet. — Mærkeligt nok (hedder det) lærer Erfaringen, at, efterat Realskolerne en Tidlang have glædet sig ved en stor Yndest, gaar nu Stråémmen i en modsat Retning, idet store Handelshuse og Industrianstaltec foretrække de lærde Skolers Disciple i åverste Klasse fremfor Realkandidater 1).

idet jeg idvrigt henviser til selve Aktstykkerne, skal her blot tilfbjes, at af de andre Universiteter ere nogle gaaede ind paa at give Realkandidater Adgang til de medicinske Fakulteter, andre til de mathematisk-naturvidenskabelige Afdelinger af de philo- sophiske Fakulteter, et enkelt til det juridiske Fakultet. Videst gaa Gåttingen, Kiel og Kånigsberg. C. Berg.

Et Par Bemærkninger i Anledning af den ifølge ,,Dag- bladets” Nr. 178 nedsatte Skolekommission.

De er visselig vanskeligt at frigjåre sig for den nedtrykte Stemning, som i disse Dage har betaget enhver Fædrelands- ven. Man synes næsten, al det er en Bråde at kunne tænke paa andet end Krigens Gang og sine daglige Forretninger. Naar jeg dog ved disse Linier såger at vække Læsernes Op- mærksomhed for almindelige Skolespårgsmaal, saa er det Frygten, der har givet mig Kraft til at låsrive Tanken fra Vaabenbraget; Frygten for, at der skal foretages Forandringer i vort håjere

.---.-οθ.Θος-..:. - — — - - -

1) Fra Greifswald - Universitetet hedder det ligeledes: Forst-, Bjerg- og Postvæsenet have som bekjendt udtalt sig for Dannelsen af deres Be- stillingsmænd ved en lærd Skole fremfor ved en Realskole.

1 Anledning af den ifølge .“Ὅ84}}.5. Nr. 178 nedsatte Skolekommission. 57

Skolevæsen uden at enten Universitet eller Skolerne!) ere hårte. Og jeg veed, at ogsaa Andre ikke ere uden Bekymring i denne Henseende.

I nedenstaaende Linier dnsker jeg efter ringe Evne at vise, hvad den lærde Skole ikke vil, hvad den har fælles med enhver an- den Elementær-Skole, og endelig hvad den betragter som sin særlige Opgave, sit særlige Maal. Vel er det bekjendte Ting, som jeg her vil tillade mig at pege hen paa; men da det har kostet Aarhundreders Arbejde, inden den lærde Skole har naaet sit nuværende Standpunkt, vil det vel undskyldes, naar gamle Sand- heder drages frem paa en Tid, da man synes at staa i Begreb med at ville adskille det, der hidtil hår været en organisk Helhed.

Der er baade en almindelig lavere og en almindelig håjere Skole, d. e. Folkeskolen og den lærde Skole. De ere Såstre, men Forsynet har lagt en tungere Byrde paa den enes Skuldre end paa den andens. Den lærde Skole har ikke: dette Navn, fordi dens Opgave er at danne Lærde, hvis hele Liv gaa op i at udgrunde Videnskabens Sandheder. Af saadanne Folk har vort lille Land ikke saa mange, at der skulde være særlige Skoler for dem; de ere sjeldne Stjerner, som Naturen selv leder ligesom ved en usynlig Genius, og Skolens Visdom bliver let gjort til SKamme ligeoverfor saadanne. Ingen Skolemand kan der- for være enig med Prof. Nielsen, naar han?) udtaler, at der kun be- håves et Par lærde Skoler heri Landet for dem, der træde ind i den lærde Skole «forat indvie deres Liv, deres bedste Kræfter i Videnskabernes Tjeneste». Thi vort Land behåver af den Grund slet ingen Skole, fordi en Statsskole, en Elementærskole, der skal særlig give sig af med saadanne Underbårn, er en Uri- melighed, en Umulighed som Skole. — Siger man, den lærde Skole skal fremfor alt pleje og opelske et christeligt Sindelag hos sine Disciple, saa har den denne Opgave fælles med den mindste Landsbyskole. — Med Prof. Nielsen er jeg enig i, at den lærde

1) Ifølge -Dagbladet» af Zden August er der vel nedsat en Skolekommission for nærmere at dråfte denne vigtige Sag. Men skjånt Ministeriet fra sit håjere Standpunkt Ὁ. dst man kjende Skolernes dygtigste Kræfter, tår jeg dog ikke nægte, at Valget af nogle Medlemmer til denne Forsamling har vakt en Slags Sensation i Skoleverdenen. Dog ligger Grunden hertil maaske i det ringe Kjendskab, som de enkelte Skoler have til hverandres Kapaciteter, naar disse ikke have ydet noget til Skolernes Tarv i Al- mindelighed.

?”) For Id. og Virk. 1869, S. 306.

58 Et Par Bemærkninger i Anledning

Skole heller ikke særlig, ikke fortrinsvis er istand til at frem- elske Dannelse, og i at Dannelsens Kjendemærke ikke er Kund- skabernes Mangfoldighed, saaat den, der kan mange Sprog, er ferm i Mathematikens Læresætninger og kan tale med om Alt, er den sande Dannede, medens den, der har færre Kundskaber og kun taler et Sprog, råber Mangel paa Dannelse. Den sande Dannelse beror ikke blot paa Udviklingen af det Intellectuelle, men maa gjennemtrænge hele Personligheden. — Endnu mindre kan den lærde Skole siges at meddele sine Disciple noget, som han strax kan have Brug for, Nytte af i det praktiske Liv. Hverken Indsigt i Roms Historie, Grækenlands Litteratur eller i mathematiske Abstraktioner er noget umiddelbart Nvttigt i det daglige Liv. — Den lærde Skoles Opgave er det i rette Tid, det vil sige tidlig nok at indplante, rodfæsle og pleje saadanne Tanker, saadant Aandsliv hos de unge, der skulle træde ind i det offentlige Livs Tummel, at de med inderlig Overbevisning tro paa og anerkjende, at vi leve et Slægtsliv, der er bestemt til at skride frem til stedse stårre Fuldkommenhed, og at det som Fålge deraf er Pligt for os, som Arvetagere af Fortidens aande- lige Skalte, ved samvittighedsfuldt Arbejde at sætte os ind i og hver efter sin Begavelse værne om alt det gode, som forgangne Slægter have overleveret os. Men derfor maa den unge ud- rustes med, indåves i en alsidig aandelig Gymnastik, saaat han kan staa fast ligeoverfor Dågnets vexlende Stemninger. Derfor maa han erhverve sig alsidig menneskelig Viden, og Vejen, der fårer dertil, er videnskabelig Dannelse. Men Viden- skaben er i sig uendelig og dens Dele mangfoldige. Skolen kan ikke omfatte alle dens Elementer; den maa begrændse sig. Gjennem mange Tiders Kampe er den naaet til den Ordoing, som vi nu have og hvori baade de exacte Videnskaber og de historiske ere anviste deres bestemte Plads og Omraade. Vel er det sikkert, at Kamp om Fag og Fagenes Fordeling aldrig vil eller skal hvile. Stedse vil der under Menneske-Aandens Ud- vikling og ved Hjælp af en forbedret Methodik blive Sider af Videnskaben, som skulle optages eller indskrænkes ved Skolen. Stedse har der været og vil der være Folk, som mene, at den håjere Skole fårst bliver hensigtsvarende, naar den danner sine Lærlinge med bestemt Hensyn til deres tilkommende Kalds Beskjæftigelser, saaledes at den vordende Læge særlig dannes gjen- nem Naturvidenskaber, den vordende Philolog gjennem Sprog osv. OSV.; men alsidig Tænkning har forud anet, Erfaringen har godt-

af den ifølge «Dagbladets» Nr. 178 nedsatte Skolekommission. 59

gjort, at den Art intellectuel Opdragelse, hvis Ufejlbarhed er saa indlysende for Folk med indskrænket Synskreds og som de mere overfladiske anse for den eneste og relte Vej til Grundig- hed, at den netop trækker enhver mere aandelig Virksomhed | ned til Haandværkets Standpunkt. — Den nu bestaaende lærde Skole forudsælter en mere eller mindre fremtrædende Lyst til aandelig Beskjæftigelse hos sine Lærlinge, men spørger aldrig om, i hvilken Retning denne monne gaa. Den tilkommende Læge eller Præst, den tilkommende Politiker eller Lærer, Tech- niker eller Landmand, hvor forskjellige end deres Livsbaner ville blive, bearbejdes paa samme Maade, idet Skolen alene har det for Oje,der er fælles for alle dens Disciple, nemlig at deres tilkommende Virksomhed fordrer sikkert og paalideligt dvede Aands- kræfter., Derfor 'forsage, nedslaas vi Lærere ikke, fordi vi forudse, at saameget af det, som vi under Måje og Anstrengelse meddelte, og som vore Disciple ofte i Ansigtets Sved tilegnede sig, al det af saa mange bliver lært for atter engang at glem- mes. Thi Arbejdet er ikke spildt; den unges Aand faar Styrke og Kraft ved at lære og ved at tænke, ligesom Legemet ved gymnastiske Ovelser, ligesom Menneskehjertet ved Kampen for hvad der er Pligt og Ret.

Nu vil man vel sige, at alt dette er meget sandt, men at man, fordi der etableres en Tvedeling af den håjere Undervis- ning, saaat der blive to Slags Studenter, nogle dannede i en sklassisk-historisk» Skole, andre i den «mathematisk-natur- historiske», blot kommer Tidsaanden imåde, der stærkt forlanger 'en saadan dobbelt Slags Universitetsborgere, men at man ikke vil Universitetet eller den håjere Undervisning tillivs, intet vil ofre paa Nyttens, den materielle Livsanskuelses Alter. Det kan være, at Ministeriet tråster sig med sine gode Hensigter. Men Midlerne, det vil anvende, tale desværre tydelig. Den håjere Undervisning er og bår være en Enhed. Skal Universitetet op- retholde sin Indflydelse paa Nationens aandelige Liv og derved sin Ret til at bestaa, maa det holde fast paa den Grundsætning, at Fordannelsen til det akademiske Studium i Almindelighed og til de forskjellige Fakulteter i Særdeleshed er saa ligelig hos alle dets Fostersånner som de forskjellige Skolers Individualiteter gjåre muligt. Begynder man fårst paa at fordele Skolens Ency- klopædiske Kursus mellem to Slags Skoler, hvis Disciple have lige Ret til at optages som akademiske Borgere, vil der om ikke idag, saa imorgen dannes Skoler, der i de ældste Klasser ville

-60 I Anledning af den ifølge -Dagbl.s+ Nr. 178 nedsatte Skolekommisslon.

blive til Specialskoler, der særlig forberede til de forskjellige Fakulteter. Vi have jo en polvtechnisk Skole udstyret med saa fuldstændige Apparater og saa talrige Lærere, at den kan tilbyde den unge Realist, der er færdig fra Elementærskolen, alt, hvad han kan forlange. ἕ.

Den 1446 Aug. 1870. i

Til Dal-visan "Aristallen dånn find”. Tydning af spårsmålet i M. Hammerichs «Svenske Læsestykkers, 3' opl., side 209.

Af Fredrik Bajer. ᾿

Ρ ἃ ovennævnte stæd er den velkændte Dal-visa («Kristallen dånn fina.) meddelt også på dalmål. De vanskeligste udtryk er, som sædvanlig, tydede nedenunder; men i næstsidste linie findes et spårsmålstegn:

«α) (7) ὃ issu-jan bim i denne-her by.»

Først må da mindes om den mærkværdighed, at man i landskabet Dalarne kan skælne imellem «sogne-mål», ja i et sogn, «som er delt i to halvdele, adskilte ved en mark af et stenkasis bredde», tales endog meget ulige i disse to dele!) Således svarer regelret Råttviks-målets og håjsvenskens u (i all fald det lange)

til Elfsdals- — au, til Mora- — dy, og til Orsa- “ ζξτ- a7j)). Dal-visa er «opskrevet efter udtalen i Skattungby i Øster- Dalarne», hvortil bl. a. Orsa hører. At opskriften er nærmest ved Orsa-mål, vil man kunne overlyde sig om ved at efterslå de

1) Jf. Molbechs «Nyt historisk Tidskrift», 1' b. 2'h, 8. 531, hvor jeg dog har taget mig den frihed, i ovenstående uddrag, at sætte en mark istædenfor Malb:s oversættelse af ett gårde (9: indhegnet mark, ager; gl.-isl. gerdi), som der vist må have stået i Såves brev: sadskilte ved et gærde af et stenkasts bredde» (!). — Til dansk gærde svarer derimod SV. gårdsgård.

2) Smds. 8. 559 og «Dalarnes fornm.-fåren:s årsskr. 1867».

Ε. Bajer. Til Dal-visan « Kristallen dånn ἤπαν. 61

enkle ord i den «ordlista» for «Orsa-dialekten», som findes i «Dalarnes fornminnesfårenings årsskrift 1867» 5. 30—75, og sammenligne dem med de tilsvarende i Råttviks-dialekten, sam- mestæds 8. 80—110; således vilde (t. 6.) jan (her) i sidstnævnte mål hede: zånå.

Man ledes da let til den slutning, at α)έ er det håjsvenske ut, danske ud, — eller, at ajt 1, der kunde skrives aztr, er SV. uf2 og ἃ. udtr (i). —

Med det samme må lejligheden nyttes til at udtale ønske- ligheden af en anden lille bædring, en ringe ændring, som let vil kunne indføres i 4" oplag af denne udmærkede bog.

Visens håjtærede opskriver, eller vel snarere sætteren i «Runa» 1845, har ikke tilkændegivet, at dalmålet har det ejen- domlige åndende d, islandsk å, tilfælles med dansk"). Dette borde vist mærkes i «Svenske Læsestykker» for danske. Derfor tillader indsenderen sig at foreslå, at di

«Fårr råda, råda rosur» (visens sidste linie) ombyttes med d.

Grammatikalsk Kuriosum. Af J. P. Bang.

Περὶ δὰ i Madvigs latinske Sproglære 8 393 om Prædikats- ord eller Apposition ved en Infnitiv omhandler som bekjendt de ὃ Tilfælde, at Infnitiven hårer til en Nominativ, en Akkusativ eller en Dativ. At der dog ogsaa kunde tænkes det åde Tilfælde, at den henfåres til en Genitiv, viser Horat. od. {Π], 12, 1—3:

Miserarum est neque amori dare ludum neque dulci

mala vino lavere aut exanimari metuentes

patruae verbera linguae. .

Det er vel kun denne i ὃ 282 angivne Brug af Genitiv, der kan foranledige et saadant Tilfælde, og at Attraktionen her ikke kan finde Sted, maa vel ansees for givet.

') Jf. C. Såve: De starka verberna i dalskan och gotlåndskan (1854) 8. 11, Rietz Sv. Alm.-ordb. (fårord) s. IV, «Dal. fornm.-fåren. årsskr.: ο. fl. st.

62

Fortolkning af et Par Steder i Homers Iliade. Af J. P. Bang.

1. XVI, 556—557: “ἴαντε, νῦν σφῶιν ἀμύνεσθαι φίλον ἔστω, οἷοί περ πάρος ἥτε μετ᾽ ἀνδράσιν, ἢ καὶ ἀρείους.

Hvad. Kasus er ἐρείουςἢ Dantzer tager det for Nominativ, idet han mener, at Digteren ved Anakoluthi har fortsat som om der stod σφῶε ἀμύνεσϑε. Fåsi: ἀρείους 80. εἶναι, γενέ- σϑαι, hvad der kan tages fra den relative Sætnings Verbum ges. Han maa vel altsaa tage det for Akkusativ; dette er ogsaa min Mening, men jeg antager hverken nogen Anakoluthi eller en Supplering, hvis Berettigelse er meget tvivlsom; jeg forklarer simpelthen Akkusativen efter Madv. gr. Syntax ὃ 158 ἢ (ἔχχ. under 6) om Apposition i Akkusativ véd en Infinitiv, der hårer til en Dativ. ;

2. "XVIII, 486—489 (tildels — Odyss. ὃ, 272—275):

Πληιάδας F Ὑαδας τε τὸ τὲ σϑένος Ὠρίωνος

άρκτον ϑ᾽, ἣν καὶ ἄμαξαν ἐπίκλησιν καλέουσιν,

ἥτ᾽ αὐτοῦ σερέφεται καί τ᾿ Ὡρίωνα δοκεῦει,

οἴη δ᾽ ἀμμορὸς ἐστε λοειρὼν Ὠχεανοῖο. Den i det sidste af disse Vers liggende Vanskelighed sågte Ατὶ - stoteles (poét. 26) at fjerne ved fålgende Forklaring: καὶ τὸ «οἴῃ δ᾽ ἄμμορος» κατὰ μεταφοράν. τὸ γὰρ γνωριμώτατον μόνον. Dette er umuligt; οὔ er οἴῃ og kan ikke blive andet. Nitzsch forbedrer ikke Sagen ved at sige, at Iagttagelsen paa Homers Tid var indskrænket til dette ene Stjernebillede; de homeriske Grækere have som alle Folk paa et lignende Standpunkt af Civi- lisation, tilmed da de i deres Såfart maatte rette sig efter Stjer- nerne, ganske vist været for godt hjemme i Stjernehimlen til at noget saadant kan antages om dem. Af samme Grund ere vi ligesaa lidt hjulpne med Nitzsch's anden Forklaring, at de åvrige Stjerner, som have denne Egenskab, dengang endnu ikke vare sammenfattede i et Stjernebillede, hvilken Formodning ellers i sig selv kan være rigtig nok (sml. 0. Mållers Prolegomena zu einer wissenschaftlichen Mythologie 5. 193 (.). I Oldtiden har Krates, blåndt de nyere Dantzer, rettet Stedet ved Konjektur, men dette gaaer ikke an, fordi det er aldeles usandsynligt, at en Forvanskning af noget simpelt og rigtigt til noget, ialfald til-

J. P. Bang. Fortolkning af et Par Steder i Homers Iliade. 63

syneladende, saa aldeles forkert skulde være foregaaet og spor- låst have fortrængt det oprindelige fra Traditionen og Haand- skriflerne allerede får Aristoteles's Tid ἢ.

Det er faldet mig ind, at Tanken maaske ligger deri, at man har opfattet on absolut, «ene af samtlige Stjerner paa Himlen», medens det er: «ene af de her omtalte, til Orions Jagt henhårende Stjerner». Himmelegnen omkring Stjernebil- ledet Orion tænkte Grækerne sig nemlig som Skuepladsen for en storartet Jagt; den vældige Jæger Orion med Seirios som Hund forfulgte «Vildsvinene» "Yædsc, og «Duerne», /74&adsg, der af Angst styrte sig i Havet (se ogsaa Hesiod. ὃ. x. ἡ. 619), hvorhen den store Bjårn ikke kan fålge dem; den bevæger sig i sin snevre Kreds paa den nordlige Himmel, idet den spejder ængsteligt efter Forfålgerne. Se Prellers griech. Mythol. I, S. 804.

3. XXI, 331—332. Da Hera seer, at det er paa Tiden at hjælpe Akhilleus i Kampen med Xanthos, siger hun til Hephaistos:

Ὄρσεο, Κυλλοποδιον, ἐμὲν τέχος᾽ ἄντα σέϑεν γὰρ Ξάνϑον δινήεντα μαχῃ ηίσκομεον εἶναι. Dette Sted synes mig i de almindeligst brugte Kommentarer og Ordbåger ikke at være i alle Henseender klart og nåjagtigt opfattet. ”Ærtæ skal efter Papes og Bergs Ordbb. her staae med Bibegrebet af en Sammenligning; men det passer jo dog ikke her at sige: «Vi troede, at X. kunde maale sig med Dig, var Dig voxen i Kamp»; det maatte aabenbart være omvendt, «at Du var ham voxen». Det har sin sædvanlige Betydning «imod, ligeoverfor», og ἃ. σέϑεν er, som Dåntzer oversætter det, «dein Gegner». Om Imperfektet ἠίσχομεν har Dåntzer en besynderlig, ialfald duokelt udtrykt Bemærkning, og desuden antager han Iste Person Plur. brugt for Sing., hvilket: er utvivlsomt urigtigt. Fåsi har her det rette; Imperfektet gaaer paa det Tidspunkt, da Guderne opstillede sig ligeoverfor hinanden til den forestaaende Kamp, s. 20, 67—74. Naar han altsaa siger til sin Sån: «Vi jeg og de dvrige Guder paa vor Side) antog (hidtil, efter det 4, 67—74 fortalte), at X. var den Modstander, som Du skulde bekæmpe», finder jeg deri en skjult Bebrejdelse til Hephaistos, fordi han har tilladt X. uhindret at rase saa længe og saa vold- somt og bringe Grækernes bedste Helt til Undergangens Rand.

ἢ Krates's Behandling af Stedet er jeg fårst bleven gjort opmærksom paa af Rektor C. Berg; videre har jeg fundet den omtalt af Nitzsch til Odyss. V, 275.

64

Anmeldelse.

eee

Et Par Ord om Undervisningen i de gamle Sprog, af Overlærer O. Fibiger. Program fra Metropolitanskolen 1870.

Græsk Læsebog af C. Berg. Anden Afdeling, anden Udgave. FårsteHefte:Fabler og Myther. Kjåbenbavn 1868.

Samme Bog. Andet Hefte, ogsaa med særskilt Titel: Udvalgte Stykker af Arrian, Pausanias, Plutarch, Xenophon, udgivne og oplyste af C. Berg. Kjåbenhavn 1870.

Udvalgte Stykker af Cicero, Cæsar, Cornelius, Sal- lustius og Livius. Udgivne af O. Fibiger og J. Pio. Køb- enhavn 1870.

I den Hærskare af Smaaskrifter, der for en halv Snes Aar siden gjorde vort lærde Skolevæsen til Gjenstand for en heftig Dadel og voldsomme Angreb, var det et yndet Stikord, at Under- visningen var altfor «videnskabelig», altfor formel og systematisk ; særligt rettedes denne Anke mod Lærerne i de gamle Sprog, der beskyldtes for at dræbe Aanden i de klassiske Værker, som de gjennemgik med de Unge, «ved grammatikalsk Pindehuggeri», idet de efter Sigende kun benyttede de Gamles Skrifter som Ve- hikel for grammatikalsk Analyse og lignende Exercitier i Stedet for at lægge an paa, at Disciplene lærte at læse og forstaae Sproget, begreb og tilegnede sig Indholdet af det læste, ud- dannede deres Sands for Formens Skjånhed og styrkede deres Karakter ved at blive bekjendte med en Række Exempler paa store og ophåjede Dyder. Disse Klager ere vel nu for saa vidt forstummede, som de ikke mere komme offentligt frem, men det fejler neppe, at mange, ja maaske Flertallet af dem, der in- teressere sig for og tænke over saadanne Gjenstande, endnu ere af samme Mening. Enten dette nu er Tilfældet eller ej, har denne Anskuelse i den sidste Tid faaet Underståttelse fra eu Side, hvorfra det mindst skulde ventes, nemlig fra Skolens og de -philologiske Læreres egen Lejr. Metropolitanskolens Program for iaar indeholder nemlig «Et Par Ord om Undervisningen i de gamle Sprog» af Overlærer O. Fibiger, der kommer til det Re- sultat, at de lærde Skolers Undervisning i de gamle Sprog giver et i Forhold til den derpaa anvendte Tid og Kraft altfor fattigt og tarveligt Udbytte, og at det Maal, som Forordningen af

ὁ. P. Bang. Anmeldelse. 65

13de Mai 1850 har sat for denne Undervisning, langtfra ikke naaes. Især udkaster Hr. F. οἱ sårgeligt Billede af Latinlæsningen i Mellemklasserne (Ste og 6te): «Forfatterne — — benyttes som Grundlag for en minutids grammatisk Analyse; Dag ud, Dag ind gjentages de samme grammatiske Exercilier med den eneste Variation, at Forfatterstedet, der tjener som. Grundlag for ÅAoa- lysen, vexler; men Fordelen herved er ikke synderlig stor; thi Disciplen tænker kua lidet over Mening og Indhold af det Lærte» (5. 10), og længere ned påa samme Side: «Man fristes til at an- tage, at den daglige Gjentagelse og den pinlige Ensformighed begynder med at slåve Disciplen og ender med at gjåre ham led og kjed af Forfatterlæsningen». For 7de Klasse indråmmer Hr, F. vel, at Forholdet er noget bedre, men giver dog ogsaa (S. 11) en lidet opbyggelig Skildring af hvad der udrettes paa dette Stadium og af Resultaterne ved Afgangsexamen: «De bedre Hoveder — — klare vel saa nogenlunde for sig i det læste Pensum; men ved Pråven i Extemporallatin — viser sig nu of- test, selv hos de Dygtigere, en paafaldende Mangel paa Evne til al finde sig tilrette i simple latinske Perioder; — — en me- ningslås Oversættelse vækker i Beglen ikke synderlig Betænke- lighed hos Kandidaten; thi han er jo fra gammel Tid af mere vant til at awalysere og anstille grammatikalske Experimenter end til at tænke over Mening og Sammenhæng i et Forfattersted.»

Det er stærke Ord, og, fremførte fra den Kant, ville de utvivlsomt blive tagne til Indtægt ikke blot af dem, som over- hovedet ville den klassiske Undervisning og de philologiske Læ- rere tillivs, men ogsaa af dem, der nok ville dem vel i og for sig, men helst see den brede sig med fade og trivielle æsthe- tiserende Deklamationer og ikke kunne eller ville indsee Nytten og Nødvendigheden af, ved al sproglig Undervisning, ikke blot den i de gamle Sprog, at forvisse sig om, δὶ Disciplen har op- fattet det lærte rigtigt og ndjagtigt, hvorved man ikke kan und- gåae οἱ synes desto smaaligere og kjedeligere, jo sværere Sproget er. Hr. F. indråmmer selv (5. 11—12) Muligheden af, at han seer Forholdene i et for mårkt Lys, og det troer jeg netop er.Tilfældet, naar ban mener, at der analyseres for meget I dte og 6te Klasse; jeg tvivler paa, at den overvejende Del af de Lærere, der rundt omkring i Landet undervise i disse Klas- ser, gaae videre hermed end det er nådvendigt for at vejlede Disciplen til rigtig Forstaaelse af det paagjældende Sted eller for at forvisse sig om, hvorvidt en flydende og pæn Oversættelse

Tidskr. for Philol. og Pædag. IX. δ

66 J. P. Bang. Anmeldelse af

er baseret paa klar og nåjagtig Opfattelse i det enkelte eller lært udenad, samt, hvad der da ogsaa er nådvendigt, men rig- tignok indeholder Farer i den af Hr. F. betegnede Retning, for at udvide Disciplens Kundskab og Færdighed i Sproget i det hele. At den grammatikalske Analyse paa dette Standpunkt maa have et ikke ganske ringe Omfang, dertil bidrage flere Aarsager, fremfor alt vistnok den, at Latmundervisningen dels begynder 888 seent i Sammenligning med tidligere Tider, dels at de mange andre Skolefag i en ganske anden Grad end tidligere drage Disciplens Kraft og Interesse til sig; meget maa derfor i Latin- timerne nutildags gjentages hyppigere og indpræntes kraftigere end det får var nådvendigt; Læreren kan hos de Disciple, der rykke op i dte Klasse, ikke vente at finde mere end Sikkerhed i Formlæren og det allersimpleste af Syntaxen samt et ikke overvættes rigt Gloseforraad; Former, hvis Dannelse er, virkelig eller tilsyneladende, afvigende eller vanskelig, tår man endnu ikke lade henstaae uomtalt; de syntaktiske Reglers mangfoldige Modifikationer i Anvendelsen nådvendiggjåre paa dette Stand- punkt mange Spårgsmaal og Forklaringer, inden man tår for- lade sig paa, at Disciplens egen sproglige Sands er tilstrækkelig sikker og paalidelig; det ikke store Gloseforraad nådvendiggjår en langsom Fremskriden, der jo altid er mindre morsom for Disciplene. At disse alligevel, som Hr. F. mener, ofte slåves ved Undervisningen i de gamle Sprog i Mellemklasserne og her tidt sætte meget til af hvad de tidligere have lært, kan vistnok neppe benægtes, men Grunden dertil og Midlerne derimod maa formentlig såges paa et andet Punkt. Inden jeg gaaer over til at paavise det, vil jeg endnu henlede Opmærksomheden paa Hr. F.s vistnok desværre fuldt begrundede Bemærkninger om Under- visningen i 146 Klasse, der efter hans Mening lider af en dob- belt Ulempe, idet Disciplenes Usikkerhed i det elementære tvinger Læreren til stadigt at dvæle ved simple Phænomener, og der- næst Trykket af den forestaaende Afgangsexamen bevirker, at der som oftest ikke bliver Tid til andet end atter og atter at indexercere det Pensum, der skal opgives, for at det kan blive saa e«gelåufigt» som muligt. Som Middel herimod foreslaaer han at examinere Kandidaten ved Afgangsexamen først i et nogen- lunde langt ikke-læst Sted og saa derefter at anstille Pråve i det opgivne, medens man nu plejer at foretage Overhåringen i deri omvendte Orden; herved vil der ganske vist vindes endel; den forste Del af Pråven gjår jo i Reglen mest Indtryk paa Censorerne

Ὁ. Fibiger: Et Par Ord om Undervisningen i de gamle Sprog. 67

og bestemmer i væsentlig Grad deres Forestilling om Exami- nandens Dygtighed; paa den anden Side vil en ikke kortvarig Pråve i et Par læste Steder, hvis den bestaaes med Glands, let kunne kaste en Kjærlighedskaabe over adskillige grove Synder i. den extemporale Oversættelse og bringe dem i Forglemmelse hos velvillige og godmodige Censorer. Saa længe det fastsatte Minimumspensum er saa omfattende, vil let hele den knap til- maalte Tid medgaae til en forsvarlig indpræntuing og Tilegnelse deraf, og saa længe vil det vistnok ogsaa vide at tynge mere i Vægtskaalen end dnskeligt er. Det undrer mig derfor, at Hr. F. ikke tillige har gjenoptaget det Forslag, som i sin Tid blev fremsat af Horsens Skoles Lærere (s. Skolens Indbydelsesskrift for 1861), at nedsætte det forordnede Minimum for Latinens Vedkommende med en Trediedel og for Græsk ;med en Bog af Xenophons Memorabilia. Derved vil der aabenbart idetmindste i Latinundervisningen vindes rigelig Tid til den saa gavnlige, men bidtil af gode Grunde i altfor ringe Omfang drevne kur- soriske og Extemporallæsning; dette Forslag benytter jeg derfor Lejligheden til paa det kraftigste at anbefale til Vedkommendes Opmærksomhed og Overvejelse. Naturligvis maatte det paa passende Maade kontroleres, at Skolerne virkelig benyttede den indvundne Tid og Kraft paa den tilsigtede Maade, og under den Forudsætning, at dette skeer, mener jeg, at Nedsættelsen uden Skade kan gjåres endnu radikalere, idet ialfald for Latinens Ved- kommende det halve af det nuværende vil være fuldkommen til- strækkeligt, især naar Pråven i Latin udvidedes med en skriftlig eller mundtlig Extemporaloversættelse af et poetisk Stykke. Hvis man altsaa sætter disse to Forslag i Værk, efter Hr. F.s Raad lader Pråven i Extemporallatin indtræde paa et saadant Punkt i Examinationen, at den kan tynge med tilbårlig Kraft og ialfald gjåre sig gjældende med stårre Vægt end hidtil, og efter Horsens Skoles Forslag muliggjår kursorisk og Exlemporallæs- ning i tilstrækkeligt Omfang og emanciperer Skolen fra Mini- mumstrykket, er der god Grund til at haabe, at en ny Aand og et friere Sving vil gjåre sig gjældende i 7de Klasse. Men hvor- dan skulle Mellemklasserne blive bjulpne? Vi kunne, som oven- for er sagt, ikke give Hr. F. Ret i den Paastand, at der ana- lyseres for meget i disse Klasser, vel at mærke, hvor Læreren har den fornådne Dygtighed og Erfaring; Misgreb af Begyndere eller af Folk, der ikke ere kaldede til en Virksomhed, de til- fældigvis ere komne ind i, kunne aldrig forhindres, men kunne 5%

68 J. P. Bang. Anmeldelse af

heller aldrig faae nogen berettiget Indflydelse paa Bedåmmelsen af Tilstanden i det hele. Men han har vistnok Ret i, at Di- sciplene i disse Klasser let slåves ved Undervisningen i Latin . og Græsk og blive lede og kjede af det. Ved at gjennemse de uarlige Indbydelsesskrifter fra de lærde Skoler vil man snart blive opmærksom paa, at der paa de fleste Steder i Mellem- klasserne læses Båger af Xenophons Anabasis og Cæsars com- mentarii de bello Gallico, Skrifter, der i sig selv ere Mester- værker, men hvis Indbold i det hele har en for speciel Fag- interesse til i Længden at kunne fængsle Drenge. I 7de Klasse og undertiden ogsaa i 6te læses temmelig stare Partier af Xe- nophons Memorabilia, et Skrift, der er kømmet temmelig i Vanry, og som det næsten er blevet Mode at slaae sig til Ridder paa. Det er vistnok nådvendigt, at Disciplene blive bekjendte med dette Skrift, hvis Betydning for at danne sig et sandt Bil- lede af Sokrates's Personlighed og Optræden man i νοῦ Tid er vel tilbåjelig til at undervurdere; meget af det, der forekommer as ældre trivielt, er det ikke for Bårn, og mange af os have vistnok, uden at være os det bevidst, af Xenophons Memorabilia lært at tænke og ræsonnere over almindelige moralske Emner. Men unegteligt er det, at denne Læsning i Længden bliver end- ogsaa meget trættende, især naar man gjennemgaaer en hel Bog i Sammenhæng og ikke udtager de interessanteste Kapitler. Af Homer læser det stårre Antal Skoler Odysseen, der, dens Værd idvrigt ufortalt, med Undtagelse af nogle af de første 12 Sange, ikke kan maale sig med Iliaden i poetisk Kraft, episk Anskue- lighed, Liv og Afvexling baade i Personernes Karakterer og i Begivenhederne. Det fremgaaer allerede tildels heraf, hvad Overlærer Fibigers Klager bestyrke, at man for en Del i hele Skolen, men især i Mellemklasserne, ikke tilstrækkelig gjår sig Umage for at udsåge de Partier af Oldtidslitteraturen, der ved deres reale Indhold ere bedst skikkede til at fastholde Drengens Interesse ogsaa gjennem det brydsomme Arbejde med at trænge igjennem den haarde Skal. Man maa mere, end det hidtil synes at have været Tilfældet, stræbe hen til, at Disciplen indenfor den haarde Skal, som det koster saa megen Måje at trænge igjennem, kan træffe en Kjerne, han finder Smag i; i Stedet for hele Båger af Skrifter, der trods deres store Værd i og for sig dog ikke kunne interessere ham i hans Alder og ialfald trætte ham, fordi han ikke kan naae til Enden, inden han har glemt Begyndelsen, bår man paa dette Stadium .hellere forelægge” bam

Ο. Fibiger: Et Par Ord om Undervisningen i de gamle Sprog. 69

mindre Stykker, der handle om beråmte historiske Personer og Begivenheder eller paa anden Maade fåre ind i de forskjellige Sider af det antike Liv. Vælger man Stykker, der ikke ere for lange, som derfor let kunne oversees og selv ved den i Mellem- klasserne absolut nådvendige langsomme Fremskriden gjåres færdige paa rimelig Tid, og som paa den anden Side ikke ere ganske korte, men har et nogenlunde rigt og fyldigt Indhold og danne et vel afrundet lille Hele, da vil man paa een Gang op- naåae mange Fordele: det daglige Arbejde gaaer lettere og mun- trere fra Haanden; Eleven lærer mere af Sproget, fordi han læser villigere og med mere Lyst; Hovedpunkterne af Historien, Åntikviteterne, Mythologien befæstes af sig selv og uden Tillæg af Arbejde i Hukommelsen; thi hvad Disciplene faae meddelt gjennem den daglige langsomme: og nåjagtige Beskjæftigelse med deres latinske og græske Pensa, hænger ganske anderledes τοῦ og staaer ganske anderledes klart-for dem end hvad de lære udenad af en Haandbog eller et Kompendium; dette sidste glemmes snart og kommer let til at staae i ubestemte og taa- gede Omrids.

Naar denne Methode hidtil næsten ikke har været ἜΤ Anvendelse hos 08, er Grunden dertil vel ikke at såge' deri, at Lærerne ikke bave havt Oje for de store- Fordele, som derved kunne opnaaes, men meget mere deri, at de fornådne Apparater have manglet, I Tydskland existører der vel flere saadanne Samlinger, og enkelte af dem benyttes ogsaa hist og her hos 08, f. Ex. Jakobs's. og Dårings lateinisches Elementarbuch og for. ide Klasse Matthiås griechisches Lesebuch; men saadanne Båger ere naturligvis affattede med de tydske Skolers Tarv for. Øje, og Forholdene der ere jo i flere Henseender, navnlig med Hensyn til Mængden af hvad der læses og kan læses, saa for- skjellige fra vore, at de samme Undervisningsapparater ikke uden adskillige Ulemper kunne bruges her. For den græske og la- tinske poetiske Litteraturs Vedkommende have vi i Tregders Anthologi og Madvigs carmina selecta et Apparat, der upaa- tvivleligt har gjort vore lærde Skolers Disciple megen Gavn ved at esætte Fluld» paa deres litterærhistoriske Kundskab og ved at bringe Afvexling ind i den Ensformighed, der let klæber ved den udelukkende Sysselsættelse med Homer, Virgil og Horats. Men dels egne disse Samlinger sig kun for 7de Klasse, dels omfåtte de kun den poetiske Litteratur. For Prosaen og for Mellemklasserne, hvor Trangen efter det ovenfor udviklede er

10 J. Ρ. Bang. Anmeldelse af

stårst, have vi, ialfald i de senere Aar, saa vidt jeg veed, kun havt Bergs græske Læsebog, den Afdeling, hvoraf 181. Ud- gave udkom 1844. At det Oplag fårst saae Lyset 1868, tyder just ikke paa, at denne Bog har været meget brugt, hvilket vel ligger i at den dels hentede sit Stof fra mindre «klassiske» For- fattere (især Apollodor), dels fra Thukydid, som man med Rette har fundet for svær for de Disciple, som Bogen var. bestemt for. Ved i den nye Udgave at lade Bogen fremtræde i en for- bedret og betydelig udvidet Skikkelse har Rektor Berg efter vor Formening indlagt sig en stor Fortjeneste af vore lærde Skoler, som det ret var at ånske, at disse vilde paaskjånne ved at tage Bogen i Brug. Det 1816 Hefte af denne nye Udgave indeholder ligesom den gamle Læsebog for 2det Aars Kursus æsopiske Fabler og mythologiske Stykker; men medens denne kun indeholdt 16 Fabler, har hin 38, og i Stedet for at vi for kun fik nogle Fortællinger om Heroer, meddeles der os nu næsten en fuldstændig Mythologi. De i Bogen optagne 42 Stykker (5. 15—72) af Apollodor, Diodor og Bekkers scholia in Homeri lliadem indeholde Theogonien, Titankampen, Zeus's Bårn (deriblandt Muser, Khariter, Horaer, Moirer, Athenes Fådselj), Apolion og Marsyas, Persepbones Bortfårelse, Gigantkampen, Typhon, Prometheus, Dionysos's og Hermes's Fådsel, Asklepios, de vigtigste Heroemyther, deriblandt meget fuldstændige Fortæl- linger om Argonautertoget, Herakles, Perseus og den thebanske Sagnkreds. Ihvorvel der ganske vist er vigtige Myther, som -ikke have fundet Plads i denne Samling (f. Ex. Apollons og Ariemis's Fådsel, Sisyphog, Tantalos, Pelops og hans Efter- kommere, Erinyerne og Orestes, Orpheus og Eurydike), kan Bogen dog meget godt betragtes som en mythologisk Lærebog ikke mindre end som en græsk Læsebog, og dens Hensigts- mæssighed i denne Retning fordåges dels ved de i Noterne med- delte Stamtavler over Guder og Heroeslægter, af hvilke der med- deles alle dem, som Disciplene have nådig at bevare i Hukom- melsen, dels ved de smaa Billeder efter antike Kunstværker, som Udgiveren har fundet Plads til, som det synes, uden at fordyre Bogen. Derved meddeles der Disciplene med det samme nogle Elementer af Kunstmythologien; derved faae de ligeledes noget Begreb om, at det ikke er en tom Tale, hvad de høre og læse om den græske Kunsts Fortrinlighed ; derved ville frem- deles Gudeskikkelserne og deres Attributer træde mere levende og individuelt frem for deres Phantasi og fæste sig bedre i

C. Berg: Græsk Læsebog, 2. Afdeling, 2. Udg. 71

deres Hukommelse; endelig vil allerede det at see saadanne Billeder i deres Bog fra fårst af pirre Disciplenes Nysgjerrighed og give dem Lyst til at beskjæftige sig med den. Naar nu hertil kommer, at disse Stykker samtlige ere skrevne i et let Sprog, i en simpel og ligefrem fortællende Stil, uden indviklede Perioder og at de indeholde et ikke ringe Gloseforraad, troer jeg, det vil erkjendes, at vi her have et Hjælpemiddel for Under- visningen i Græsk, der i en ganske fortrinlig Grad er skikket til ad en let og behagelig Vej og i forholdsvis kort Tid at med- dele Disciplene et ikke uanseligt Omfang af Kundskab i Sproget og samtidig dermed et betydeligt Kvantum realt Stof, der baade i sig selv vil interessere dem og være af yderste Vigtighed for deres senere Forfatterlæsning i. de håjere Klasser og som de komme til uden ringeste Tillæg i Arbejde. Naar alle disse Fortrin tages i Betragtning, er det til at haabe, at Bogen snart vil trænge igjennem og give Undervisningen i Græsk i vore Skolers 446 og dte Klasse nyt Liv og Opsving. Forhaabentlig ville de philologiske Lærere ikke tage for meget Anståd af at Sproget i disse Stykker ungegtelig ikke er rent attisk; det er jo ikke attisk Græsk, Disciplene skulle lære, men Græsk, og at de i dte Klasse have lært nogle ikke-attiske Gloser, kan jo dog ikke være dem til Hinder for siden at læse og forstaa rent attiske Skribenter. Noget betænkeligere, indråommer jeg, stiller Sagen sig med Hensyn til ikke-attiske Former og Konstruk- toner; jeg kunde saaledes have dusket Formerne ἀναδύναντος i Fab. 30 og ἐγκρυβοῦσα i Myth. 42,4 (Side 71) ombyttede med de tilsvarende attiske; den sidste findes tilmed ikke i Udgiverens egen Ordbog, og hans Grammatik har kun den tilsvarende mediale Form; ligeledes kunde det nok være, at det hos Apollodor af og til forekommende ζνα i Betydningen «at» burde fjernes; μὴ " πείϑων Myth. 35, 2 (5. 62) burde utvivlsomt i denne Bog " (naturligvis ikke i en Udgave af Apollodor) rettes til ov πείϑων. I Stykker, der udtages og samles i saadant Ojemed, har man jo dog temmelig stor Frihed i at tillæmpe Texten efter de Læ- seres specielle Tarv, som Bogen gives i Hænde, og der behdver man ikke at gjåre sig saa mange Skrupler, som naar man ud- giver en Forfatters Text i sin Helhed eller samler Brudstykker med det Ojemed at give Forestilling om Forfatterens Individua- litet og stilistiske Ejendommeligheder.

Inden jeg forlader denne Bog, vil jeg tillade mig at hen- stille til den ærede Udgiver, om det ikke i de «smaa Haands-

72 J. P. Bang. Anmeldelse af

rækninger», han har givet til Myth. 30 (5. 58), ἦν γὰρ ἐπὶ ταύτη: «han lod sig beherske af hende», havde været rigtigere at nåjes med den af ham selv Ffårst givne Oversættelse: «han var i hendes Magt». Det i Texten nærmest fålgende viser nemlig, at Am- phiaraos tidligere havde med Ed forpligtet sig til, περὶ ὧν ἂν "Adoaorog διαφέρηται, διαχρίνειν Ἐριφύλῃ συγχωρῆσαε; han var altsaa nådt til at rette sig efter hende, hvor nådig han end vilde, og at der alene tænkes derpaa viser ogsaa det næstfålgende Punktum: ὅτε οὖν ἐπὶ Θηβας ἔδει σερατεύεεν OSV.; at Amphiaraos var en svag Mand, der stod under sin Kones Herreddmme, kan jeg ialfald i dette Stykke ikke finde nogen Antyduing 807]. Bergs græske Læsebog for det Aars Kursus indeholdt i 6te Afsnit «enkelte Træk af historiske Heltes Liv blandt Helle- nhefne», hvoraf 3 Brudstykker af Thukydides's [516 Bog udgjorde Halvdelen, og som 7de Afsnit Lukians Dråm. Dette Parti har nu i Zden Udgave undergaaet en fuldstændig Omarbejdelse og Udvidelse, idet det fremtræder som en hel ny Bog med over 100. Sider Text -foruden oplysende Anmærkninger. Udgiveren har (s. Fort. S. VI) stillet sig paa det pædagogiske Standpunkt, at ehele den græske Undervisning i Skolen er det rene Styk- værk, og at det gjælder om at berige den unges Aand med saa mange store Exempler som muligt paa Klogskab, Selvopofrelse, Retfærdighed, Lydighed, at oplyse den med betegnende Træk af religidse og politiske Indretninger, sociale Forhold og krigerske Begivenheder». I Overensstemmelse hermed har Hr. B. i denne Bog — lad os strax tilféje, med al den Smag og Skjånsomhed, man var berettiget til at vente af en Mand med hans omfattende Læsning i den græske Litteratur og med hans Dygtighed og Erfaring som Skolemand — samlet endel historiske Brudstykker, omhandlende de vigtigste Personer og Begivenheder af den græske Historie til og med Alexander.den Store. Fårst træffer Disciplen paa Beretningen om den 2den messeniske Krig med ἈΠῸ dens Afvexlinger af herøiske Kampe, Tyrtaios's Optræden og adskillige Træk af de lakoniske Antikviteter; derefter fålge Stykker om Theseus og Solon, der indeholde ikke faa Træk af de attiske Antikviteter og den ældre attiske Historie (Attikas Forening og Inddelingen i Stænder ved Theseus, Drakons og Solons Lovgivning, Indtagelsen af Salamis, Begyndelsen til Pei- sistratos's Tyranni og om de 3 Partier, som dengang kæmpede

1) Se ogsaa Prellers Mythol. II, S. 243 og 245 (1ste Udg.).

C. Berg: Græsk Læsebog, 2. Afdeling, 2. Udg. 73

i Athen), om Themistokles, hvorved Beretningen om den attiske Såmagts fårste: Grundlæggelse kommer' med, om Slaget ved Salamis, Karakteristikker af Kimon og. Perikles, hvorved navnlig den fårste vistnok vil komme til at staae i en betydeligt klarere Skikkelse og med bestemtere Omrids end der kan opnaaes igjen- nem de historiske Lærebdåger,; let læselige og for Drenge håjst tiltalende Smaatræk af Alkibiades's Historie; Skildringen af Slaget ved de arginasiske Oer og de der kommanderende Feltherrers Skjæbne giver et levende Indtryk af det démagogiske Uvæsen og af Folkets Letsind og Vægelsindethed; saa kommer et let og behageligt Stykke om Slaget ved Aigos Potamoi og en gribende Fortælling om hvor lidt Athenernes Patriotisme og Udholdenhed i det sidste 'Ojeblik formaaede imod ELysandrøs's af Forræderne i deres egen Midte underståttede Overmagt. Historien om de 30 Tyrånner, Thrasybulos's og de åvrige Frihedsvenners An- strengelser og Athens endelige Befrielse er der helliget 3 Stykker, som give en levende og med individualiserende Træk rigt ud- styret Fremstilling af en Periode, der vel er kort, men baade interessant og lærerig, og som det ved Læsningen af visse Skrifter, f.Ex. dem, der handle om Sokrates og endel af Talerne, kan være af Vigtighed for Digsciplen at have et klart og levende Begreb om. Stykkerne XVIII— XXII indeholde Hovedpunkterne af Thebens Historie fra 382—362; allerede i de sædvanlige historiske Lære- båger fremtræder denne Periode i et tiltrækkende og fængslende Lys, hvorfor Stykker, der give et autoptisk Indblik deri og de- taillerede Forestillinger om den, upaatvivleligt maa være en in- teressant Læsning 'for Disciplene og lade dem mærke, at de ikke blot faae mogle flere Gloser ind og nogle grammatikalske Phænomener indåvede, men at der ogsaa meddeles dem et reelt og positivt, for deres egen Karakters Udvikling betydningsfuldt Indhold. Fremdeles ere de 3 Smaastykker om Demosthenes og hans Tid godt skikkede til at give et nærmere og fortroligere Bekjendtskab': med denne det frie Grækenlands sidste Heros. Endelig er der optaget 3 Stykker om Alexander den Store (Træk af hans "Ungdom efter Plutarkh, Slagene ved Granikds og Issos efter Arrian); ved at gjennemgaåe disse langsomt og roligt, som Skoleandervisningen kræver det, vil Disciplen faae foråget In- teresse for og paa een Gang livligere og vigtigere Forestillinger om denne for.Verdenshistorien saa uendelig betydningsfulde Per- sonlighed. Αἱ der med det samme herved gives den Skole- mand et praktisk Dementi, som for endel Aar tilbage udtalte,

TÅ J. P. Bang. Anmeldelse af

at «Græsken maaskee er det Fag, man fårst skulde tænke paa at udelukke fra Skolen», og motiverede det blandt andet med, at «alngen nu lærer at kjende «den evige Yogling Alexander » ved den græske Undervisning» ἢ, er ialfald i mine Ojne ikke uden Betydning. Αἱ endelig Xenophons Anabasis ogsaa er re- præsenteret i Samlingen, kan naturligvis kun billiges, da dette Skrift baade er saa let forstaaeligt for Begyndere, har stor hi- storisk Betydning og indtager en håj Plads i Litteraturen som et stilistisk Mesterværk. Stykkerne om «Slaget ved Kunaxa» og aden yngre Kyros's Karakter» ere baade i sig selv håjst til- talende, og som Bidrag til at danne sig et Billede af Xenophons Karakter som Skribent tjene de som en passende Modvægt mod det ladtryk, Disciplen maa fade af endel af de fra Hellenica tagne Stykker.

Den græske Undervisning i vore , Skoler har hidtil været sat meget lidt i Forbindelse med den græske Historie, forsaavidt som de hyppigst læste Forfattere (med Undtagelse af Herodot) ikke have hårt til de egentligste og mest umiddelbare Kilder for de interessanteste og betydningsfuldeste Partier af Historien. At der heri maaskee ligger en Hovedgrund til at Disciplene ial- fald i endel (efter Overlærer Fibigers Mening i de allerfleste) Skoler mere have havt Oje og Sands for det besværlige og an- strengende end for det interessante ved den græske Læsning, blev ovenfor udtalt. Denne Mangel vil efter vor Formening af- hjælpes ved Rektor Bergs Bog, i hvilken alle vigtigere Afsnit af den græske Historie får Alexanders Dåd ere repræsenterede, naturligvis ikke ligeligt, hvilket paa Grund af Forfalternes for- skjellige Beskaffenhed var en Umulighed. Perserkrigene indtage, som det vil sees, en håjst indskrænket Plads, men da Udgiveren i Fortalen lover os et Udvalg af Herodot for 7de Klasse, kan der ikke deri såges nogen Anke mod Bogen.

Om de Forfattere, af hvilke Brudstykkerne ere tagne, er der i Noterne meddelt de fornådne litterærhistoriske Oplysninger. At Pausanias er kommet med, vil maaskee i det første Ojeblik vække Forundring, men ved nærmere Eftersyn vil vistnok enhver billige Optagelsen af dette Stykke. Derimod ville vistnok mange med mig savne.Thukydides. Rigtignok siger Udgiveren i For- talen, at han efter den Erfaring, han har gjort ved i Mellem-

1) Lefolii: Et Ord under Forhandlingen om de lærde Skolers nærværende Undervisning og Undervisningsplan.

C. Berg: Græsk Læsebog, 2. Afdeling, 2. Udg. 75

klasserne at læse de i fårste Udgave indeholdte Stykker af denne Forfatter, ikke har turdet benytte hans Værk denne Gang. For en 8828 kyndig og åvet Lærers Erfaring vilde jeg visselig båje mig, dersom jeg havde Vished om, at denne hans Erklæring gjaldt ote Klasse og ikke blot Ste, og dersom han ikke i den nye Udgave havde optaget Stykket af Xenophons Hellenica om «Sejrherrerne i Slagel ved de arginusiske Oer». Kan dette Brudstykke, der er saa fuldt af haarde Anakoluthier og, låse Sætningsforbindelser, hvor Udtrykket ofte er utydeligt paa Grund af Skjådeslåshed og manglende Affiling fra Forfatterens Side, hvori der endelig forekommer en hel Del vanskelige, ja endog nogle højst ufuldstændigt bekjendte antikvariske Forhold, læses i 6te Klasse, for hvilken Udgiveren bar bestemt sin Bog, saa maa de i første Udgave indeholdte Stykker af Thukydid («The- mistokles befæster Athen», «Pausanias's Forræderi og Drab», «Themistokles's Dåd») ogsaa kunne det; de ere ikke en Smule vanskeligere, . snarere lettere. Hertil kommer, at Bogen paa Grund af sit Omfang neppe kan gjåres færdig i 6te Klasse, især da man der tillige bår begynde paa Homer; skal den altsaa, hvad jeg anseer for dnskeligt, fålge med i 7de Klasse, var der saa meget mindre Grund til at udelukke en saa betydningsfuld Forfatter, som det maa være af Inieresse for Disciplene at stifte et om end flygtigt Bekjendiskab med og som i de fortællende Partier af sit Værk endda ikke er saa overmaade vanskelig. Angaaende Noterne, som i I1ste Hefte vel nærmegt ere be- stemte til at hjælpe Disciplene med at gjenkalde sig, hvad Læ- reren har sagt dem ved Gjennemgangen — de indeholde i Over- ensstemmelse hermed mest Oplysninger om uregelmæssige Former af Verberne og Oversættelser af de ejendommeligste Græcismer og særligt vanskelige Steder — og i det Befte efterhaanden skulle fåre dem saa vidt, at de kunne arbejde sig igjennem Texten uden at faae den gjennemgaaet, har Anmel- deren intet væsentligt at bemærke. Et Par Smaating skal jeg tillade mig at gjåre opmærksom paa. S. 5, ὃ 13: ᾿Δριστομένης τοὺς περὸ αὑτὸν λογάδας ἐς τριακοσίων ἀρεϑμὸν προήγαγεν, er προῇγαγαν ikke «samlede», men αἰογόμθαδν; sml. ὃ 5, hvor Antallet af disse λογαδὲες angives til 80. S. 31, ὃ 4 burde χατενεμήϑη («bortrev») ligesaa vel have været oversat i Noterne her, som det er skeet i Udgiverens Kommentar til Plut. Perikl. (S. 90), tilmed da denne Betydning ikke er angivet i hans Ord- bog, ialfald ikke saa direkte og ligefrem, som det var nådven-

16 J. P. Bang. Anmeldelse af

digt for Disciple paa dette Standpunkt. 8. 74, ὃ 9: ὄπερμιψαν δ᾽ ἱππέας οἱ κατοληλυϑύτες καὶ ἐπὶ τοὺς πρὸς τοῖς ὁρίοις Adg- ναίων δύο τῶν σερατηγῶν er oversat i Noterne: «sendte Ryttere til dem af de landflygtige, som endnu stode ved Attikas Grændser, og til de attiske Strateger der»; hvorledes de udhævede Ord faaes ud af Texten, forstaaer jeg ikke; selve de tilsvarende græske Ord er jeg, det tilstaaer jeg, ligesaa lidt istand til at forklare. I Optagelsen af Konjekturer kunde Anmelderen paa enkelte Steder af Hensyn til Disciplenes Tarv paa det Stadium, for hvilket Bogen er bestemt, have dnsket lidt stårre Dristighed. XX, 21 (5. 72) burde vistnok πρότερον være optaget for πρῶτον. S. 99, $ 5 burde éfter min Mening paa ingen Maade forelægges Disciple δῇ 6te Klasse i en saadan Skikkelse, sem her er skeet, tilmed da der er særdeles god Grund til at antage den for for- vansket. Men det forstaaer sig, der opnaaes vanskelig fuldstæn- dig Enighed om, hvorvidt man tår og bår gaae for i den Slags Båger at byde Disciplene en Text, der ikke indeholder andre end de i selve Forfatternes Ejendommeligheder og i -den utvivlsomme 'græske Sprogbrug liggende Vanskeligheder.

Angaaende Interpunktionen kunde jeg have ånsket, αἱ Ud- giveren havde bekvemmet sig til en Smule Inkonsekvens. ἔ og for sig er der nemlig ingen Grund til ved Interpunktion at af- sondre Participier og absolute Genitiver med hvad dertil hårer fra den dvrige Del af Sætningen; men paa den anden Side kan det ikke negtes, at Forstaaelsen ofte lettes ved at gjåre det, medens den ganske vist ogsaa kan vanskeliggjåres ved altfor rigelig Anbringelse af Kommaer. Afseet fra ligefremme Trykfejl som f. Ex. S. 74, ὃ 11, hvor Interpuanktionen i ὡς δὲ ἔγνωσαν οὗ ἐν τῇ ἀκροπόλϑι, 0Abyos ὄντες ikke engang stemmer med den i Noterne anfårte rigtige Forklaring, vil Udgiveren neppe vinde nogens Bifald for en Interpunktion som f. Ex. S. 75, ὃ 2: ταῦεα δὲ ποιήσας καὶ ἀναβὰς and τῆς ϑαλαττῆς, ἐστρατοπεδεύσατο ἐν “εύχτροες. Hvad ubarmhjertig Konsekvens i den Retning kan (ὅγε til, vise Exempler som 8. 91, ὃ 12: ταύτην μὲν οὖν τὴν φιλοτιμίαν αὐτοῦ παραυυϑούμενος ”Apsototélnc, ἀπολογεῖται περὶ τῶν λόγων ἐκείνων osv. og S. 92, ὃ 14: Bovdousvog δὲ τῶ ϑεῷ χρήσασϑαι πϑορὶ τῆς στρατείας, ἦλθεν εἷς Δελφούς. 888- danne Interpunktioner kunne ikke andet end forvirre Disciplen og de ere ikke sjeldne i denne Bog.

Idet vi forlade Rektor Bergs Læsebdger, ville vi udtale som vor Overbevisning, at vore Skoler bår være ham taknemmelige

C. Berg: Græsk "Læsebog, 2. Afdeling, 2. Udg. 77

for disse to med Omhu, Smag og Kyndighed - besårgede Sam- linger, og at Lærerne i Græsk i Mellemklasserne upaatvivlelig ville gjåre sig selv og deres Disciple en god Tjeneste ved at lægge dem til Grund for deres Undervisning. Vi ville dernæst gaae over til at undersåge, hvorledes vi nu for Tiden ere stil- lede her til Lands med Heasyn til ligeende Hjælpemidler for Latmundervisningen, og hvorvidt der her er den samme Trang tilstede til dem. |

Af Skoleprogrammerne fremgaaer det, at.der i åde Klasse i Reglen læses noget af Cornelius Nepos og Cæsars Gallerkrig, i dte ligeledes Cæsar eller Sallust, nogle mindre Taler af Cicero og noget af Ovid, i 6te Taler af Cicero, en Bog af Livius og 1—2 Båger af Virgils Æneide. Af disse Skrifter fyldestgjår Cornelius, hvad man end kan indvende med Sproget, alle billige Fordringer med Hensyn til et for Disciplene let tilgjængeligt, interessant og afvexlende Indhold; mindre er dette, som ovenfor sagt, Tilfældet med Cæsar, og hvad de åvrige angaaer, da kan man vist neppe forebygge, at Disciplene finde det trættende og ensformigt, i henad Halvdelen af et Skoleaar kun at beskjæftige sig med en Bog af Livius, og endnu mere, naar de, som det iaar er skeet i en enkelt Skole, i et helt Aar kun faae læst Ciceros Tale for Sex. Roscius. Der er endvidere med faa Und- tagelser, efter Programmernes Angivelser at ddmme, ikke Tale om kursorisk Læsning i disse Klasser. En Læsebog indehol- dende fortællende Smaatræk og Anekdoter af Ciceros Taler og philosophiske Skrifter, vel afrundede Brudstykker af de historiske Forfattere og mindre beskrivende Stykker vilde vistnok være af god Nytte til at frembringe nogen Afvexling og raskere Frem- gang ved Siden af den sammenhængende Læsning af Ciceros Taler og Virgil. Hvad særligt Livius angaaer, forekommer det mig, at Skolerne vilde være vel tjente med, i Stedet for Udgaver af hele Dekader eller Pentader i Sammenhæng, at faae en Chre- stomathi, indeholdende de Partier af hans Værk, der dreje sig om de ved den historiske Undervisning mest fremtrædende Af- snit af den romerske Historie. Især i de første 10 Båger er der. jo meget, der selv for 7de Klasse, hvor der dog kan gaaes taskere frem, maa synes ensformigt og blottet før Interesse.

«Den Anskuelse, at der i Reglen læses for lidt og for tungt i vore Skoler og at Eleverne ikke igennem et tilstrækkelig fyl- digt Stof føres ind i det antike Liv», har bevæget Overlærer Fibiger og Skolebestyrer Pio til at udgive «Udvalgte Stykker

78 J. P. Bang. Anmeldelse af

af Cicero, Cæsar, Cornelius, Sallustius og Livius». Idet disse Stykkér ere særligt udtagne af Hensyn til Indholdet, idet de dreje sig om Emner baade fra den politiske og fra Litteratur- historien og det saavel den græske som den romerske, idet de fåre ind i forskjellige Stilarter, baade den fortællende og beskri- vende, ja endog Brevstilen, Ciceros elegante, Cæsars simple og ukunstlede, Sallusts sågte og arkhaiserende, Livius's mere håj- travende og rhetoriske Stil, frembyde de unegtelig et godt Middel til at bibringe Disciplene foruden historisk og antikvarisk Stof et betydeligt stårre Gloseforraad end de hidtil i Reglen have kunnet komme i Besiddelse af og vænne dem til at finde sig tilrette i de forskjelligste Arter af de latinske Udtryk. Mest har Anmelderen fålt sig tiltalt af Udvalget af Cæsar og Livius, som ved Indholdet er ganske særligt skikket til at fængsle og interessere Disciplene og sorn det var αἱ dnske, maatte i Mellem- klasserne træde i Stedet for Læsningen af disse Forfattere i Sammenhæng. Αἴ Stykkerne af Cicero vil jeg især fremhæve Nr. 47: «Af Ciceros Liv», der giver en smukt udsågt og vel ordnet, fra "Ciceros forskjellige Skrifter hentet Oversigt over hans Ungdomsstudier, hans politiske Grundsætninger (hvorved, som naturligt er, hans Exil og Tilbagekomst spiller en over- vejende Rolle) og hans litterære Virksomhed og Bestræbelser; endvidere Brevene (62—74), i hvilken lille Samling Udgiverne fortrinsvis have holdt sig til dem fra Exilet; ligeledes er Brevet til Cato om Statholderskabet i Cilicien optaget; endelig Stykkerne 48—61, der indeholde Anekdoter og lette ræsonnerende Udvik- linger eller Beskrivelser; de fra de natura deorum hentede, «Om Verdens Skånhed og Harmoni» og «Det menneskelige Legeme», indeholde et meget rigt Gloseforraad.

En væsentlig Anke har jeg at fremfåre, som især gjælder Udvalget af Cicero. I Fortalen bemærke Udgiverne: «Bogens rette Brug forudsætter selvfølgelig, at Læreren — — — har vel forstaaet og sat sig ind i det hele, hvoraf hvert enkelt Stykke er taget». Dette er nu for saa vidt rigtigt, som Læreren bedst kan bringe Liv i Stykker, tagne fra Skrifter, han selv har læst og er inde i, men alligevel bliver det en Hovedfordring til den Slags Samlinger, at Stykkerne skulle danne et afsluttet Hele, der i det væsentlige kan forstaaes og have Interesse ved sig selv; skal Læreren -give vidtlåftig Besked om de forangaaende Partier af Skriftet eller tilknytte en Mængde Oplysninger, som ikke be- håves for den, der læser det hele i Sammenhæng, passer et saa-

Ο. Fibiger og 1. Pio: Udvalgte Stykker af Cicero, Cæsar osv. 79

dant Stykke ikke i Samlingen. Denne Regel har ogsaa Berg i de nys anmeldte græske Læsebåger og Henrichsen i sine Opgaver til at oversætte fra Latin paa Dansk holdt sig efter- rettelig; af den sidstes Omhu, Takt og Smag i denne Retning findes en varm Paaskjådnnelse udtalt af en af vore dygtigste yngre Philologer i det philologisk-historiske Samfunds Aarsbe- retning for 18539—60, 5. 26. I Fibigers og Pios Udvalg ere derimod mange af de fra Ciceros philosophiske Skrifter hentede Exempler lidet heldige, fordi det tilknyttede Ræsonnement ikke ret forstaaes udenfor sin Sammenhæng (f. Ex. Nr. 4 og 10, [816 Stykke) eller fordi de i sig selv ere ganske korte og abrupte (Nr. 3, Nestor og Odyssevs) og derfor ikke kunne vække videre Interesse. De af Cicero de republ. udtagne Stykker om de romerske Konger, især Nr. 13 om Romulus, bære det Præg, som ikke sjelden findes i historiske Overblik og Rekapitulationer, der ledsage philosophiske og politiske Undersågelser; Udtrykket er kort og sammentrængt; Forfatteren bestræber sig for at faae saa meget som muligt sagt eller antydet med saa faa Ord som muligt og forudsætter tilsidst alligevel, at Læseren kjender det faktiske; den Slags Stykker blive derfor let en for «tung Fåde» for Drenge. I Stykket om Ser. Tullius (16), hvor man venter en Fremstilling af Inddelingen i Classer og Centurier, hedder det: quæ descriptio δὲ esset ignota vobis, explicaretur a me: det kan Cicero sige eller lade en romersk Statsmand fra Repu- blikens blomstrende Tid sige; for Elever i vore lærde Skolers Mellemklasser havde det været bedre, om denne descriptio var bleven meddelt f. Ex. efter Livius. I det ellers meget passende Stykke om de græske Talere (Nr. 41) omtales i Begyndelsen de «guingue res, ex qusbus eloquentta constare dicitur», men disse res eller artes ere slet ikke nævnte i Stykket; det havde været rigtigere at udelade de to sidste Punktummer i fårste Stykke. Ådskillige, især af de mindre Stykker, vilde gjåre et mere har- monisk og tilfredsstillende Indtryk, naar Udgiverne ved forskjel- lige smaa Tillæmpninger havde sågt ligesom at skjule, at det er Brudstykker, og ikke bekymret sig om, at der derved maaskee gik et eller andet bekjendt og betegnende Træk eller Apophthegm i Låbet. Nr. 5, Iiste Stykke, burde være begyndt med Solon guum interrogaretur; som det staaer der, er der noget usammen- hængende og uensartet deri, der vistnok endogsaa vil være Di- Sciplene paafaldende. Nr. 6, Zdet Membrum, betegnes i Ud- gaverne af Tusculanerne som uægte; ialfald burde i denne Bog

80 ἡ. P. Bang, Anmeldelse.

det låse og springende i Fortællingen være undgaaet hellere end absolut at ville have dette Træk med. Nr. 22 burde be- gynde saaledes: δοίϊο Punico secundo C. Flaminius consul osv. uden Spårgsmaalsform, der ikke passer udenfor den philosophiske Udvikling, som dette Exempel tjener til at begrunde. I Nr. 23 burde det sidste Punktum være borte. Side 46 vilde det være heldigere, om Perioden «Hæc οἰδὲ videntur — persecuti» var bleven udeladt. At Begyndelsen af somnium Scipionis er op- taget som Nr. 27, er håjst besynderligt; enhver Læser vil for- undre og ærgre sig over, at Stykket afbrydes netop som Hi- storien skal til at begynde. 1 Nr. 48 burde aabenbart forste Linie udelades.

Et Par Særheder, som vidne om mindre god Smag ved Ordningen af Brudstykkerne vil jeg endnu omtale. Under Over- skriften «de ældste romerske Digtere» (Nr. 44) venter man na- turligvis litterærhistoriske Oplysninger og fåler sig da noget flau ved at see Trediedelen af Stykket optaget af den bekjendte Anekdote om Scipio Nasica og Ennius, der negtede sig bjemme for hinanden. Den morsomme Historie om hvorledes Ciceros Forfængelighed blev ydmyget ved Tilbagerejsen til Rom, da han havde fratraadt Kvæsturen paa Sicilien (5. 48), har just ikke faaet den mest passende Plads i Stykket om Ciceros Liv; det hårte bjemme mellem Stykkerne 54—61.

Med Hensyn til de Forfattere og Skrifter, hvoraf Stykkerne ere tagne, da burde UCdgiverne vistnok ikke have benyttet saa- danne Boåger, som ogsaa, hvor denne Samling tages i Brug, rimeligvis alligevel ville forblive i Disciplenes Hænder, navnlig Madvigs Udvalg af Ciceros Taler, Cornelius Nepos, maaskee ogsaa Ciceros Cato major og Lælius; Udeladelsen af de herfra tagne Stykker kunde enten have gjort Bogen prisbilligere eller givet Plads til at udvide det fortræffelige Udvalg af Cæsar, Sallust og Livius. δ΄ Udgiverne have indskrænket sig til Guldalderens Forfattere, er der ingen Fare for, at deres Bog skal træde i Konkurrence med Henrichsens Opgaver til at oversætte fra Latin paa Dansk og med Flemmers Udvalg af Solvalderens Parfattere, hvilke fortræffelige Båger ogsaa i Fremtiden ville vide at hævde deres Plads i Skolernes åverste Klasse.

Naar de ὃ her anmeldte Båger tages i Brug ved vore lærde Skoler, er det min Overbevisning, at Undervisningen i de gamle Sprog vil vinde betydeligt i Henseende til Liv og Fylde, og at Klagerne over det utilfredsstillende Udbytte af den anvendte Tid og kraft og over, at Disciplene ere ligegyldige for Indhold og Mening af det læste og derfor kjedes, slåves og trættes ved denne Undervisning og at de i Mellemklasserne sætte til af hvad de have lært i Begyndelsesklasserne, de være nu mere eller mindre berettigede, ville forstumme.

Rønne, August 1870. J. P. Bang.

81

Emendatiunculae Livianae. Scr. Α͂. $. Wesenberg.

I. Liber XXI.

2, 2 et 4, 10; v. ad XXVI, 51, 3.

3, 2 post erat excidit fortasse ducem eum declararet; οἴ. 5, 1: dux est declaratus.

5, 13 num scr. sn medioque alveo?

10, 9 sic interp.: et, id de quo verbis ambigebatur, uter —; (cfr. 57, 4 ibique Madv.); id cum iudex iungi non "potest; illud: uter — rupisset pendet quodam mode ex iudex == iudex eius, de quo ambigebatur, uter —.

13, 3 notandum nec (ullius alterius) pro non rariore demplo positum, HERRENS Cic. pro Bred: 2, Sall. Cat. 24, 3.

15, 3. De ΠΝ erat v. est (an esset?) post coeptum v. anna. αἱ X, 17, 8.

19, 3 seripsi + censuisset; Livius fortasse conscivis- set v. conscisset scripsit; XXIII, 15,7 in P. consensua est pro. conscientia. .

19, 6 scribendumne cum Gron. et aut in societatem —? " Similiter aut addendum videtur XXIV, 8, 10 (cum Madv.) et XXXIV, 59, 7 ante impetraturum et XXXVIII, 10, 4. ante gende

23, 6 scribendumne cum Gran. gravari militiam?

24, 1 scribendumne lliberrim? cfr. ὃ et 5.

25, 9 probo Madv. coni. praecipitat, multaque ob constantem Livii usum verbi praecipitandi, non quod participium in prosa oratione cum verbo finito non recte coniungatur, id quod non ita esse hi løci demønstrant Liviani, qui Madvigio emendatione egere visi sunt: V, 25, 8 pollicitae tr. mil. aurum, οἱ omnia ornamenta — detulerunt, XXIII, 10, eres egit, — οἱ — pollicitus, XXV, 39, 2 copiae

Tidskr. for Philel. og Pædag. IX. : 6

4457!

ΧΩ

82 Α. 5. Wesenberg.

— ductae, et — penetravere, XXXill, 28, 8 errare ait homines —, multaque — argumentatus, XLIl, 9, 2 Ro-

mam rediit, senatuque — vocato — invectus in prae-

torem, 64, 3 iubet, atque — profectus; XXVIL, 27, 9 ce- teri aut interfecti aut cum consule effugerunt; XXXVI, 6, 4 Thebas vendt; ibi -- dtetiohem exorsus; XXXVII, 36, 2 dixit; deinde — pollicitus. Nec Madvigius ipse in his locis offensus est: I, 37, 1 accensa ligna, et — accen- dunt, VI, 25, 1 adducuntur, percontantibusque fassi, XXII, 31, ὃ classis — cursum tenuit, traditaque, XXIII, 10, 9 in castra perducitur, extemploque impositus in navem, XXIV, 12,5 Hannibalem AÅrpis profectum et re- gredi, XXVII, 16, 2 terga dederudt, dilapsique, 27, 4 omnes exorti οἱ — impetum fecere, ΧΧΧΙΙΙ, 27, 10 id aegre et in praesentia hi passi et in futurum etiam metum ceperunt;, XXXVII, 32, 7 ne tum quidem ad qui- etem versi, sed — concurrerunt, Dubitationis aliquid nonnulli loci habent, ut XXIII, 18, 4 missus, nec ipse —

sustinuit, ubi nec potest esse ne — quidem,: XXXIV, 14.

6 pulsi, cedentesque — intulere, ubi fortasse sic inter- pungendum: pulsi cedentesque, ut pulsi sit appositum, itemque XXXVIIL, 15, 1 fortasse comma post ductus delendum. Uno et altero loco et ortum esse potest ex -et, ut IV, 1, 6, XXI, 45, 8 (ubi tamen Livius mihi videtur cum et etiam secundum precationem omissurus fuisse; cfr. IV, 46, 4: dicitur — precatus — et — institisse), vel ex e, ut XXXI, 21, 5, vel ex est, ut ΧΧΧΙΙ, 14, 2, vel male intellectum esse, ut XXXIV, 27, 5; interpolatio quidem rara est, ut XXXVIII, 24, 7, ubi delt. tamen codd. omittunt ac. Collatis igitur permultis illis locis equidem defendo XXIV, 18, 11 convenere — hortati- que, XXXIV, 25, 8 sensit — hortatusque.

25, 13 fortasse scrib. Tannetum, in vicum; etsi aliis quoque locis codd. Liviani notissimae regujae obstant; v. XXIl, 18, 7 Gereonium pervenit, urbem — desertam, XXVI, 19, 11 Emporiis, urbe Graeca, XXXI, 45, 12 Sciathum lraiecere, vastatam urbem, XXXVIill, 24, 1 Ancyram, nobilem — urbem, XLIV, 32, 2 Meteonem, Labeatium gentis urbem,.XLV, 27, 9 Aulidem traiicit, trium mil- lium spatio distantem portum. De lil, 1, 4 maior dubi- tatio est; neque enim certum est, utrum Antium accusativus tocalis eit an subiecti, quoniam non solum dicitur: colonia

Emendatiunculae Livianae. 83

Puteolos deducitur, sed etiam: Suessa et Pontiae co- løniaåe deducuntur (1X, 28, 7), nec tamen, credo, addita appositione. XXVI, 11, 11 (qui locus alius generis est, quippe ubi vicum nudum, side adiectivo ullo genitivove, sit ad Foru- los appositum) "non praecedente Amiternum Livius scripsisset in Forulum vicum; nunc, etsi in post m excidere facile po- tuit, puto Forulos vicum ad Amiternum esse accommoda- tum. (Apud Ciceronem scribitur: Catinam quum venisset, oppidum locuples, Verr. IV, 50, Capuam colonia dedu- celar, urbem amplissimam, or. agr. Il, 76, Antiochiae — celebri quoudam urbe, pro Arch. 4.)

26, 7 scripsi: Ceteros accolas fluminis Hannibal + et eorum ipsorum, quos sedes suae tenuerant. Equi- dem fateor me nescire, quid sit et eorum ipsorum; an est τ» ceteros (praeter Volcas) accolas fluminis et (accolas) eorum ipsorum (perpaucorum; cfr. ὃ 6: omnibus ferme suis trans Rhodanum traiectis) Volcarum, quos sedes suae tenue- rant, i. 6., qui cis Rhodanum remanserant? Εἰ quid est: «Na- boer netop, just, til dem» aut «Naboer erdog til dem»? Ån auditur eos («og netop af disse — Flodens øvrige Naboer — dem»)? Si et eorum ipsorum totum abesset, nihil desi- deraretur; ceteri accolae fluminis, quos sedes suae tenuerant responderent Volcis, qui ulteriorem ripam armis obtinebant; sed sine dubio latet aliquid in illo et eorum ipsorum; fuitne et Voléarum ipsorum, scil. eos? Αἱ suis in ὃ 6 vix est masc. gen., sed neutr. — suis rebus.

29, 3 fuit quum ego, ut Dukerus, coniicerem pro Gallorum scribendum esse Galli; sed Gallorum potest esse genilivus generis («bestaaende af Galleres» - Galli), ut II, 57, 9, XXII, 41, ὁ duas prope partes tironum militum («to Tredie- dele Rekruter»), XXIII, 35, 6, XXIV, 16, 4, XLII, 81, 1.

31, 11. Quoniam per zeugma ad vada gurgitesque vix licet ex volvens audire faciens, vide, ne hoc ipsum post gurgites inserendum sit, ut olim edebatur.

32, 9 num fuit quam ἐπ estentissima potest valle?

32, 13 num fuit evadit ἐπὶ iisque ipsis tumulis?.

35, 3 ego sponte, ut Creverius, artas praecipitesgue vias; omissum que ante ui.

85, 11 scribendumne sicut breviora, ita rectiora sunt? Cfr. 36, 1 rectis saxis, al.

37, 5 scripsi apricos ᾧ quosdam colles, probans Madv.

62

“7

84 Α. 5. Wesenberg.

coni. apricosque iam colles; οἷν. h.l. ἰδ humano.cultu digniora loca et 48, 4: iam in loca altiora, i. 6.. in loca iam altiora.

39, 3 sic interp.: venissel, exercitu — trepido ad Padum festinandi. É

40, 6; v. ad VIII, 19, 3.

40, 9 verba, quae sunt membra torrida gelu, simillima sunt interpretationi antiquae verborum praeusti artus, in marg. ascriptae (cf. ὃ 7); iis deletis bina membra bipertita ap- tissime inter se respondent: 1 a) praeusti artus, b) nive rigentes nervi, 2 a) quassata fractaque arma, b) claudi ac debiles equi.

ål, 4 scr. quia assequi terra non poteram, regres- sus ad mare; cfr. 32, 2 de eadem re: ad mare ac naves rediit; terra et mare inter se respondent; ut neque ortum est ex regre-, sic erat sive ex mare sive ex -eram (po- teram). :

ål, 11 scribendumne ultimo suppliciorum humano - rum, -rum ante hum- omisso?

4, 8 scribendumne inter victoriam mortemque?

45, ὃ ser. vellet; velit, ut saepe, ortum est ex velet.

45, 7 scr. pro iis.

åd, 8; v. supra ad 25, 9.

45, 9 scribendum credo sperata esse rali, praesertim si moraåaeg genitivus est, quod esse credo; tum enim, infinitivo non addilo, sententia praedicato omnino caret.

49, 10; v. ad XXIII, 43, 13.

50, 7; v. infra ad 60, 4.

d2, 2 scripsi δἱ minutus, probans Madv. coni. ad- monitus; et ex al- ortum.

δά, 4 malim leniore correctione aul cum Α. Perizonoio cum Magone aut Magonis. De hoc: mille equitibus cum Magone dimissis cfr. XXIl, 8, 1: quattuor millia equi- tum cum ὦ. Centenio missa, XXIll, 18, 1: Gaetulos cum ΄ praefecto praemittit; contra XXII, 13,.9 est, ut ἢ. |. voluit Madvigius, Mabarbalem cum equitibus dimisit.

55, 10 Madvigius suspeclum habuit in; sed cfr. XXII, 14, 9 in affectis rebus, Il, 35, ὃ in exoleto odio, alibi in trepida re et de tamen — in (nos: «trods — dog») I, 24, 1, IX, 3, 5, XXII, 24, 14, XXXI, 24, 16, al.

56, 2 ser. cum Gron. mediam Afrorum aciem, in ean-

Emendatiunculae Livianae. 85

dem sententiam, in quam scribitur media Afrorum acie; viam, qua perrupere, nihil opus fuit bis ablativo significare.

57, 8 scr. proelium commissum, [in] quo — defen- sum egregie praesidium est, ut dicitur vincere aliquem proelio, abl. instr., non in proelio, alia; in adhaesit ex m.

60, 4 scripsi Τ clementiaeque. Excidisse alterum sub- stantivum (clementiae facilitatisque?), veri similius mihi videtur, quam que esse interpolantis. Similiter XXVI, 7, 6 malim cum Weiss. addere agenda ante audenda vel potiug post audenda quam cum Madv. delere que; quamquam g nasci potuit ex d (φ --- ἃ — p — ὃ). XXVI, 13, 9 scripsi + ex- secrabilisque, incertus, excideritne adiectivum aliquod, ut inexpiabilis, post exsecrabilisgue (non, ut Weiss. conie- cit, ante exs.), an que sit aberrando ad atque natum. XXI, 50, 7 armatam excidit facilius post ornaftam quam ante orna- tam, XXVI, 24, 2 multo facilius SiciZza post Itaæza quam ante [talia, et Sicilia per que aptius adiicitur Italiae quam con- fra; XXVI, 10, 2 excidit facerent facilius post agerent quam facerent ante agerent; cf. de ordine verborum ΧΧΙΙ, 11, 2. Madvigius ipse plus triginta aliis locis vel necessario vel saltem apte ex sua aliorumve coniectura unum plurave verba similiter omissa supplevit. Idem recte que delevit viginti fere locis, ubi que (4φ) aberrando ad sequens praecedensve aliquod due, qui, quam, quod, quos aut ex sequenti praecedentive aliquo g vel Ρ nasci facile potuit.

61, 6 sic interp.: compulsis omnibus Atanagrum, urbem, quae — erat, circumsedit. i

62, 2. Valde dubito, scripseritne Livius quis pro quibus hic et XXVI, 15, 4, XXX, 25, 7, XLIV, 3, 2, aliquis pro ali- quibus XXIV, 22, 14, XXVI, 15, ὁ et 49, 6, XLV, 32, 6. Cfr. de -ibus, in antiquis codd. scripto -ib., et -is inter se permuta- tis Madv. praef. ad V. IV Ρ. 1 p. 6.

62, ὃ ego sponte, ut Madvigius in praef,, et æn foro.

62, 5 notabili duritia Livius scripsit, si hominum specie visos posuit pro 60, quod est quosdam hominum specie; videndum tamen, ne fuerit hominum species procul cum candida veste visas nec — congressas; cfr. XXIV, 10, [l0. Quum specie pro species scriptum esset, corrigendo feri potuit visos — congressos; cum post -cul et ante can- facillime excidit; ablativus sine praepositione hoc quidem loco duriusculus est.

86 Α. δ. Wesenberg.

62, 9 Madvigius errore typorum: et lectisternium et supplicatio iuventuti pro 60, quod est et lectisternium juventuti et supplicatio; v. Emm. Livv. p. 280.

63, 9 sic interp.: vertisset, magis — sumpturum («han var dragen bort —, for at tiltræde sit Embede»); cfr. XXV, 27, 13, annan. mea ad IX, 12, 2.

63, 14 scr. cum Gron. [in] omen; cfr. XXil, 26, 5, XXXIX, 26, 9; etsi de in conferri potest IV, 61, 10, XXXIX, 28, 6; ipsum accipere in aliquid Tacitus habet Ana. VI, 13.

Lider ΧΧΙΙ. ,

1, 1 scr, lam ver appetebat, quum Hannibal ex hi- bernis movit; sic, opinor, semper Livius omnesque alii, non iam — atque; in P. saepissime confunduntur qud (quum), que, qui, qua, σοί. ἢ).

1, 5 ser. quum ad senatum de R. P. retulisset. Sem- per, ni fallor, et necessario quidem additur signifcatio aliqua senatus; ὁ. II, 1 ad senatum facile auditur ex c. 9, 7 sqq.

1, 9 scr. lapides de caelo cecidisse; cado poscit praepasitionem; cfr., quae dixi ad VIII, 9, 10; de excidit post -des, ut I, 31, 2 post -re.

1, 10 malim post -se ex spersum facere respersum, ut est in cod. C., quam sparsum.

. 1, 17 scribendumne decretum est, ut lovi —? Sequitur et ut libertinae —.

2, 9 ser. exstaret αὖ (8. ex) aqua, ut est 2 10; ex- stare re aliqua in prosa oratione est erage frem med».

4, 4 ser. deceptae sine nota mendi. Deceptae insi- diae sunt, in quas quis deceptus incidit, =— insidiae occultae eoque ipso decipientes, fallentes; v., quae Madvigius ad VIII, 7, 18 exposuit, ubi tamen ex decepte ante u fieri deceptar potuit.

5, 3 scr. magis iis.

5, 4 ser. ad gemitus vulneratorum, ut respondeat illi: mixtos strepentium paventiumque clamores; gemitus

1) Nunc ex verissima Woelfflini coniectura scribo appetebat; itaque Hannibal —; cfr. loci ab 60 laudati: V, 19, 1, X, 20, 9 et 46, 1, XXII, 19, 11, XXV, ål, 8, XXXV, 8, 1 et 16, 1 et 41,1, XLIV, 17, 1. 1870.

Emendatiunculae Livianae. 87

nusquam, quod meminerim, cum genitivo obiectivo ponitur; aberravit librarius ab altero σ ad alterum. ,

δ, 8 scr. animorum sine uncis; animus est «Mod», animorum «FEljerterne», intentus animus «Sindet, Opmærk- somheden».

8, 2 ex aestimare post sed auditur existimare.

8, 6 scripsi neg dictalorem f populo creare po- terat. Malim, ut ipse Madvigius in praef., dictatorem po- pulo non consulto senatus; an fuit dictatorem populo senatus non. consulto, contrariis, populo et senatus, iuxta inter se posilis?

8, 7 scribendumne iisque?

10, 10 scribendumne Mercurio ac Cereri, ut in om- nibus membris superioribus est? Omisso ac ante 6, ut 13, 1, alibi, additum et.

11,4. ut, quibus — essent, uti commigrarent. Cur ut post tam pauca verba interiecta repetitum, οἱ quidem mutata sua forma? (Vill, 6, 14 post haec: ut, si quando unquam — esset, tanc minus mire quasi graviore forma additum est uti.) Livius sine dubio soripsit aut uti, quibus — essent, commigrarent aut proposito, quibus — essent, uti (v. ut ii) aut proposito, ut, quibus — essent, ii, uti orto ex -nt et ii, sicut fortasse XXI, 49, 8 post deferrent ex -nt natum est et, non ex ut; v. Madv. Emm. p. 224. Quare equidem seribo + ut, quibus —. li non sine causa additum esset, uf cui responderet illud: ex agris omnes regionis elus.

12, 4 malim tandem + quos —; nam additum unde quo8s sit, haud facile intelligitur; latet potius in eo aliquid; an aligquando? Propius ad quos accedit Hauptii coni. illos.

13, 4 scribendumne cum Gron. monitos etiam atgque etiam, ut promissa —?

15, ὃ ser. vidst ac; uiditac excidit post numidas.

18, 7; v. ad XXI, 25, 13.

20, 2 scribendumne fixerant ἐπ vadis? ἐπὶ omissum inter πὲ οἱ τ.

20, 6; v. ad XXIV, 36, 10.

24, 8 scripsi + Tum ut itaque. Fuitne Tum itaque, ofto ut sive ex til sive ex it-? lam ante vallum prope ἃ vallo aberat (δ 5); tum («nu»), Romanis castris ad propiorem illum

88 A. 8. Wesenberg.

tumulum tralatis (2 7), paulum (exiguum spatii) vallum ἃ vallo aberat.

24, 10 illud: pars exercitus aberat iam fame sine dubio est annotatio quaedam marginalis, ascripta ad tanta paucitate, de qua cf. ὃ 4: tertiam partem militum fru- mentatum, scil. famis causa, — dimisit.

25, 4 secripsi in ducendo bello ὁ ac sedulo; excidit sine dubio alterum adverbium inter bello et ac, ut consulto.

26, 7 scr. aequatam, aeque (codd. cumque); cum repetitum ex cum imperii expulit ae; cam magno, invicto animo vix quisquam Latine dixit (Madv. G. L. ὃ 258 n. 1).

28, 12 retinendum puto succedentem post succedens; v. ad I, 43, 3. |

32, 7 scribendumne si quam opem in 8088 esse cre- derent? Cfr. tamen ὅπη. ad I, 34, 4 et ad IX, 86, 2 et .Sall. lug. 43, 2 et 54, ὃ et 85, 23.

36, 4 scribendumne aequarent, 6ὲ septem?

36, 7 suspicor Livium sic scripsisse: sudasse (cf. 1, 8 et 12) οἱ aquas 6 fonte calido ge/sdas manasse, ut 6 parte iam Alschefskius et Madvigius scribendum coniecerunt. Manare necessario poscit praepositionem; sine 6 esset «kolde Vande havde flydt med en varm Kilde». In P. est callidos, fortasse natum ex ipso calido gelidas, quum post calido omitteretur gelida.

37, 1. Vide, ne Livius accusativo casu semper dixerit Ostiam (cfr. 11, 7, al.), ablativo utrumque, et Ostia (11, 6; 57, 7; XXIII, 38, 8, al.) et Ostiis (IX, 19, 4; XXVII, 23, 3). Ostiae est 11, 7, XXVII, 22, 12, al.

38, å ego sponte, ut Madvigius, suspicabar, ad petendi excidisse substantivum aliquod (valli?); in textu scribo + pe- tendi.

38, 9 scripsi quod ὁ ne qui dux. Quod Madvigius scri- bendum coniecit quod denique dux, sic videtur dicendum fuisse: mirari se denique, quod dux; an latet epitheton aliquod ducis?

39, 6 nihil est cur uncis- includatur consulatu; recte cum vi ter notio consulatus repetitur, praecedente ille consul demum.

39, 19 ego sponte, ut Muretus: Gloriam vanam qui —1).

-.........----.-...- -.. -- - ---.--Ἐ- .-

1) Sed Wolfflin rectius: Vanam gloriam qui —; maiorem vim Υ 8 Ὦ ἃ Πὶ

Emendatiunculae Livianae. ᾿ 89

41, 7 scr. equites, et impedimenta per convallem vel equites impedimentague per convallem, ut aut et post -es aut g ante p omissum sit; an scribendum trans prozimos pro transque proximos, g ex p orto?

44, 5 ego: Paulus Semproniique et Flaminii teme- ritatem Varroni, Varro Paulo speciosum — exemplum Fabium obiiceret. Dativus ducibus pendet ἃ speciosum exemplum, non ab obiiceret.

44, 7 scribendumne: quibus lingua tam esset prompta ac temeraria, (scil. iis, non eorum) aeque — manus? "Cfr. ad X, 17, 8.

45, 7 mon probo Madvigii. coni.: tenuerunt; ex ceteris levium armorum auxiliis prima acies facta, quod, quo- niam levium armorum auxilia nulla ante commemorata sunt, sic durissime intelligendum erat: «af de øvrige, letbevæbnede Hjælpe- tropper == af de øvrige Hjælpetropper, hvilke vare letbevæb- nede»; recte vero iaculatores cum ceteris levium ar- morum auxiliis («tilligemed de øvrige letbevæbnede Hjælpe- tropper») dicitur, sive ex ex - 68 ortum expulit cum, sive, cum omiss0 ante ceteris, additum est ex.

47, 3 scr. detrahebat de (v. ex) equo. Alius rationis est detrahere alicui vestem, capiti coronam, alia, quae plus minusve privandi notionem habent; ne cum ablativo quidem casu sine praepositione detrahere facile dictum est.

49, 14 sic interp.: alter, seu — consilio nulli —.

51, 1. diei quod reliquum esset noctisque inse- quentis quietem, i. e. «Hvile i det, der var tilbage af Da- gen, og den følgende Nat»; cfr. 59, 4 diei reliquum ac noctem insequentem.

51, 6 scripsi ὁ tracta, probans Madvigii coni. contracta; con (6δ) facile excidit post quos (0 ΟΒ).

52, 1 scr. e P. brachio flumine obiecto eos exclu- dit; cfr. ann. ad III, 55, 8.

53, 10 comma post patiar ponendum: ut — patiar (scil. ita; an excidit ita post -tiar?), si — afficias («gid Du —; efr. Madv. G. L. 2 384 not.; Cic. ad Q. F. I, 3, 10, ad Famm. XIV, 4, 8. Sall. Cat. 85 extr. notio rogandi inest in his: com- mendo tuaeque fidei trado, quare post trado ponendum

habet, ut cui opponatur veram; nec ὃ 18 est gloria vana, sed vana gloria: 1870.

90 ἊΝ ἃ. 8. Wesenberg.

est comma, non semicolon, ut hoc: eam — defendas idem sit, quod ut eam — defendas.)

54, 4 seribendumne faciebat; [et] ἰδ, ut et ex »at ortum sit? Non additur novum aliquid, sed explicatur tantum multitudo; cfr. tamen ann. ad IV, 49, 9.

55, 8 ser. urbe; cfr. XXIII, 10, δ et 11, 4 et 16, 6, Madv. praef. ad. lil, 58, 10.

56, 2 scribendumne cum Heusingero ad XV millia? cfr. 54, 1 et 4.

60, 7 ego: praeferrique se non — consuli aequum censuerint; excidit se post que.

60, 15. dum patria est, i. e., dum ea est patria vestra.

Liber XXIII.

4, ὁ scripsi + actaliter; defendi enim potest vulgata cor- rectio nihil — actum aliter, quod negative positum est = omnia agebantur (agi) ita, ut si —; cfr. ann. mea ad I, 43, 11. V excidit ante A.

5, 6 scribendumne aut in acie aut ἐπ binis — amissis castris; an amissis castris est abl. absol., «ved Tabet af to Leire»?

5, 11 comma post indigenam pønendum, δ sententia: ne Africae quidem indigenam, sed ab ultimis terrae oris, id est freto Oceani Herculisque columnis.

6, ὃ Livius sine dubio scripsit res est, solito verborum ordine: extracta — res est; res et est locum inter se mu- taverunt facillime. — Ibidem retinenda scriptura cod. P. vincit; (renuntiant — spectare — extracta est — vincit; Li- vius saepissime tempus narrandi ita variat, ut hic 13, 6—7).

9, 10 notandum ego quidem pro equidem positum, ut Sall. lug. 24, 9, Att. ap. Cic. ad Att. IX, 10, 5.

9, 11 ser. tertium.

10, 1; v. ad XXI, 25, 9.

11, 3 scr. servataque, de lucris (de facillime excidit post que) vel cum Madv. e lucris.

11, 4 scr. iis omnibus; cfr. ὃ 6 eae.

11, 7 scribendumne deficiebat? an quique? an quae- que est pluralis numerus, sicut Livius alibi utrique pro uter- que ponit? an quaeque singulari numero, hoc quidem loco durius, appositum est subiecto verbi deficiebant?

12, 4. copias parte aliqua minuisse si verum est,

Emendatiunculae Livianae. ; 9 41

Livius αἰχ minuere aliquid aliqua parte (sførmindske Noget med en Deel, f. E. ΐ..ν), βίου! ΧΧΙ!, 40, 7 augere ali- guid parte dimidia; sed exempla desidero; fuitne 85; parte aliqua?

12, 6 scr. cum duobus codd. dett. paenitet te belli, ut in Hannonis responso (δ 70) paenitere me; sine te poterat andiri bomines, «man». ὃ 9 quoque cum edd. vett. scrib. paåeniteatne me, ubi in P. paeniteat me est, ne ante me omi880o.

12, 10 scripsi f responde ad; ipse sponte, ut Madvigius in Sek: correxi respondeo; si guild aliud in ad latet praeter 0, fuitne ad haec?

13, 8 probo Madyigii copi. DC Bostarque; δὴ fuit C1O Bostårque? cf. 32, 56.ἁ Ex CIO factum DIC, tum TATOR ex BOSTAR.

16, 4 in bis: proelia (1) parva el — (2) vario eventu fiebant equidem nihil vitii dispicio.

16, 14 ser,, ut olim edebatur, fecerint (scil. lixzae ca- lonesque et alia turba; multo hoc aptius quam fecerit, scil. clamor).

16, 16 scribendumne ex cod. arch. ingens eo die res (scil. gesta est) ac nescio an maxima ille bello gesta sit? — Ibidem' egregiam Madvigii coniecturam vincere di- Scentibus (ut sit aberratum ab -ce ad alterum - ce) alteri eius- dem: vinci timentibus longe antepono; vinci timeo enim est non audeo vinci; dicendum certe fuit: ne vincerentur, ti